De toneangivende medier i Vesten har haft et ganske ensidigt fokus på de ændringer i det russiske indenrigspolitiske system, som Putin annoncerede den 15. januar. 

Ruslands præsident i 1990’erne, Boris Jeltsin, var de vestlige liberales drøm af en præsident, han førte stort set udelukkende politik på dekreter og ignorerede parlamentet. 

Man kan få det indtryk, at hele øvelsen kun handler om, hvordan Putin kan forblive ved magten, når hans periode udløber i 2024. Denne hensigt kan ikke udelukkes, men man overser en del ting, og uanset hvad så er tingene væsentlig mere komplekse. 

I korthed er der sket det, at Putin har varslet ændringer i Ruslands forfatning. Det vigtigste er følgende: Statsministeren skal vælges af parlamentet. Statsrådet skal formentlig have større indflydelse, selvom dette organ ikke er nævnt i forfatningen. Så præsidenten skal have relativt mindre magt. 

Putin talte også om, at parlamentets partier alle skulle have større indflydelse på politikken. Noget kontinuitet er der dog, det lader ikke til, at udenrigsminister Sergej Lavrov og forsvarsminister Sergej Sjoiugu vil blive udskiftet.

Ny statsminister

Som en følge af disse ændringer valgte statsminister Dmitrij Medvedev at gå af med hele sin regering. I stedet har Putin udvalgt en ny statsminister, Mikhail Misjustin. 

Jeg indrømmer, at jeg ikke havde set regeringsskiftet komme. Men det giver ganske god mening, at netop Mikhail Misjustin bliver statsminister. Jeg vidste godt, hvem han var, og det gjorde politisk-interesserede russere bestemt også. 

Han har været en central person gennem en del år. Han er måske den person i Rusland, der har ansvaret for, at man nu har et skattevæsen, der fungerer. Misjustin har nemlig stået for udviklingen af det russiske skattevæsen.

Der er sket meget, siden jeg engang fik smækket en maskinpistol op under næsen, da jeg skulle ind på min stamcafé i Moskva. Det var i 1990’erne, den bevæbnede person kom fra skattevæsenet. Effektiv var dette væsen dog på ingen måde dengang. 

Det viste sig også at være konkurrerende mafiaorganisationer, der havde pudset skattevæsenet på min stamcafé. Det var i 1998. I dag er det hele meget mere overskueligt digitaliseret og med mindre mulighed for korruption. Det er en god nyhed.

At der er varslet ændringer, der gør, at statsministeren skal udpeges af parlamentet, kan man også tolke som et snedigt træk fra Putins side. Så kan han i 2024 blive statsminister igen og få mere magt. 

Vestens darling

Men ændringen er da positiv og bringer det politiske system tættere på vores idealer. Jeg minder lige om Ruslands præsident i 1990’erne, Boris Jeltsin. Han var de vestlige liberales drøm af en præsident, han førte stort set udelukkende politik på dekreter og ignorerede parlamentet. 

Det var også ham, der bombede parlamentet i 1993 og dræbte et trecifret antal mennesker i parlamentsbygningen. Jeltsin var meget mere zar end Putin. Eller liberale er ikke nødvendigvis altid demokrater.

Hvis vi stiller målestokken op, at præsidenten skal regere i overensstemmelse med folkeflertallet – og såmænd også at der skal være ingen eller næsten ingen drab på journalister – ja så vinder Putin klart den konkurrence over Jeltsin. Men alligevel elsker vi i Vesten Jeltsin og foragter Putin. Det er da mærkeligt.

Putin åbner også op for langt mere inddragelse af andre af Dumaens partier. Han ønsker med andre ord, at noget, der ligner en stor koalition, skal erstatte partiet Det Forenede Ruslands næsten magtmonopol. Det er da godt, eller hvad?

Putins popularitetsrating ligger igen over 60 procent, mens partiet Det Forenede Rusland har haft vigende opbakning i befolkningen.

Så hvorfor ikke tolke det på den måde, at Putin ønsker, at de politiske beslutninger skal afspejle stemningerne i folket. I sin tale lagde Putin også betydelig vægt på sociale forhold, han varslede bedre forhold for småbørnsfamilier og fremlagde mål om bedre aflønning af de lavestlønnede. Man kunne tolke dette, som at Putin reagerer på de stemninger, der rører sig i befolkningen. 

Putins fremtidige rolle

Jeg hører ikke til dem, der længes efter den dag, hvor Putin ikke er der. Hvad der skal ske i 2024, hvor Putin går af, og der skal vælges en ny præsident, ved ingen, måske heller ikke Putin selv. 

Jeg forestiller mig Putin i en rolle, som vi har set fra Kasakhstan, hvor Nursultan Naserbajev er gået af som præsident, men spiller en betydelig rolle stadigvæk i et organ som Statsrådet. 

Modellen kender vi også fra Singapore, hvor Lee Kuan Yew – faktisk ham der havde skabt det singaporeanske mirakel – sad på en uformel post, men bevarede en betydelig magt.

Jeg er overbevist om, at mange russere også gerne så det ske i 2024. Stabilitet og fremskridt står øverst på russernes ønskeliste – ikke 90’ernes liberale.

Der er mange tolkninger, og hvad der vil ske i 2024, ved ingen. Men meget lidt tyder på, at Putin vil stille op igen. Hvad der efter al sandsynlighed ikke vil ske, er, at vi vil få en yngre udgave af en angivelig liberal præsident a la Jeltsin, altså en der gør, hvad vesten siger i såvel indenrigspolitik som i udenrigspolitik. 

Rusland vil fortsætte sin egen selvstændige vej. På den måde vil Rusland forblive en udfordring for dem, der mener, at hele verden skal være som Vesten, mene som Vesten og acceptere Vestens forrang med hensyn til værdier og konkret politik.