Danmarkshistoriens største sag om efterbetaling af 22 millioner kroner er en kæmpesejr for fagbevægelsen og rykker fagforeningen helt tæt på metroarbejderne.

Til sidst hyrede CIPA en hotshot advokat, hvis opgave var at kaste EU-ret i vores danske model. 

Sagen begyndte i det små sidste sommer.

Fire rumænske metroarbejdere havde fået nok af CIPA's behandling og opsøgte fagforeningen. Den italienske arbejdsgiver havde fortalt dem, at de ville tjene seks euro i timen i hånden (efter skat), svarende til cirka kroner 45 i timen. Derfor forstod rumænerne ikke, at der på lønsedlerne var oplyst overenskomstens minimalløn for 37 timer per uge og modregnet aconto udbetalinger. Virkeligheden så helt anderledes ud: rumænerne arbejdede normalt omkring 11 timer per dag seks dage om ugen, og aconto betalingerne havde aldrig fundet sted.

Med de informationer påbegyndte fagforeningen sagen. Efter det første møde med firmaet og Dansk Byggeri blev de fire metroarbejdere fyret. Det medførte en række sager, som 3F rejste, om fyringer på grund af medlemskab af fagforening.

Flere og flere sjak fra CIPA begyndte at henvende sig til fagforeningen - sjak fra Italien, Portugal, Rumænien og Polen. Alle fortalte, at timerne på lønsedlen ikke svarede til virkeligheden, og at aconto udbetalingerne aldrig havde fundet sted. Derfor accelererer vores krav mod firmaet dramatisk.

Undervejs fandt vi ud af, at flere af de underskrevne lønsedler var kopieret. Vi sendte lønsedlerne til en grafolog, der slog fast, at flere af underskrifterne var kopieret og dermed falske.

Hele efteråret og vinteren 2014 var der løbende dialog med firmaet i forsøget på at finde en løsning gennem forhandling. Det blev sværere og sværere, efterhånden som vi så omfanget af sagen.

Derfor styrede vi lige mod en faglig voldgift, der oprindeligt var berammet til sidst i januar. Anden gang blev voldgiften udsat på Dansk Byggeris foranledning. Til sidst hyrede CIPA en hotshot advokat, hvis opgave var at kaste EU-ret i vores danske model. Rygtet siger, at hans timepris svarer til 40 metroarbejderes timeløn.

Den 20. februar blev voldgiften afholdt. Fagforeningen kørte de modige metroarbejdere til stedet, havde arrangeret fire tolke og skulle fremlægge en sag med flere end 3000 siders bilag.

Vi frygtede til det sidste, at vidnerne havde fået penge for at holde mund eller var fyret og sendt ud af landet, men vidnernes mod oversteg frygten. Vidnerne gjorde det flot og stærkt, og vores faglige folk kronede mange måneders benhårdt arbejde med en formidabel indsats til voldgiften.

Vores rumænske vidner oplevede, at de var dygtigere end modpartens advokater. Da de hørte, at vores folk er en tømrersvend og en ufaglært gade-/vejarbejder var de ved at falde ned af stolene.