De igangværende trepartsforhandlinger handler blandt andet om at få løst et af Danmarks største problemer, nemlig den kroniske mangel på praktikpladser. 11.000 unge mangler en praktikplads, et problem der truer store dele af en ungdomsårgang, og hvis det forbliver uløst, vil det være et problem for hele det danske samfund i mange år frem. 

De ufaglærte i England er et pjalteproletariat, der hutler sig igennem arbejdslivet på elendige løn- og arbejdsvilkår.

Dygtige faglærte medarbejdere er hjørnestenen i mange danske virksomheder. Alle prognoser viser, at de danske virksomheder og det danske samfund vil mangle faglært arbejdskraft i fremtiden. Derfor er oprettelser af praktikpladser også til gavn for alle.

Hvad vil konsekvensen være, hvis praktikpladsmanglen ikke løses? Jeg mener, vi risikerer at havne som England.

I England har de i mange år forsømt at uddanne faglærte. Konsekvensen er, at de er afhængig af udenlandsk arbejdskraft til at udføre mange opgaver, alt imens masser af englændere er ufaglærte. Disse ufaglærte er et pjalteproletariat, der hutler sig igennem arbejdslivet på elendige løn- og arbejdsvilkår. Her er hverdagen, at social dumping er en negativ spiral, der trækker engelske arbejdere ned.

En udvikling ingen i Danmark fortjener. I Danmark er det sådan, at faglærte lever længere, er mindre syge, er mindre arbejdsløse og tjener mere end ufaglærte. Der hviler med andre ord et stort ansvar på parterne.

Liberale kræfter er gået i skyttegravskrig om, at løsningen findes i at dumpe lærlinges løn. Det interessante er, at de fleste arbejdsgivere, vi taler med, betragter lærlinge som en økonomisk gevinst, og mange firmaer fakturer raskvæk mellem kroner 200-350 i timen for lærlinge til kunderne.

Derfor skal snitterne holdes væk fra lærlingenes lønninger. Løsningen kræver mere end smart retorik, skåltaler og gode intentioner. Det kræver stort mod og vilje.

Løsningen findes i, at flere virksomheder opretter flere lærepladser, og det forudsætter, at virksomhedernes strategi rækker længere ud i tiden end lige morgendagen.

Der kræves kraftig politisk opbakning således, at de virksomheder, der bidrager til vores gode erhvervsuddannelser, får guleroden, og gerne på bekostning af de virksomheder der fravælger at tage et uddannelsesansvar.

Her er brug for et massivt pres fra fagbevægelsen. Et pres der kan lægges i trepartsforhandlingerne, i det kommende kommunevalg og ved at fastholde, at dette problem er vigtigt og kræver løsning.

For den del af fagbevægelsen jeg kommer fra repræsenterer lærlingene vores fremtid. Så når vi i fagbevægelsen kæmper for praktikpladser og lærlinge, kæmper vi for fremtidens arbejdere og for at fremtidens arbejdspladser bliver anstændige og værdige.