Faglig kamp – giver faglige resultater
Blogs
Faglig kamp – giver faglige resultater
Års slid for at opbygge metroarbejdernes tillid giver nu resultater. Læren er, at når fagbevægelsen tør sætte foden i og kæmpe for arbejdernes rettigheder, så giver det pote.
Slid, fokus og tålmodighed har båret frugt. Metrobyggeriet er gået fra at være en gennemført mareridtshistorie til at rumme håb og perspektiv for den danske model og fagbevægelsen.
I dag tør metroarbejdere stå i fagforening, og de bliver stadig klogere på deres rettigheder og eget værd.
Status på metrobyggeriet august 2014: En tillidsrepræsentant og knap 100 medlemmer.
Status på metrobyggeriet september 2015: Syv tillidsrepræsentanter, mere end 600 medlemmer og et stk. italiensk metroorganisatoransat i fagforeningen.
Det forgangne år har været mere end almindeligt begivenhedsrigt. Sommeren 2014 stod vi og beskrev den ene større uhyrlighed efter den anden på metrobyggeret. Fra at blive fyret, hvis du blev set i nærheden af en fagforeningsmand, til forfalskede underskrifter.
Det kulminerede med CIPA-sagen, hvor 39 modige metroarbejdere fra Italien, Rumænien og Polen stod frem og vidnede om grov underbetaling og grov behandling i firmaet. Sagen resulterede i Danmarkshistoriens største dom på 22 millioner i efterbetaling til metroarbejderne og deres fagforening. Endelig fik vi dommerens ord for, at der var noget helt galt med løn- og arbejdsvilkårene på metroprojektet, og dermed udryddet enhver tvivl om, at der fandt grov og systematisk social dumping sted.
Den italienske hovedentreprenør CMT skiftede ledelse og vendte 180 grader i deres tilgang til metroarbejderne og fagbevægelsen. CMT bidrog herefter til oprydningen ved at sikre, at CIPA betalte dommen, og efterfølgende har de medvirket til, at der er indgået diverse forlig på i alt 11 millioner kroner.
Med de resultater har fagforeningen på kontant vis dokumenteret overfor metroarbejderne, at vi kan skabe resultater og sejre i fællesskab. Det er en stor løftestang for vores organiseringsarbejde. Forud ligger flere års rugbrødsarbejde og slid for at opnå metroarbejdernes tillid og gunst.
Nu og et år frem kulminerer byggeriet med 1200 – 1500 metroarbejdere. Vi, skrevet med et glimt i øjet, ønsker formentlig som de eneste, at byggeriet bliver forsinket, således at vi har tid til at få bygget mere fællesskab, sammenhold og fagforening op blandt metroarbejderne.
Der er og vil være mange udfordringer for os. Metroarbejderne arbejder fortsat på eller lige over overenskomstens mindsteløn. Der er fortsat store problemer med arbejdsmiljøet, ikke mindst når det handler om nedslidningen af metroarbejderne. Metroarbejderne er endnu som gruppe svage arbejdere, der har store vanskeligheder med at forstå det danske samfund. Men det er metroarbejdere, der i dag tør stå i fagforening, det er metroarbejdere, der bliver stadig klogere på deres rettigheder og eget værd. Hvilket giver dem mod på at forbedre deres hverdag.
Hvad er læren for dansk fagbevægelse? Jeg tror, vi kan lære, at når fagbevægelsen tør sætte foden i og sige fra, når der sker håndgribelige urimeligheder og uretfærdigheder, tør fokusere og prioritere kampen, så vinder vi og skaber faglige resultater.
Vi har set det på metroen, vi har set det endnu mere omkring kampen om en overenskomst hos Ryanair – og nye kampe venter os.