Det nye sort på de største københavnske byggepladser er, at store dele af arbejdet bliver udført af arbejdsudlejningsfirmaer.

Milliardbyggerierne af forbrændingsanlægget Amager Bakke og metrobyggeriet er kendetegnet ved, at de to hovedentreprenører NCC og CMT ikke selv har ansat nogle af de mange hundrede jord- og betonarbejdere på projekterne.

Arbejderne er ekstremt ufrie. Deres frihed skal findes i sammenhold og fællesskab - gennem organisering.

Historisk set har hovedentreprenørerne selv haft deres sjak med, der udførte arbejdet på akkord. Hvor sjakkenes dygtighed og kunnen gav dem mulighed for at tjene gode penge.

Ind er i stedet kommet udenlandske arbejdsudlejningsfirmaer som blandt andre Atlanco, AZF, Cipa og I.C.D.S. Firmaer der tjener penge på at udleje arbejdskraften til hovedentreprenøren.

Disse udenlandske firmaer rekrutterer og beskæftiger i hundredvis af jord- og betonarbejdere fra de fattigste egne af Europa. De får - på papiret - overenskomstens mindsteløn eller lige over for 37 timers arbejdsuge. Men fagforeningen har fået mange samstemmende historier fra metroarbejderne om, at de blandt andet arbejder langt flere timer, end de får løn for. 

At firmaerne tjener deres penge på at udleje arbejdskraften, er en yderligere proletarisering af 3F`erne. Her er der ingen skelen til faglighed, samarbejde og kunnen. Her tæller kun én ting, nemlig deres arme og ben. Arbejdskraften er blevet reduceret til trækdyr, der skiftes ud, når de ikke længere kan bruges. 

Det har medført et ekstremt skævt styrkeforhold mellem arbejdsgiverne og arbejderne. Det kommer til udtryk i de mest ufrie arbejdere, jeg til dato har truffet: Arbejdere der underskriver dokumenter på sprog, de ikke forstår; arbejdere der går på kompromis med deres sikkerhed og velfærd; arbejdere der ikke tør stå i fagforening på grund af truslen om fyring og hjemsendelse til deres hjemegen, hvor alternativet er endnu ringere.

Det gode spørgsmål er: hvis arbejdsudleje er sygdommen, hvad er så medicinen?

Der kører store fagretslige sager, der laves velmenende undersøgelser af arbejdsforholdene, der overvejes whistleblowerordninger m.m. 

Efter min mening er det grundlæggende problem for disse arbejdere, at de er ekstremt ufrie. Deres frihed skal findes i sammenhold og fællesskab.

Derfor er medicinen: organisering i fagforeningen. 3F har en organisationsgrad på under 15 procent af metroarbejderne. Men vi ser, at der hvor vores organisering nu lykkes, skabes der frihed og forbedringer for metroarbejderne.

Derfor arbejder vi hårdt for at få nogle vilkår, der gør organisering af metroarbejderne muligt. Til glæde først og fremmest for metroarbejderne, men også som 3F´s formand siger: godt arbejde er godt for alle.