Den 1. maj var det 10 år siden,  EU blev udvidet med 10 øst- og centraleuropæiske lande.

På forhånd var der megen diskussion om, hvilke konsekvenser det ville få for arbejdsmarkedet. Fælles for stort set alle eksperters forudsigelser var, at de stærkt undervurderede hvor mange arbejdere, der ville komme fra de nye EU-lande, og hvilke konsekvenser det ville medføre.

Er det rimeligt i, at arbejdsgiverne har ret til at importere billig ufri arbejdskraft i grådighedens navn?

Her 10 år efter kan vi konstatere, at der ikke siden 2. verdenkrig har været nogen beslutning, der har medført større konsekvenser for vores arbejdsliv, end denne. Alle, der har været på arbejdsmarkedet mere end 10 år, ved, at det var en skelsættende begivenhed for vores arbejdsliv.

Mange kolleger taler ligefrem om før eller efter 1. maj 2004.

10 år, hvor arbejdsgiverne har haft adgang til billig ufri arbejdskraft fra hele Europa, har gjort konkurrencen benhård på alle parametre. Det har medfødt et voldsomt pres på vores løn, arbejdsmiljø, uddannelser og vores frihed til at sige fra overfor urimeligheder.

Stemningen i skurerne er ganske anderledes. Mange af vores arbejdsgivere har brugt anledningen til at blive grovere og frækkere. Denne negative og uretfærdige udvikling har naturligvis affødt en masse vrede og afmagt blandt os.

Det er dybt fustrende, at vi knokler med et arbejde, der gavner vores samfund og gør det rigere, men vores løn- og arbejdsvilkår står stille, eller går direkte tilbage.

Et grimt eksempel er det igangværende Metrobyggeri. Her har den italienske hovedentreprenør CMT i stort omfang fravalgt den lokale organiserede arbejder. I stedet har CMT valgt at gennemføre byggeriet med kolonnearbejdere/daglejere fra vikarfirmaer. Arbejdere der alle kommer fra nogle af Europas fattigste egne. Resultatet er et utal af faglige sager om underbetaling og snyd med lønninger og stribevis af problemer med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på byggeriet.

Vi skal aldrig ryge i den gryde, der hedder racisme eller fremmedfjendskhed. Men det er legitimt at spørge, om det er rimeligt i, at arbejdsgiverne har ret til at importere billig ufri arbejdskraft i grådighedens navn? Uanset hvilke omkostninger det har for vores arbejdsliv og vores familier. 

Fagbevægelsen har i 10 år kæmpet mod social dumping og løntrykkeri. En kamp vi forsætter med at tage. Men det er en ulige kamp, hvor opbakningen fra det politiske system er alt for svag.

Det er på høje tid, at retten til et anstændigt arbejdsliv bliver sat højere end retten til profit. Det er på høje tid, politikerne får øjnene op for vores virkelighed. Og det er på høje tid, at de ledende politikere gør noget ved det.