Det er ikke dårlige nyheder alt sammen. Og dog. Forleden kunne DR-meteorolog Jesper Theilgaard fortælle, at årtiers koordinerede arbejde med at udfase CFC-gasserne, der nedbryder ozonlaget, ser ud til at have båret frugt. Det store hul over Antarktis er på det allerseneste svundet ind.

For mig blev syndflodsmyten genfødt i sit hidtil bedste udtryk, da jeg første gang hørte Peter Gabriels ikoniske sang ”Here comes the Flood” fra 1977.

Theilgaard tilføjede dog, at det endnu ikke med sikkerhed kan siges, om her er tale om en permanent forbedring. Til yderligere næring af denne tvivl indskød han, at det faktisk er sådan, at jo lavere temperaturen er på Antarktis, jo større er ozonhullet. Og jo varmere, jo mindre. Hvilket jo potentielt indeholder et endnu mere alvorligt, globalt miljøproblem, end hullet i ozonlaget er.

Seneste nyt fra denne front er:

• Endnu en rekordstor isflage på størrelses med Sjælland, anslået til at veje en billion tons, brækkede i sommer af det område, som hedder Larsens Ice Shelf.
• Den overraskende fremkomst af en rekordstor smeltevandssø midt i det endnu godt tilfrossede kontinent. Samt massedøden for andet år i træk af over 99 procent af ungerne i en adeliepingvinkoloni på 25.000 par. Med vejr eller klimaforandringer som forklaring.  
• Store mængder af (pak?)is har mangedoblet pingvinernes vandringsdistance ud til åbent hav og føde. Og vedvarende regn som følge af stigende temperaturer har ødelagt den varmeisolerende effekt i ungernes tykke dundragt.
• De mange tusind pingvinunger er døde som følge af kulde og sult. Fremkaldt af forhøjede temperaturer.
• Et stadigt mere dagsordensættende globalt fænomen, der har trukket talrige rekordødelæggende spor i de seneste måneder. For eksempel i form af de netop slukkede, meget voldsomme skovbrande i Spanien og Portugal samt i Californien med døden til følge for et trecifret antal mennesker.
• Men vel mest dramatisk i form af en hyperaktiv orkansæson i Atlanten, der har sat en lang række ødelæggende rekorder. Orkansæsonen i øvrigt ikke ovre endnu.

Især de tre kategori 5-orkaner, der med ufattelig kraft i slutningen af august og september jævnede en række øsamfund i Caribien med jorden og anrettede enorme skader i eller omkring flere amerikanske millionbyer, vil blive husket længe. Harvey, Irma, Maria.

Alene Harveys skader, blandt andet som følge af rekordstore nedbørsmængder på cirka halvanden meter vand på få døgn i et meget stort område af Texas og Louisiana, anslås til 70 milliarder dollars. Irmas pris: 63 milliarder dollars. Maria: 51 milliarder dollars. Til sammen 76 milliarder dollars dyrere end verdens hidtil dyreste, hurricane Kathrina fra 2005, der anrettede skader for mindst 108 milliarder dollar.

Jehovas Vidner besøger mig jævnligt, og vi får os en god snak om Gud. Når jeg spørger dem om, hvorfor de ikke skriver om syndfloden i deres blad eller snakker om den – når nu mere og mere faktisk tyder på, at det kan bliver virkelighed – svarer de overraskende, at de ikke tror, at Gud nogensinde igen vil behandle menneskeheden så brutalt.

Jeg ville ønske de havde ret.

De almindeligt kristne snakker heller ikke om syndfloden. I modsætning til da jeg gik i folkeskolen i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne – da den var dejligt abstrakt, og alle skinhellige frit kunne skamride begrebet – da snakkede de om den ustandseligt.

For mig blev syndflodsmyten genfødt i sit hidtil bedste udtryk, da jeg første gang hørte Peter Gabriels ikoniske sang ”Here comes the Flood” fra 1977. Udgaven fra 1979 med Robert Fripp har en interessant indledning af en videnskabsmand, der taler om klimaforandringerne om 40 år, eller mindre..

Hør den her

When the flood calls
You have no home, you have no walls
In the thunder crash
You're a thousand minds, within a flash
Don't be afraid to cry at what you see
The actors gone, there's only you and me
And if we break before the dawn, they'll
Use up what we used to be.