Den legendariske drukpoet Charles Bukowski har sagt, at han mistede lysten til livet som fireårig. På grund af en tyrannisk far.

Hovedparten af Jordens befolkning bærer et medansvar for at sikre, at Jordens højere biologiske liv eksisterer også for de kommende generationer og medskabninger.

Jeg mistede lysten – ikke til livet – men til at gå i skole omkring tredje klasse, hvorfra det blev søvndyssende og trægt. Indtil da fandt jeg det vildt spændende. Mit yndlingsfag var religion, hvor strikse frøken Jørgensen i Toreby læste op af Det gamle Testamente. Historien om Samson, der styrtede filistrenes tempel i grus. Og Abraham, som Gud befalede at dræbe sin søn, Isak, for at teste Abrahams tro.

Politisk ukorrekt i dag, hvor Abraham ville være blevet tvangsmedicineret. Og Samson udskammet og dømt efter terrorloven.

Troende mister troen

Frem til coronapandemien fik jeg jævnligt besøg af Jehovas Vidner, og vi havde mange gode snakke om Gud, et emne, der siden frøken Jørgensens skønne hjernevask altid har interesseret mig.

”Men hvorfor snakker I kristne ikke om syndfloden”, spurgte jeg en dag. ”Fremfor alt det der med at vente på Jesus' genkomst og nedstyrtningen af alt ondt, som aldrig sker. Syndfloden kan til gengæld i rimelig nær fremtid blive kristendommens måske mest præcise profeti!”

”Vi tror ikke på, at Gud nogensinde igen vil gøre noget så grusomt mod menneskene”, lød svaret.

Alle andre kristne, jeg har spurgt, er heller ikke begejstret for at tale om emnet. Det er, som om alle troende mister troen her.

I stedet overhaler den rationelle videnskab religionen indenom ved at sige, at syndfloden faktisk er en mulighed.

Den apokalyptiske syndflodstrussel kommer dels fra Grønland, hvor en total afsmeltning af iskappen vil forøge vandstanden i verdenshavene med cirka syv meter. Men Antarktis er det store dyr i åbenbaringen. Kontinentet rummer 70 procent af verdens samlede mængde ferskvand i frossen tilstand, som ved optøning vil øge vandstanden i verdens have med mindst 60 meter.

Hvornår smelter det? År for år, ja nærmest måned for måned er forskernes tidshorisont blevet stadig mere indskrænket. Al Antarktis' over 20 millioner kubikkilometer is forventes dog trods støt stigende afsmeltning ikke at smelte de næste 10, 20 eller 50 år.

Syndflodsjokeren

Men forskere har påpeget, at en isklods på flere millioner kubikkilometer måske vil kunne glide ud havet på én gang. Halvdelen af Antarktis' is ligger nemlig på en skrånende kontinentalsokkel, hvor isen smelter stadig hurtigere både oppe fra toppen – og fra neden. Det eneste, der måske forhindrer en gigantisk isterning i at skride ud i havet, er de tykke ishylder på havoverfladen rundt om Antarktis.

Men ishylderne er hastigt ved at smelte væk.

Larsens ishylde begyndte at bryde sammen for 25 år siden. Forskere, der fra fly så det første store afbræk, græd ved synet – og perspektiverne. Siden er mange isbjerge fra ishylderne fulgt efter.

Lige nu er verdens største isbjerg i form af et afbrækket ishyldestykke på 4200 kvadratkilometer på vej til at støde på grund i Sydgeorgien med risiko for at blokere for blandt andet en stor pingvinkolonis adgang til havet.

Kan syndfloden og alle de andre truende apokalypser forhindres, spørger man naturligt sig selv i disse år. Jeg mener faktisk ja, selv om der skal lidt af et mirakel til. 

Ikke ved at stoppe den danske olieindvinding i Nordsøen om 30 år. Uden at forklejne regeringens aktuelle lysegrønne tiltag, men så skal der altså mere til. Handling ud fra en højere bevidsthed end den moderne verdens egostyrede og materielle tankesæt, der i sin selvovervurdering forbigår en store dele af virkeligheden.

I Peter Gabriels sang ”Here comes the flood” lyder det:

Lord, here comes the flood/We’ll say goodbye to flesh and blood/If again the seas are silent and any still alive/It’ll be those who gave their island to survive/Drink up dreamers you’re running dry.

Tusind muligheder hver dag

Mine gode samtalevenner fra Jehovas Vidner tror ikke på, at Gud vil tillade, at Jorden bliver ødelagt, og menneskene drukner i en ny syndflod. Jeg er enig i det første, Jorden forgår ikke. 

Men vi mennesker og meget andet liv risikerer at gå til. Og det burde være tydeligt for enhver, at hvis det sker via for eksempel de fremadskridende klimaforandringer, så er det vores egen skyld.

Hovedparten af Jordens befolkning bærer et medansvar for at sikre, at Jordens højere biologiske liv eksisterer også for de kommende generationer og medskabninger. 

Så væk med både skyldfølelse og moraliseren. Ind med urokkelige, livsbevarende holdninger og handlinger. Der er tusindvis af muligheder hver dag. Bare kom i gang – og hellere i dag end i morgen, som Poul Schlüter ofte sagde, da han var statsminister – dengang danske højreorienterede endnu var nogenlunde til at holde ud.

Hør hele Peter Gabriels smukke sang fra 1977.