Især Jylland har ageret badekar i de seneste uger.

Åer er svulmet voldsomt op og mangedoblet i bredde. Gudenåen har i de senere dage sendt 50.000 liter regnvand per sekund gennem sit løb i Silkeborg. 10 gange så meget som om sommeren.

Uddybede og udvidede åer ville have katastrofale følger for det i forvejen mishandlede naturlige liv i Danmarks vandløb.

Storeåen, Ribe Å, Varde Å og mange andre danske vandløb har nået historisk høj vandstand og vandføring.

Store vintersædsarealer skal sås om, fordi kornplanterne har stået i vand så længe, at rødderne er rådnet.

Ubæredygtigt landbrug

Aktuelt foreslår landbrugsorganisationer, at åerne graves dybere og bredere for at bortdræne de forøgede vandmængder; selv de er begyndt at erkende, at sådan bliver fremtiden. 

Samtidig arbejder industrilandbrugets forskere på højtryk for at udvikle nye plantesorter, der for eksempel kan modstå sommertørke, der ligesom vinteroversvømmelser er på vej til at blive den nye norm.

Men intet kunne være mere uklogt. Hvis man da ønsker bæredygtige løsninger. Og ikke bare et par år mere med ubæredygtig landbrugsdrift primært styret af et helt igennem kassabelt økonomisk system.

Uddybede og udvidede åer ville have katastrofale følger for det i forvejen mishandlede naturlige liv i Danmarks vandløb, som vi har i alt 70.000 kilometer af. Mange er desuden gravet helt ned til kineserne for mange år siden, hvorfor det dér slet ikke er muligt at uddybe dem yderligere.

Desuden ville alle de milliarder af kroner, skatteyderne siden første vandmiljøplan i 1980’erne har betalt for at afbøde skaderne fra landbrugets ekstremt dårlige naturforvaltning, være tabt, hvis politikerne – endnu engang – lyttede til Danmarks stadig færre, stadig mere gældstyngede landmænd. Og – ikke mindst – deres magtfulde kreditorer med en givtig renteforretning på landbrugets gigantgæld på 360 milliarder kroner.

Lyt og samarbejd med naturen 

I stedet bør man nu lytte til og samarbejde med den natur, der år efter år er trådt under fode og nu truer med at gå helt grassat.

Og der skal helt andre boller på suppen, hvis man her i 11. time vil levere “positiv forandring, vi kan tro på”.

En tredje- eller fjerdedel af Danmarks landbrugsareal, alle lavtliggende arealer, skal frigøres fra industrilandbrugsdrift. Opdyrkede, gamle vådområder inklusive de brede, naturlige oversvømmelsesbræmmer langs alle Danmarks vandløb. Spar de sædvanlige horder af fupkonsulenter, der i alt for lang tid har udarbejdet og stået for kassevis af fupnaturgenopretningsprojekter.

Ophør eller drastisk indskrænk de halvårlige opgravninger af plantevegetation og bund i de fleste af Danmarks 69.000 kilometer åløb. Ud over at det vil give ånaturen de allerbedste betingelser for at gensno og genoprette sig selv – helt gratis – vil det spare skatteyderne for en årlig regning på cirka 400 millioner kroner, som det i årtier er lykkedes industrilandbruget at tørre af på skatteyderne.

Tvang helt nødvendig

Og så ikke mindst: Gør det ikke via frivillige økonomiske favorable aftaler med lodsejerne, som vi har set det gjort i de senere år. Men gør det med tvang. Ekspropriation og til laveste takst. Og gør det hurtigt. 

For eksempel Sjællands største mose. Siden 1990’erne er der uddelt et, to eller trecifret millionbeløb til områdets indflydelsesrige godsejere, uden at det grundlæggende har gavnet naturen.

Det 20 kvadratkilometer store moseområde er druknet i konsulent- og embedsmænds rapporter og – ”naturgenopretnings”-projekter i de seneste årtier. Og ejere, der sammen med naturorganisationer – der hellere vil være købmænd eller bankmænd – pudser deres falske grønne glorier, mens fugleliv og den øvrige natur fortsat tørrer ud. Ikke lige i disse dage, men ellers.

Under forrige, ekstrem tørre sommer var hele mosen frygtindgydende tæt på at futte af i et kæmpebål, der kunne have brændt i flere måneder og forårsaget uoprettelig skade. Ligesom i Lille Vildmose reddede en hurtig indsats fra brandvæsenet en lokal naturkatastrofe, a la det vi så i Australien i sidste måned.

HOLMEGAARD MOSE  KOMITEEN (HMK) har i årevis talt naturens sag for stokdøve ører for skiftende miljøministre, i Naturstyrelsen, kommuner med mere.

Og som foreløbigt eneste evaluerede HMK i 2016 de senere års mange mislykkede ”naturgenopretnings”-projekter. Ikke så underligt, måske, når man ser, hvor – forudsigeligt – galt det er gået.