DR-radioværterne var ved at kløjes i morgenkaffen, da de engang i juni fordøjede nyheden fra det svenske miljøinstitut IVL om CO2-udslippet ved at producere lithion-ion batteriet til den populære, ”forureningsfrie” Tesla-elbil.

Miljøkrisen ophører først, når økonomien bliver bæredygtig.

Det svarer til CO2-udledningen fra en almindelig benzin- eller dieselbil, der kører godt og vel 12.000 km om året i 8,2 år! Svarende til 17,4 ton CO2. Til sammenligning udleder en rejse tur-retur Stockholm-New York med fly omkring 600 kilo CO2.

Med andre ord: Først efter godt og vel otte år er Teslaen – der har fået mange bilejere til at føle sig både vildt sexede og dejligt frelste i de senere år – aller tidligst CO2-neutral. Men nok snarere efter dobbelt så lang tid, når man medregner CO2-forureningen ved at producere resten af den ”grønne” luksusbil. 

Cirka 16 år, hvor de fleste så næppe anser det for at være økonomisk at beholde den gamle bil og derfor for længst har købt sig en ny. Seneste nye, grønne og smarte bilmærke til den tid – hvis grønt da overhovedet er in til den tid.

Eksemplet er alt andet end enkeltstående i den ”grønne” bølge, der er skyllet ind over os i de senere år. JAK-bankbevægelsen belærte mig for år tilbage den ægte kaosskaber i den moderne verden. Ofte kaldet grådighed og profit, men bedre beskrevet med et mere neutralt og umiddelbart intetsigende ord. Nemlig merrente.

Begærlig banker

Bankernes (begærlige) udlåning af penge mod sikkerhed ved at opkræve (mer)renter af gælden.

”Hvordan skal bankerne så kunne tjene penge”, svarede Anders Fogh Rasmussen og vendte tommelfingeren nedad,  da jeg til Københavns Universitets immatrikulation i 1997 spurgte ham og daværende skatteminister Carsten Koch – begge indbudt til debat i dagens anledning – om de ville arbejde for en rentefri samfundsbank, som JAK-bevægelsen har plæderet for siden 1930’rne.

Sagen er, at bankerne slet ikke skal tjene penge, hvis man spørger JAK, for det skaber kun problemer. Bankernes penge er ikke en egentlig værdi. Det er derimod Jord, Arbejde, Kapital (JAK). Penge er blot et omvekslingsmiddel. Ikke en værdi i sig selv. Sådan som det imidlertid er i dag i størstedelen af verden. 

Desværre også i de fleste grønne tiltag. Dansen om guldkalven, lige problematisk om guldet er økologisk. Eller ECO, som der står på de fleste – forurenende – biler i dag.

Landbrugets gældscirkus

Dansk landbrugs gældscirkus viser, hvilket magtfulde kræfter merrentesystemet har skabt. Gældsætningen i bankerne tvinger alle til at finde på et eller andet (unødvendigt/miljøskadeligt/smart) at producere for at holde gælden og fallitten fra døren.

I 1998, da jeg første gang skrev om landbrugets gæld, lød den på 160 milliarder kroner. I dag, knapt to årtier senere, er den på 360 milliarder kroner. I den mellemliggende periode har landbruget betalt mere i renteafdrag end hovestolen i 1998, men skylder i dag alligevel over dobbelt så meget som i 1998!

Hver dansker skylder i gennemsnit cirka en halv million kroner. Forrentet med 10 procent, eller mere, skaffer det pengeinstitutterne enorme indtjeninger, der ikke er bæredygtigt funderet i samfundets virkelige værdier.

Vi arbejder og producerer, fordi vi er gældsat, ikke så meget fordi det er sund fornuft. Produktion og indtjening er nødvendig, hvis vi ikke skal gå fra hus og hjem som følge af vores gæld til bankerne. Lovgivningen beskytter med langt større nidkærhed bankerne end vores biologiske livsgrundlag, naturen.

På samme vis sprøjter, gøder og rationaliserer landbruget til højre og venstre, ikke først og fremmest fordi man effektivt vil brødføde en sulten(de) verden, men derimod fordi man er gældsbundet mange meter op over traktortaget og er pine død nødt til det, hvis man vil blive siddende på den gældsatte gård.

Hvilket også forklarer det enorme spild af klodens fødevarer. Halvdelen, 2.200 millioner tons, går til spilde, beregnede FN for nogle år siden. Eller som Peter Schultz Jørgensen så rammende beskrev det her i Arbejderen i maj:

”Når verdens samlede gæld er på intet mindre end 225 procent af verdens bruttonationalprodukt, er spørgsmålet ikke om en destruktion vil finde sted, men hvordan.”

Miljøkrisen ophører først, når økonomien bliver bæredygtig.