Grønne afgifter og CO2-kvoter løser ikke klimakrise
Blogs
Grønne afgifter og CO2-kvoter løser ikke klimakrise
Næsten alle politiske partier har overbudt hinanden under valgkampen, men kun et opgør med den moderne verdens destruktive økonomisk system batter. Det er desværre lettere sagt end gjort.
Klimaet har aldrig før fyldt så meget ved et folketingsvalg som det netop overståede, hvor naturen selv satte fokus på problemet i form af rekordhøje temperaturer på valgdagen.
Næsten alle politiske partier har overbudt hinanden med forsikringer om, at de vil gøre det, der kræves, for at forhindre at klimaforandringerne løber løbsk.
Dog med få reelt bæredygtige løsninger.
Som en af de eneste forstod Pia Kjærsgaard ikke, hvor alvorligt danskerne ser på den tiltagende klimakrise.
Efter klimademoen foran Christiansborg 25. maj, hvor 30.000 – inklusiv den verdensberømte svenske skoleelev Greta Thunberg – ytrede deres store utilfredshed med VLAK-regeringens utilstrækkelige præstation, døbte Kjærsgaard uklogt de mange bekymrede ”klimatosser”.
Overbydende ”klimapolitikere”
I modsætning til Dansk Folkeparti så har venstrefløjen og de mange lysegrønne i resten af det politiske parnas tydeligvis forstået, måske ikke sagens alvor, men så i hvert fald vælgernes alvor.
”Vi vil hæve ambitionerne for klimaet”, har det lydt fra Mette Frederiksen i en af valgets mange forkromede valgannoncer.
Hvad skal der til? Et opgør med industrikulturens og dens økonomiske systems kyniske og biologiske ubæredygtighed. Liv over penge. ”Love over Gold”, som hippierne udtrykte det.
Radikale Venstres spidskandidat, Morten Helveg Petersen, købte sig CO2-kompensation for 10.400 kroner i forbindelse med EU-valget. Og til folketingsvalget sparede partiets kandidat Louise Vinther Alis forureningen fra produktion af 3000 valgplakater. I stedet fik hun fremstillet poser med engblomsterfrø til udsåning, som hun uddelte rundt om i landet.
Konservative Mette Abildgaard og Søren Pape Poulsen kompenserede på mere traditionel vis for deres CO2-forurening fra transport under valgkampen.
Førstepladsen som (politisk) klimaduks indtages af Alternativet, der CO2-kompenserer for cirka 100.000 kroner om året, cirka ni gange mere end partiets CO2-udslip. Partiformand Elbæk gjorde sig tidligere på året til statsministerkandidat med klimabeskyttelse som topprioritering.
Morten Messerschmidt spændte den moralske klimabue til det yderste. For 10.000 kroner købte han kvoter og klimaaflad. Til dr.dk udtalte DF's skandaliserede eksmedlem af EU-parlamentet:
– Jeg interesserer mig for, om de andre partier og kandidater ligesom jeg tager det personlige ansvar og køber kvoter. Det er utroligt let at stå i store debatter og udstikke løfter på samfundets vegne, men hvis det skal have nogen troværdighed, så er det vigtigt også at finde ud af, om de partier, der har gjort det her til det helt store spørgsmål, så også selv lever op til det.
”Love over Gold”
Undlader man at læse den overvældende store mængde tekst med meget små typer, så bør næsten alle stemmer til folketingsvalget uundgåeligt føre til en radikalt forbedret klimapolitik i Danmark.
Men som herværende avis så rigtigt gjorde opmærksom på i en leder tidligere på året i forbindelse med de – glædeligt – omsiggribende skolestrejker for klimaet, så står og falder alt med klimasagens næste, afgørende fase: Den konkrete udmøntning.
Men medmindre den folkelige klimaprotest vokser sig en god del større og stærkere, end den er nu, kan vi være helt sikre på, at vi også de kommende fire år får mere overfladisk klimapolitik, der intet batter i den større virkelighed.
Hvad skal der så til? Et opgør med industrikulturens og dens økonomiske systems kyniske og biologiske ubæredygtighed. Liv over penge. ”Love over Gold”, som hippierne udtrykte det. Mennesket (og naturen) før systemet, som selv liberale politikere tilslutter sig. I hvert fald i ord.
Men medmindre den folkelige klimaprotest vokser sig en god del større og stærkere, end den er nu, kan vi være helt sikre på, at vi også de kommende fire år får mere overfladisk klimapolitik, der intet batter i den større virkelighed.
Flere fupgrønne elbiler, a la Teslas, hvor produktionen alene af bilens store batteri udsender lige så meget CO2 som en almindelig familiebil gør ved otte års gennemsnitlig kørsel!
Og en flodbølge af grønne afgifter (der skaber attraktive indkomster for den sammenbrudstruede stat). På oksekød, på flyrejser, på dieselbiler, på fodsved, kæledyrsprutter, udåndingsluft og hvad véd jeg.
Samt uigennemskuelige CO2-kvoter med absurde handler mellem u- og ilande og alverdens modsatrettede virkninger.
Reelt bæredygtig klimapolitik gør op med vækstsamfund og spekulationsøkonomi. Gør det bæredygtige og naturlige liv positivt og rentabelt, som det desværre ikke er i dag.
Love over Gold, her i Dire Straits' musik