I årtier nægtede landbruget hårdnakket at gi’ lavbundsarealer tilbage til naturen. Men i de senere år har man skiftet mening. Ikke af miljøvenlighed. Men fordi klimaforandringerne og ændrede regnmønstre hastigt gør lavtliggende jorder uopdyrkelige.

Der er for lidt ægte grønt i de aktuelle planer om at opgive den ubæredygtige landbrugsdrift på lavbundsjorder. Og for meget ubæredygtig pengeforretning.

Nu håber de bondesnu samt hæren af grønvaskende konsulenter og entreprenører (igen) at score kassen i form af erstatninger og entrepriser betalt af forsvarsløse skatteydere. Og naturen, som sædvanlig.

Det kan blive bøvlet og dyrt at forvandle marker med klimaproblemer til natur, skrev dr.dk den 7. januar under overskriften ”Våde marker sviner som 500.000 biler i tomgang”. Hvert år. 10 procent af Danmarks samlede udslip af klimagasser.

I virkeligheden er det overhovedet ikke besværligt. Man skal bare lade naturen gå sin gang og forholde sig helt passivt. På alle måder.

Gammelt smertensbarn

Emnet – lavtliggende jorde – er et gammelt smertensbarn i overopdyrkede Danmark. I flere århundrede en hjørnesten i landbrugsdriften, idet åernes årlige vinteroversvømmelser gødede engene, så der hvert år kunne høstes næringsrig hø til gårdenes husdyrbesætninger, hvis møg efterfølgende blev spredt på de højereliggende agre som gødning for afgrøderne dér.

Med introduktionen af kunstgødning efter Første Verdenskrig blev landbruget i løbet af et par årtier uafhængig af naturlig gødning, og lavbundsjorderne kunne drænes og opdyrkes og kornproduktion og indtjening maksimeres. 

Desværre til meget stor skade for naturen. For eksempel Danmarks nationalfugl frem til 1984, storken, hvis bestand faldt fra 10.000 par i begyndelsen af 1800-tallet til to par sidste år.

Med storken og millioner af andre dyr forsvandt også de naturlige rensningsfiltre langs vandløbene. Samtidig med at udsivning af næringssalte fra støt stigende mængder kunstgødning uhindret væltede ud i vandløb og søer og videre ud i lavvandede havområder.

Danmarks naturtab på kunstgødningens konto er enorme. Dertil kommer de lige så store skader som følge af pesticider.

Sammen med flere naturorganisationer har jeg selv i henved 40 år arbejdet på at få landbruget til at lade naturen genindvandre langs åer med mere. Inklusive at få stoppet opgravningerne af vandplanter og åbund flere gange om året af hensyn til industrilandbrugets krav om unaturligt tørre marker langs åerne. 

Op mod en halv milliard koster å-“oprensningerne” årligt skatteyderne. Landbruget slipper (også) for denne ellers oplagte brugerbetaling. Biologisk kan de tilbagevendende massakrer på åernes naturlige liv sammenlignes med, at et menneske fik bortopereret tre fjerdedele af sine lunger og tarmsystem et par gange om året.

Økonomi – naturens hovedfjende

Nu varsler regeringen så længe ventede naturforbedringer. Inklusive forbedringer for klimaet, idet nye undersøgelser har afsløret, at de unaturlige kornmarker på lavbundsjorderne er en af de allerværste klimasyndere.

Faktisk er det, der sker, en gentagelse. Danmarks måske mest katastrofale statsminister, Anders Fogh Rasmussen – som for 15 år siden pludselig blev “grøn” – introducerede den såkaldte miljømilliard, der ligesom den nuværende reddede landmænd fra at gå fallit på grund af – selvforskyldte – tab på oversvømmelsestruede landbrugsjorder. Camoufleret som grønne miljøtiltag, ligesom nu.

Nu står vi overfor anden og noget større “grønne” bølge i landbruget (ja, faktisk var det Vandmiljøplan II, der i 1998 introducerede ideen med en kvart milliard i tilskud til at oversvømme 160 kvadratkilometer dårlig landbrugsjord).

Lavbundsjorderne skal naturligvis tilbage til naturen, lyder det fra erhvervet. Man skal bare ha’ dækket sine udgifter ... Sin gæld. Skabt af spekulationsforretningen i landbrugsjorder med forskruet høje priser – stimuleret blandt andet af en astronomisk stor EU-støtte – til gavn for bankernes renteforretninger i et håbløst forgældet landbrugserhverv med en samlet gæld på omkring 350 milliarder kroner.

23 millioner vil landbruget nu have for lavbundsjorderne. Regeringen har foreløbigt fundet to; nok til at frikøbe en tiendedel af de i alt 1.710 kvadratkilometer.

Hvor betændt en byld vi har med at gøre, ved vi i Holmegaard Mose Komiteen, der grundigt har dokumenteret.

År efter år er områdets tre magtfulde mosegodser og andre lodsejere sluppet afsted med at bryde loven og skade i Sjællands største mose, der huser Sydsjællands største ferske engområde og lavbundsareal – trods områdets høje naturbeskyttelsesstatus. 

Nu forsøger de udspekuleret at tiltuske sig fede erstatninger, når det klima, deres drift og lovbrud har forstyrret i henved et århundrede, sætter en naturlig stopper for deres ødelæggende drift.

Der er med andre ord for lidt ægte grønt i de aktuelle planer om at opgive den ubæredygtige landbrugsdrift på lavbundsjorder. Og for meget ubæredygtig pengeforretning. Som alt i alt intet vil ændre på de hastigt fremadskridende klimaforandringer. Den vigtigste medicin mod dette er et håndfast farvel til spekulationsøkonomien og det, som kokken Søren Gericke for år tilbage betegnede som landbrugsmafiaen på Axelborg.

Læs mere her