DR TV’s populære program ”Nak og æd” har nyligt taget hul på sin 9. sæson. I mandags overskred man en ny moralsk grænse, hvor Jørgen Skouboe nakkede en flodhestehan på over tre tons. Hans hidtil største drab.

Trofæjagt i Afrika er en milliardforretning, gjort mulig af kolonialismens forbrydelser fra 1800-tallet og frem. 

DR’s hjemmeside fulgte op med en større artikel om begivenheden, som man indledningsvis havde været i tvivl om var en god idé.

Men tvivlen blev gjort til skamme. ”Vi gjorde dem en tjeneste”, udtalte Skouboe efterfølgende, der med ”vi” vist mente både flodheste, lokalbefolkning og Afrika som helhed.

Ifølge Skouboe er et stigende antal flodheste i Zambia gået hen og blevet et problem, så staten udsteder flere licenser for at få dem skudt. Danskeren Thor Kirchner, født og opvokset i Zambia, var jagtguide for ”Nak og æd”-holdet, forklarer i programmet:

”Vi skyder en procent af bestanden. Og den vokser med næsten 10 procent hvert år. Så det er bare nogle få stykker, vi skyder, for at kunne passe på dem, så bestanden stiger.”

”Det er egentlig meget enkelt, det er bare svært for folk at forstå; at hvordan kan du redde et dyr ved at slå det ihjel.”

Skouboe og Kirk udbryder herefter i munden på hinanden.

”Ja, ja, selvfølgelig”. Og Kirk tilføjede begejstret:

”Jeg synes det er fantastisk, hvordan sådan noget jagt her kan være med til at passe på et område, så alle de her dyr kommer videre frem, eller planter eller hvad det er. Og jeg synes bare, at vi er blevet klogere. Havde det været for to år siden, så havde jeg aldrig gjort det.”

Øehhh.. Hvad er det egentlig TV-jægeren og -kokken er så begejstret over? Lad os spole tilbage til begyndelsen af Thor Kirchners salgstale for trofæjagt på flodheste i Zambia.

Kirchner beskrev indledningsvis flodhestenes livsvilkår i Luangwa-floden i Zambia i tørketiden, hvor floden svinder drastisk ind, og flodhestene trænges sammen i små, isolerede vandområder.

”Og når der bliver for mange, så slås de hele tiden. Det kommer til at gå ud over nogle af babyerne, der nogle gange dør.”

Desuden er der nogle gange udbrud af miltbrand, hvor op til 1000 flodheste ifølge Thor Kirchner dør.

Så for at undgå beklagelig vold mod ”baby”-flodheste og massedød som følge af miltbrand er det vigtigt at holde bestanden på et tilstrækkeligt lavt niveau, konkluderer Kirchner. Hvorefter han anpriser milliardforretningen trofæjagt.

Men argumentet om, at at skyde en procent for at løse et problem med en flodhestebestand, der vokser med 10 procent giver jo ingen mening.

Man må undre sig over, at den åbenlyse nonsens er sluppet igennem redaktionel bearbejdning. Og en troværdig og sammenhængende beskrivelse af flodhestenes liv i Zambia får vi aldrig.

Ligesom vi heller ikke fik oplyst, hvad licensbetalerne har betalt, for at Jørgen kunne nakke en flodhest. Og hvem pengene i virkeligheden er gået til. Næppe til lokalbefolkningen. De får ofte kødet, en gerning som de hvide trofæjægere sjældent glemmer at rose sig selv for.

Trofæjagt i Afrika er en milliardforretning, gjort mulig af kolonialismens forbrydelser fra 1800-tallet og frem. Den udprægede mandesport har udover alverdens andre problemer et klimaregnskab, der er lige så elendigt som argumenterne for at smide 50.000 licenskroner ud på at nakke en flodhest i Zambia.

Afrikas storslåede dyreliv har været i drastisk tilbagegang siden kolonialismens blodige entré på kontinentet. Indtil begyndelsen af 1800-tallet husede Afrika over 25 millioner elefanter. I dag tæller bestanden cirka en kvart million dyr, i hastig tilbagegang. Hvis det lykkes menneskeheden at vende den horrible udvikling, sker det ikke ved hjælp af trofæjagt.

På denne hjemmeside kan man se, hvad det koster at dræbe en lang række af Afrikas berømte dyrearter. Som i ethvert andet supermarked. Priserne er minus CO2-forurenende flyrejse og sex med lokale ludere med spændende lyserøde kusser, som Casper Christensen så levende hylder i et afsnit af Klovn.