Kampen for gode løn- og arbejdsforhold starter hos tillidsfolkene ude på arbejdspladserne igennem organisering og et stærkt fagligt sammenhold. Sådan lød hilsenen fra formanden for 3F Aalborg til de mange tillidsfolk landet over, som dagligt løser problemer og opgaver ude lokalt på virksomhederne i samarbejde med arbejdsgiverne.

Jo flere der arbejder til dårligere løn- og arbejdsvilkår, jo sværere bliver det at fastholde vores løn- og arbejdsvilkår ved nye forhandlinger.

Historien fra lufthavnen har ikke kun slået fast, at vi som tillidsfolk har retten til at organisere, men også at vi har pligten til at organisere kollegerne. Den danske model virker kun, hvis vi lever op til denne pligt.

Den fortælling er nu på plads og har givet mange gode snakke ude på arbejdspladserne – på en række arbejdspladser har det også givet anledning til, at tillidsfolk og andre aktive har overbevist de uorganiserede kolleger om, at de skal være en del af fællesskabet.

Vikarer og nul-timers kontrakter

Når det så er sagt, så har fagforeningerne en langt større opgave. Det handler om vikarer, nul-timers kontrakter, falske selvstændige, platformsøkonomi, “working holidays” og andre mærkelige ansættelsesformer, som vinder frem i en række brancher.

Vi har en række virksomheder, som bruger vikarer i stor stil, vikarer, som ikke er omfattet af de løn- og arbejdsvilkår, som overenskomsten sikrer de fastansatte i tilsvarende virksomheder.

Vi har brancher, som laver ansættelseskontrakter, hvor folk er garanteret nul timer om ugen, men som har pligt til at møde, når firmaet kalder.

WOLT, de blå bude, som bringer mad ud fra restauranterne, er ansat som selvstændige, og virksomheden har derfor ikke de forpligtigelser overfor deres “medarbejdere”, som de ville have haft, hvis budene var ansat på traditionel vis.

Og sådan kunne jeg remse en række andre obskure ansættelsesformer op.

Nye ansættelsesformer

Det er ikke et problem, som den aktive tillidsmand kan løse – der er ofte ikke valgt nogen tillidsfolk på disse arbejdspladser, hvis man kalder det en arbejdsplads.

Problemet er samtidig, at fagforeningerne ikke bare kan gå ud og tegne overenskomst. Hvordan tegner man overenskomst med en virksomhed som WOLT, der ikke har nogen ansatte?

Der er mindst to vigtige årsager til, at fagforeningerne er nødt til at få styr på disse ansættelsesformer:

1. Som fagbevægelse har vi en pligt til at hjælpe de svageste på arbejdsmarkedet. Vi har en stærk tradition for at vise vores solidaritet med dem, som bliver udnyttet.
2. Vi skal forsvare vores overenskomster. Jo flere der arbejder til dårligere løn- og arbejdsvilkår end det, der er aftalt i vores overenskomster, jo sværere bliver det at fastholde vores løn- og arbejdsvilkår ved nye forhandlinger.

Alle de nye ansættelsesformer er også et stort samfundsproblem. Hvis folk er ansat til en løn, de ikke kan leve af, og under ansættelsesvilkår, som de ikke kan holde til, så forsvinder stabiliteten i vores velfærdssamfund. Med meget lav løn eller ingen løn, når der ikke lige er arbejde i nogle dage, så bliver der ikke betalt skat, og så mangler der kroner i velfærdskassen.

Uden for fællesskabet

Endnu værre bliver det, når tilstrækkelig mange af vores medborgere føler sig sat udenfor døren, udenfor fællesskabet. Så er man alene, har ikke noget at leve af, og på et tidspunkt må man gøre oprør. Det ser vi tydeligt i Frankrig – De Gule Veste er blevet et samlingspunkt for alle dem, som er udenfor, for dem, som føler sig snydt, for dem, som lever et liv i fattigdom.

Mange siger, at der skal vi ikke hen – den vrede, som De Gule Veste giver udtryk for, er ikke konstruktiv. Desværre må vi konstatere, at vi allerede er på vej derhen!

Derfor skal fagforeningerne på banen og levere en indsats overfor alle dem, som ikke er omfattet af vores overenskomster, og de vikarer, som burde være omfattet af overenskomsterne.

Det kan virke som en uoverskuelig opgave, men det er en nødvendig kamp om overlevelse for den danske model. Og det er en nødvendig kamp, som vi alle må deltage i, så vi kan sikre ordnede forhold for de svageste i kanten af vores arbejdsmarked og i vores samfund.