Store økonomier er gået næsten i stå under coronakrisen. De politiske svar er ret ens, massive statslige hjælpepakker (finanspolitiske tiltag) og likviditetsindsprøjtning (pengepolitik), der skal forsøge at banke dem op igen.

En realistisk forudsigelse kunne gå på yderligere kapitalkoncentration, reduceret velfærd og lønpres ... Medmindre den folkelige modstand bliver til opstand.

Staterne vil med deres finanspolitik blandt andet give indkomststøtte og hjælp til små virksomheder. På den måde kan økonomien måske humpe af sted i tre-fire måneder, men ikke uden seriøs ’disruption’ (forstyrrelse). 

Politikken skal finansieres gennem ny statsgæld for samlet set billioner af kroner. Statsobligationer udbydes på det private marked, i praksis til de store banker, der skynder sig at sælge dem videre – til centralbankerne.

Dermed får finanspolitikken konsekvenser på pengemarkedet: I første omgang rentestigning, fordi det bliver sværere at afsætte obligationerne. I næste omgang vil den effektive rente falde, fordi købskurserne vil overstige salgskursen. Rente op, rente ned, eneste sikre vinder er bankerne.

Det er dog ikke et nulsumsspil. Balancerne i banker og centralbanker vil ikke kun stige med budgetunderskuddet. Nettoeffekten bliver øget likviditet, for i USA vil centralbanken, Fed, låne direkte ud til virksomheder, og både den og ECB vil købe virksomhedsobligationer. Det er også meningen, at bankernes udlån til mindre virksomheder skal øges – selvfølgelig med statsgaranti i ryggen.

Der har længe været talt om, at en økonomisk afmatning var i sigte. Danmark har set flere fyringer i de sidste to uger end i samme uger i 2009. Tøjbranchen er i vanskeligheder. At Bestseller fyrer 750 i Danmark viser både kynisme og fremtidsfrygt. Det samme med den globale kæde H&M. Små butikker falder på stribe.

Dystre profetier forudser en decideret depression, høje rater af minusvækst, mens de fleste økonomer mener, den dobbelte dosis gavmildhed vil hjælpe, men måske ikke nok. For vi er i et nyt territorium i forhold til finanskrisens hjælpepakker, der både gav los via pengepolitikken og strammede gennem finanspolitikken efter en kort periode med åbne offentlige kasser. Nu fyres alt krudtet af på én gang.

En delvis erstatning af løntab vil højst holde økonomien i slæbegear. Der er allerede tegn på rentestigninger i Danmark, fordi kronekursen falder. Centralbankerne prøver at styre markedsrenterne, men ikke altid med held. Resultat af pengegeyseren, der sprøjtes ud over en svindende underliggende økonomi, det vil sige værdiskabelse, kan vel blive stagnation med inflation oveni, stagflation. Mange mindre virksomheder vil nok forsvinde, mens de store vil blive reddet.

En realistisk forudsigelse kunne gå på yderligere kapitalkoncentration og reduceret velfærd og lønpres efter selve krisen. Medmindre den folkelige modstand bliver til opstand. Det bliver i hvert fald ’distortion’ (forvrængning). Danmark er ikke alene.