Stigende automatisering tages normalt som givet: Arbejdet i fabrikkerne vil blive overflødigt, og robotterne kan også overtage servicejobs. En marxist kan spørge, om kapitalismen så ikke vil bryde sammen, for menneskeligt arbejde delt i nødvendigt arbejde og merarbejde er hele drivkraften i systemet. Pengesystemet vil miste sin fundats. Tyranni eller frihed?

Arbejdskraften presses hele tiden til at øge tempoet. Så snarere end hjælp fra kunstig intelligens lægges byrden på færre arbejdere.

Der er selvfølgelig dem, der påpeger, at menneskeligt arbejde langtfra er afskaffet, især ikke lavtbetalt slæb. Andre synes det lyder som en dystopisk science fiction-film med robotter, der går amok, i hovedrollerne.

Fald ned, hvad er det, der sker? En ny bog, Automation and the Future of Work, af Aaron Benanav, kendt fra New Left Review, giver et bedre bud end de fleste.

Global job-krise

Vi er i en global job-krise, går Benanav ud fra. Han definerer stigningen i output eller produktionsmængden som værditilvæksten i faste priser, der enten kan tilskrives øget beskæftigelse eller produktivitetsstigning. Det er ret konventionelt, men ved at koncentrere sig om industrien når han frem til, at produktionen er steget meget lidt i de senere mange år i ikke blot den vestlige, men hele verden.

En central tese er, at det er den lavere output-vækst, der har drevet udviklingen. Siden 1974 er produktiviteten vokset hurtigere end output, og derfor er industriarbejdspladser faldet i USA, Tyskland og Japan.

Den træge vækst i produktionen fra det tidspunkt hænger sammen med den akkumulerede overkapacitet og overproduktion. Presset stiger så for at være først til at producere mere omkostningseffektivt og score lidt ekstra profit. Det varer lige indtil alle har adopteret den nye teknik og arbejdsorganisering, og priserne falder. På den måde drives produktiviteten i vejret, uden at det ønskede resultat følger, og til sidst falder tilskyndelsen til at investere og udvide. Derfor forudser Benanav ikke en eksplosiv automatisering.

Vækst i prekært arbejde

Benanav påpeger endvidere, at de teknologier, der vinder frem under kapitalismen, ikke er neutrale og slet ikke frigørende. De er dyre at udvikle og skal kunne betale sig. De, der indebærer skærpet kontrol og reguleret adfærd, vinder. Arbejdskraften presses hele tiden til at øge tempoet. Så snarere end hjælp fra kunstig intelligens lægges byrden på færre arbejdere.

Siden firserne er landbruget blevet kemisk-industrielt og har skudt arbejdskraft fra sig. På verdensplan er dets andel af beskæftigelsen faldet fra over 50 procent til 28 procent. Drivkraften i en voksende økonomi er industrien, og her er der nu kun 22 procent, der arbejder, inklusive minedrift og transport.

I de rige lande udgør tjenesteydelser 70-80 procent af dem, der er i arbejde, det vil sige her samles resten af arbejdsstyrken op. Sektoren er karakteriseret ved lav produktivitet, så der er pres på lønningerne og ansættelsesforholdene. Det er ikke noget muntert billede, men det passer forbløffende godt på den verden vi lever i med prekært arbejde i kraftig vækst.

Kapitalismen en zombie

En anke er, at Benanav sammenblander produktionsmængde og værdi, men der er forskel. Ifølge Marx vil værdiproduktet kun stige med flere arbejdere, der arbejder mere, ikke med produktivitetsstigninger i sig selv, men hvis varemængderne stiger, kan reallønningerne holdes i ro, mens merværdien holdes oppe. Til gengæld sætter det en grænse for efterspørgslen og forklarer stagnationen.  

Det er en interessant bog med mange gode pointer. Benanav genopliver – uden at skrive det ud – forskellen mellem produktivt og uproduktivt arbejde, hvor det produktive kommer i krise gennem den kapitalistiske hang til akkumulation og dermed overproduktion. Men uden den form for arbejde er kapitalismen en zombie.