I de her dage ved vi ikke, om der bliver konflikt. Som offentligt ansatte er vi kastet ud i en usikkerhed – skal der strejkes, hvem lockoutes?

Tak til briterne for at turde kaste sig ud i det ukendte. 

Der er en massiv opbakning til, at vi skal stå sammen – og at vi skal stå fast. Selvom det koster, selvom den enkelte må undvære sin løn, måske miste en ferie – alligevel er der opbakning.

Det er der, fordi vi ikke har råd til at tabe. Ikke har råd til at resten af den offentlige sektor skal udsættes for det, lærerne var ude for i 2013.

Vi ved, at står vi ikke sammen nu, går tingene i den gale retning. Det koster at konflikte – og jeg kender ingen, der har positive forventninger til et eventuelt regeringsindgreb. Det kan meget vel ende i noget der er ret surt – alligevel er der opbakning.

Værd at kæmpe for

Fordi der er noget, det er værd at kæmpe for. Vi ved ikke, om vi vinder ved konflikten, men vi ved, at vi taber, hvis vi ikke magter at stå sammen og stå fast. En masse helt almindelige danskere er parat til at tage chancen og stå fast. Fordi det er vigtigt nok. Vigtigt nok for mange nok.

Om et år udløses brexit. Et resultat skabt af et folk, hvor det for mange nok var vigtigt nok. Vigtigt nok at tage chancen, håbe på at kunne genvinde selvstændighed, frihed – genvinde muligheden for at kunne sætte kurs mod andet og mere end en EU-stat.

Briterne vidste ikke, da de stemte, om det ville gå godt – ja, faktisk blev de truet med alt muligt grumt – alligevel turde de.

De turde, fordi de havde fanget ideen om, hvad EU's indre marked går ud på. Oplevet hvordan almindelige menneskers vilkår presses, velfærden udsultes, demokratiet forringes. Oplevet hvad det betyder at være en del af EU, et EU hvor retningen ikke er til diskussion.

Når man for alvor ser og mærker konsekvensen af EU-medlemskabet... Når man betaler for det med et usikkert arbejde, social dumping, en udsultet offentlig sektor, og en traktatfæstet økonomisk politik, hvor hensynet til markedet fylder væsentligt mere end hensynet til mennesker, så kan man turde.

Tak til briterne for at turde kaste sig ud i det ukendte. Tak og tillykke!

Tillykke med at de kan vriste sig fri af det indre markeds regler, kan genvinde et folkestyre, genvinde retten til at vælge noget andet end en traktatfæstet fremtid, hvor målet er en stadigt snævrere union.

Et liv efter EU

Deres mod betyder, at vi de kommende år med egne øjne kan se, at der er et liv efter EU. Kan se at det kan give mening at tage magten over egen fremtid tilbage. Det kan give os gejst til at kæmpe for at følge dem.

Hvis vi skal samme vej, er der en opgave, vi skal løse. Vi skal i de kommende år sørge for at gøre det tydeligt, hvad det koster at være med i EU. Uanset om det handler om at pege på Europluspagtens passage om at holde igen med offentlig lønudvikling, eller nogle af de mange andre steder, hvor det er dyrt for os at have det rødbedefarvede unions-pas.

Hvis mange nok forstår, hvad det koster, så er jeg ikke i tvivl om, at det bliver vigtigt nok. Så vigtigt at vi tør stå sammen og stå fast – kæmpe uden at vide om vi vinder, men med bevidstheden om alt det vi taber, hvis vi ikke tør.