I oktober var vi til landsmøde i Folkebevægelsen mod EU. Et landsmøde der var specielt, fordi vi skulle se hinanden i øjnene efter den sviende kindhest, vi havde indkasseret ved valget til EU-parlamentet.

Det er en klar svækkelse, at vi ikke længere er repræsenteret i Parlamentet. For at overvinde den svækkelse må vi gentænke organisationen.

Det gjorde nas at miste mandatet – og vi er fortsat i en proces, hvor vi er ved at finde vores fødder med de nye vilkår, der nu er vores.

Vi vedtog en årsplan – endda med ret stor opbakning – en årsplan, hvor vi siger, at vi nok har tabt et slag, men at vi ikke opgiver kampen. Vi har sat os det mål at gøre Folkebevægelsen mod EU større, stærkere, bredere og yngre.

Hvordan går det så med det? Nu hvor støvet har lagt sig – og vi har etableret noget hverdag?

Større

Det mål handler om, at vi skal være nogle flere. Spørger man på landskontoret, går det ret okay med den del. Vi får væsentligt flere indmeldelser end udmeldelser.

I vores årsplan talte vi om, hvordan vi kan nå målet. Her var et af buddene, at vi skal se på de nej-områder, der er rundt omkring, og sørge for at få Folkebevægelsen mod EU på landkortet.

Helt konkret er vi på dette område i gang med en større indsats, hvor vi seks steder i landet holder offentlige møder i samarbejde med Fagbevægelsen mod Unionen. Møder hvor vi (støttet af Nævnet vedrørende EU-oplysning) kommer ud til nogle, vi ikke nødvendigvis kender i forvejen.

Det at komme ud – det at blive synlige – er nødvendigt, hvis vi skal lykkes. Prøv at hoppe ind på Folkebevægelsens kalender – overalt i landet holder vores komiteer offentlige møder, laver uddelinger – eller finder på andre måder at gøre opmærksom på sig selv.

Det at være udadvendte – og huske at sige det – er en forudsætning for, at vi kan lykkes med at blive større.

Stærkere

Det er en klar svækkelse både politisk og organisatorisk, at vi ikke længere er repræsenteret i Parlamentet. Så for at overvinde den svækkelse må vi gentænke organisationen.

Når vi har færre, der kan arbejde fuldtids med Folkebevægelsen, er der flere, der må tage fat.

For at blive stærkere sagde vi i årsplanen, at vi ville etablere et godt og bredt formandskab for at øge synligheden og gøre det nemt at få fat i et menneske. Med valget af Susanna Dyre-Greensite, Ole Nors og Aage Staun er vi ret godt kørende.

Det er lykkedes at vælge et formandskab, der repræsenterer bredde, såvel politisk som geografisk.

En anden måde at styrke bevægelsen på er at åbne arbejdet mere op. Konkret handler det om at gøre mere for at gøre det let for medlemmer at involvere sig i arbejdet i diverse udvalg. Hvor det tidligere har været noget, vi gerne ville, er det nu blevet noget, der er ganske afgørende for, at vi kan løfte vores opgaver.

Ud over dette har vi sat os for at øge samarbejde med andre NGO’er og sætte mere gang i både vidensarbejdet og vidensformidlingen. Dette er så småt i gang, men der er mere i vente på denne front.

Bredere

Vi har lovet os selv at arbejde med bredden. Breddedebatten var en ganske bærende debat gennem hele årsmødet. For det er helt afgørende, at vi får set på, hvordan vi skaber en organisation, der ikke bare er bred, men også fremstår som det.

Når vi holder snuden i sporet, fokuserer på, hvad EU tvinger os til at gøre, eller hvad EU forhindrer os i at gøre. Når vi har en stærk vinkling omkring demokrati og selvstændighed, så kan vi mærke, at det er budskaber, der giver en ganske bred genklang.

Arbejdet med bredden er så småt i gang, men vil fortsætte og være til debat også på det kommende landsmøde. Det er et spørgsmål, som vi anser for at være ganske afgørende for at kunne lykkes som bevægelse.

Yngre

De fleste af os har travlt med at blive ældre, så hvordan bliver vi yngre? En foreslog, at vi bare kunne få de ældre til at melde sig ud, så ville opgaven være løst, men det er ikke den vej, vi vil.

Det at blive yngre handler om at se på, hvorfor vi ikke har de unge med. Se på hvordan det kan være, at rigtigt mange fornuftige unge lider af den vildfarelse, at det er i EU, vi kommer til at løse de voldsomme udfordringer, vi står overfor.

Vi lykkedes ikke med at ramme de unge med budskabet om, at EU er en del af problemet – og det er alvorligt.

Vi kommer til at målrette vores arbejde en yngre målgruppe, kommer til at give plads og rum til, at de unge, vi har, giver deres bud på retning, vinkler og budskaber. Det er også en rigtig vigtig del af, at vi kan løse vores opgave.

Her nogle måneder efter landsmødet er status, at vi er godt på vej. Det er hårdt at omstille en organisation, og vi er langt fra i mål. Men det, vi ser, er, at flere og flere melder sig ind i kampen, giver en ekstra hånd.

Det er det, der skal til. Der er os, der skal til.