08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Alle har ret til et sundt og sikkert arbejdsmiljø

Blogs

Karsten Hønge
Medlem af Folketinget for SF
Født i 1958. Politisk ordfører, beskæftigelsesordfører, retsordfører m.m. Uddannet tømrer. Gennem 11 år formand for Træ-Industri-Byg Odense/Fyn.
Blogindlæg af Karsten Hønge
man. 04. jan - 2021
tir. 27. okt - 2020
tir. 11. aug - 2020
tir. 12. maj - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 20. september, 2017, 07:06:18

Alle har ret til et sundt og sikkert arbejdsmiljø

Efter nye alarmerende meldinger om problemer med arbejdsmiljøet på landets byggepladser er ministeren klar med et fornuftigt initiativ. Men der er ikke flere penge til Arbejdstilsynet. Tværtimod betyder finanslovforslaget færre penge.

Igen-igen har Arbejdstilsynet afsløret helt uforsvarlige forhold på byggepladserne. Ved uanmeldte besøg på 61 byggepladser, blev der givet 116 reaktioner.

Hvor ofte har vi ikke hørt de samme beretninger? Arbejdsmiljøet ligger fortsat i ruiner.

Fra 2007 til 2016 er bevillingerne til Arbejdstilsynet skåret ned med 180 millioner kroner, og nu vil regeringen igen svinge sparekniven.

Denne gang tager beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen heldigvis et udmærket initiativ, ved med det samme at starte et forsøgsprojekt med uanmeldte besøg, der også organiseres på en ny måde.

Jeg kan kun være tilfreds med de nye toner, for de flugter helt med forslag, som SF flere gange har slået til lyd for. Men ministeren og flertallet har tidligere pure afvist forslagene i Folketinget og i stedet sendt arbejdsmiljøet i et syltekrukkeudvalg.

Det er ellers ikke atomfysik, raketvidenskab eller relativitetsteori det handler om. Vi kan sagtens regne ud, hvad der er galt, og hvordan vi får rettet op. Der er ingen undskyldninger for ikke at have reageret for længe siden.

Men godt at virkeligheden endelig er gået op for ministeren. Desværre er det kun endt med et forsøg og uden ekstra penge til Arbejdstilsynet.

Minister i samråd

SF og Enhedslisten trækker Beskæftigelsesministeren i samråd, hvor han bliver mødt med disse spørgsmål:

  • Hvordan planlægger ministeren, at det nye initiativ, hvor Arbejdstilsynet blandt andet skal komme på uanmeldt tilsyn i byggebranchen fra november 2017 – april 2018, føres ud i livet uden yderligere ressourcer til Arbejdstilsynet?
  • Hvordan mener ministeren, at farligt og nedslidende arbejdsmiljø hænger sammen med planerne om at udskyde pensionsalderen, i forhold til at for eksempel bygningsarbejdere skal kunne arbejde til de er 74 år, samtidig med at de dagligt oplever et dårligt arbejdsmiljø?
  • Mener ministeren, at det er forsvarligt at reducere Arbejdstilsynets bevilling, som der lægges op til i finanslovsforslaget, når Arbejdstilsynet stadig kan give 116 reaktioner og ser flere grove overtrædelser på én landsdækkende aktion?
  • Hvilket signal mener ministeren, at man sender til unge, hvor man ønsker flere skal tage en erhvervsuddannelse, når arbejdsmiljøet i bygge/anlægsbranchen har massive problemer, og man samtidig vil reducere Arbejdstilsynets bevilling?

SF og Enhedslisten følger op på arbejdet i foråret, hvor vi også i fællesskab havde ministeren i samråd, og indkaldte til en principiel debat i Folketingssalen. Vi lagde i fællesskab en række konkrete forslag frem, som med det samme ville have rettet op på dele af det farlige arbejdsmiljø. Desværre lyttede flertallet ikke, men er åbenbart delvist vågnet op efter den sidste aktion fra Arbejdstilsynet.

Ministeren havde styr på sit flertal, som også indeholder Socialdemokratiet. Trist. Og nu kan vi se konsekvenserne af den sløve og afventende attitude.

Der er langt igen

Trods initiativet fra ministeren er der alligevel et langt stykke at gå endnu. Den nye forbedrede indsats skal nemlig gennemføres uden at Arbejdstilsynet får tilført ekstra penge. Så kender vi igen ministerens lave ambitioner, når det kommer til et sundt og sikkert arbejdsmiljø for alle, også den almindelige hårdtarbejdende håndværker på farlige byggepladser.

For kort tid siden spillede regeringen oven i købet ud med forslag, der slår hårdt ned på Arbejdstilsynet. Det sker samtidig med, at det går tilbage for det sunde arbejdsmiljø, og at pensionsalderen sættes op. Det går desværre den vej hønsene skraber, nemlig tilbage. Det hænger jo overhovedet ikke sammen.

Der er langt til de officielle 2020-mål for arbejdsmiljø om 20 procent færre fysisk overbelastede, 20 procent færre psykisk overbelastede og 25 procent færre alvorlige arbejdsulykker.

Der er nok at tage fat på. Den seneste dokumentation viser, at muskel/skeletbesvær er steget fra 9,7 procent i 2012 til 11,1 procent i 2016, mens andelen af psykisk belastede er steget fra 14,5 procent i 2012 til 16,9 procent i 2016. Hver fjerde ufaglærte mand dør, inden han fylder 70 år, det gælder hver femte ufaglærte kvinde. Mere end hver femte mandlige murer dør tidligt, og hver sjette mandlige tømrer.

I stedet for uigennemtænkte og kortsigtede besparelser burde regeringen smøge ærmerne op og komme i sving med en langsigtet strategi for et bedre arbejdsmiljø.

Nye nedskæringer på vej

Vi skal vende udviklingen. Fra 2007 til 2016 er bevillingerne til Arbejdstilsynet skåret ned med 180 millioner kroner, og nu vil regeringen igen svinge sparekniven. Et dårligere Arbejdstilsyn trækker selvfølgelig mange negative konsekvenser med sig. Det rammer det enkelte menneske hårdt, og koster samfundet milliarder af kroner, både til behandling på sygehuse, til genoptræning og i tabt produktion.

Vi skal en anden vej, hvor vi i stedet investerer i arbejdsmiljøet. Jeg har på vegne af SF lagt en konkret plan frem, som hele vejen rundt styrker alle led i arbejdet for et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Denne plan betyder blandt andet 80 millioner kroner ekstra til Arbejdstilsynet.

Et sundere arbejdsmiljø er godt for den enkelte, familierne, firmaerne og for samfundet. Færre ulykker og mindre nedslidning har stor betydning her og nu, men det er også helt nødvendigt, hvis danskerne skal gå senere på pension.

Nyeste blogindlæg