16 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løntrykkeri gennem indslusningsløn

Blogs

Karsten Hønge
Medlem af Folketinget for SF
Født i 1958. Politisk ordfører, beskæftigelsesordfører, retsordfører m.m. Uddannet tømrer. Gennem 11 år formand for Træ-Industri-Byg Odense/Fyn.
Blogindlæg af Karsten Hønge
man. 04. jan - 2021
tir. 27. okt - 2020
tir. 11. aug - 2020
tir. 12. maj - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 17. januar, 2018, 06:04:46

Løntrykkeri gennem indslusningsløn

På lidt længere sigt er det kun arbejdsgiverne, der har interesse i en generel særligt lav indslusningsløn. Det næste skridt kunne være en særlig lav udslusningsløn til nedslidte seniorer!

Så sikkert som brune kager til jul vender debatten om en særlig lav indslusningsløn med jævne mellemrum tilbage.

Resultatet vil være løndumping og pres på mindstelønninger.

Børsen står som afsender denne gang, og det overrasker vel ingen. Avisen har interviewet Özlem Cekic, som synes at en lav indslusningsløn til flygtninge lige er sagen. Ja, venstrefløjen beskyldes endda for at have svigtet de svagt stillede flygtninge gennem årene.

Der er ingen tvivl om, at Özlem Cekic kun ønsker det bedste for flygtninge, men hendes valg af værktøj duer bare ikke. På lidt længere sigt er det nemlig kun arbejdsgiverne, som har interesse i nye lave lønsatser.

Lærlingesystem

I Danmark har vi allerede et anerkendt system med indslusningsløn. Vi kalder det bare for lærlingelønninger. Det er en fin aftale, hvor lærlinge i nogle år arbejder for lave lønninger, men til gengæld samtidig får en uddannelse. Der kompenseres for den lave løn med et svendebrev.

Vekseluddannelsen mellem erhvervsskole og praktikvirksomhed gør det nemt efter uddannelsen, at blive sluset ind på arbejdsmarkedet som faglært.

Diskussionen om indslusningsløn til flygtninge og arbejdet med at få flere flygtninge ind på arbejdsmarkedet og væk fra offentlige ydelser er ekstrem vigtig. Vi skal være åbne for at gå nye veje, men indslusningsløn er en ”trojansk hest” på det danske arbejdsmarked.

Til flygtninge er der oprettet et helt særligt forløb som hedder IGU, Integrations Grund Uddannelse. Den kom til verden efter trepartsforhandlinger og kombinerer praktik og uddannelse i et to-årigt forløb.

SF endte med at stemme imod loven om IGU på grund af de usædvanligt lave lønninger, som blev valgt indenfor det offentlige område. FOA mente, at der blev gjort vold på deres overenskomst ved at benytte disse særlige lave lønninger. Men som model støtter SF ordningen, som heldigvis indenfor de fleste private brancher har acceptable lønninger til IGU-elever.

Vi skal være på vagt hver gang, der skabes nye velmenende ordninger for at få flere ind på arbejdsmarkedet. Vores erfaringer viser, at sultne arbejdsgivere straks vil gafle billige lønarbejdere til sig, når der er støttekroner, praktikordninger eller andet indenfor rækkevidde.

Der er ingen grænser for kreativiteten, når pengekassen skal fyldes op. Derfor skal alle ordninger holdes i kort snor.

Farlig kurs

En generel indslusningsløn får på lidt længere sigt negative konsekvenser for lønarbejderne. Resultatet er løndumping og pres på mindstelønningerne. Højrefløjen og arbejdsgiverne vil jo sjovt nok meget gerne have flere muligheder for indslusningslønninger.

De nyuddannede er ikke så effektive som de mere erfarne, så måske skal den unge tømrersvend have en særlig lav løn de første år? Og hvad med udslusningsløn? At du som 55-årig er ved at være lidt slidt og derfor ikke skal have fuld løn, men derimod en lavere seniorløn?

Alle skal have en fair chance for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, men det sker ikke ved overspringshandlinger som en lav indslusningsløn. Der er brug for uddannelse, og at virksomhederne åbner dørene for de mennesker, som står på kanten af arbejdsmarkedet.

Nyeste blogindlæg