Med to vigtige valg indenfor rækkevidde i 2019 skal venstrefløjen og alle dele af fagbevægelsen finde balancen mellem mål og kompromisser. Mellem magt i det daglige og snak i det uendelige.

Små skridt i den rigtige retning er bedre end store revolutionære hop og armbevægelser på stedet.

Almindelige mennesker og klimaet kan ikke leve af ord alene, så der er brug for politiske og faglige kræfter, der hver eneste dag vil dreje hjulet den rigtige vej, både i Folketinget og i Europaparlamentet.

Det er blevet lidt for smart at gøre nar af perspektiverne i en ny regering. Forskellene mellem en V-ledet og en S-ledet regering bliver reduceret til nuancer i gråt. Men det er kynisme for fuld udblæsning, hvis man kun kan se sin egen højrøde eller mørkegrønne navle.

Modtagere af kontanthjælp, dagpenge, de kortuddannede, de nedslidte eller klimaet kan altså ikke vente på verdensrevolutionen eller, at venstrefløjen får flertal alene. Alt-eller-intet-politik er fritidssysler for revolutionære fantaster.

Svækker kampgejsten

Det svækker kampgejsten og muligheden for en stor folkelig alliance, når dele af venstrefløjen og hele Alternativet påstår, at der ikke er forskel på regeringerne. Skal vi vinde valgene, kan det ikke nytte at fremstille alt udenfor sin egen baghave som en stor blå neoliberal grød.

Vi vil forandre og ikke bare administrere, men vælgerne forstår og accepterer heldigvis forhandlinger, hvor man giver og tager, hvis man vel at mærke er åben omkring det. Kompromisser må bare aldrig blive selve politikken.

Jeg er noget så træt af de evige fejlfindere, der konstant leder efter huller i osten hos andre partier på centrum-venstrefløjen. Skal vi fremad må fokus være på selve osten. Kritikken internt på venstrefløjen er ofte hårdere end angrebene på højrefløjen.

Det er ikke let at påvirke en socialdemokratisk ledet regering, men dog lettere end at flytte Venstre eller LA. Det kræver til gengæld en stærk resultatorienteret venstrefløj, som kan holde snor i socialdemokraterne.

Selvfølgelig er det ikke nok med en ny regering, vi skal have en ny politik, og kun en tåbe frygter ikke en socialdemokratis regering i fri drift. Vi skal aldrig være en dikkende lammehale til en socialdemokratisk regering, men vi skal heller ikke være højrefløjens nyttige idioter. Derfor må vi samle os.

Ikke akademisk øvelse

Jeg synes, at vælgerne skal have smæk for skillingen, når de har sat krydset ved et parti på venstrefløjen. SF’s stifter Aksel Larsen sagde med sin underfundige lune, at hvis man ikke turde gribe efter magten i politik, skulle man i stedet begynde at dyrke kål.

At lede et land med en progressiv politik er ikke en akademisk øvelse for studiegrupper, der stiller op i den berømte olympiske disciplin, navlepilleri. Det handler om at være tillidsrepræsentanter for de mennesker, som har mindst.

Det er helt fint, at vi har forskellige strategier, men der er ingen grund til at stemple alt, man er uenig i som ”højreskred” og ”forræderi”. Vi vil gøre livet lettere for almindelige lønarbejdere og mennesker på bunden af samfundet. Små skridt i den rigtige retning er bedre end store revolutionære hop og armbevægelser på stedet.