Det går ikke for godt med EU’s bekæmpelse af skattely.

Adskillige globale skandaler fik sidste år EU’s ministerråd til at bebude en ny sort liste, og forventningerne var i første omgang store. Da listen stod for offentliggørelse sidst på året, kom DR’s webnyheder for skade til at bebude, at tre EU-lande havde fundet vej til listen, nemlig Holland, Luxembourg og Irland. Det havde der da været noget musik i.

Danmark er ét af de EU-lande, som er mindst ambitiøse med kravene til, hvad multinationale selskaber skal oplyse om deres skatteforhold. 

Men listen fra december var næsten kun over små u-lande. Og da den blev skåret ned til blot ni for få dage siden, blev det helt ynkeligt. Nu er følgende udpeget som de skræmmende syndere i det globale skattespil: Amerikansk Samoa, Bahrain, Guam, Marshalløerne, Namibia, Palau, Saint Lucia, Samoa, og Trinidad & Tobago.

Det er til grin. Det kan da godt være, der er et par huller at lukke i den kreds, men de rigtigt store fisk brillerer ved deres fravær, fordi det er såre nemt at holde sig af listen. ’Samarbejdsvilje’ synes at være nok. Og selvom der er ikke så få EU-lande, der systematisk giver god plads til ublu skatterabatter og bekvemme regler for virksomheder, der helst ikke vil beskattes andre steder, så er intet optræk til at sætte blot et lille EU-land på.

Der er nok ikke mange, der har illusioner om, at Danmark er en duks i klassen. I en diger rapport med titlen "Tax Games: the Race to the Bottom" udgivet af en lang række europæiske NGO’er, får alle EU-lande karakterer, og Danmark hører ikke til i det gode selskab.

Herhjemme har vi så lidt styr på bankerne, at de roder sig ud i den ene kulørte hvidvaskningssag efter den anden. Og mens en afdeling i Udenrigsministeriet søger at styrke u-landenes skattesystemer, har Skatteministeriet ingen intentioner om at pille ved de skatteaftaler med u-lande, der gør det alt for let for virksomheder at snyde. Og så er der den gamle traver med kommanditselskaberne, der har så god plads til hemmelighedskræmmeri, at de ligner en invitation til snyd og bedrag.

De sørgelige tilstande stopper ikke hér. Danmark er også ét af de EU-lande, som er mindst ambitiøse med kravene til multinationale selskaber om, hvad de oplyser om deres skatteforhold. Det er en holdning, der ikke synes at være til at rokke, bemærker rapporten.

Så vi skal selvfølgelig have både en ny regering og en ny politik. Incitamenterne mangler ikke, for der er mange penge i at rydde op. To tal giver incitament nok: De 320 rigeste familier i Danmark har anslået 60 milliarder kroner liggende i skattely. Og udenlandske selskabers svindel har kostet statskassen mindst 12 milliarder kroner. Og det er kun en begyndelse.

Ser man, hvordan socialdemokraterne nu og da kører frem på den front, kan det være, det er næste valg, der skal tænkes i. Et manifest, som skal gøre Danmark til verdensmester i skat, kunne være en begyndelse. Ikke fordi det hele kan løses herhjemme, det kan det ikke. Men intet kan rykkes i EU, hvis der ikke er en gruppe lande, som har sit på det tørre.