Siden coronaen overtog dagsordenen under overenskomstforhandlingerne i 2020, har vi set, hvordan arbejdsgiverne koldt og kynisk har udnyttet situationen. Samtidig har vi oplevet, at politikerne på dette område nærmest er gået i flyverskjul.

Jeg har i DSB ikke hørt, at når der nu skal spares, at man så også vælger at spare på direktionen og deres løn og bonus.

Vi har oplevet, at tillidsfolk bliver fyret med coronaen som undskyldning, og at det forventes, at man har forståelse for det – det er jo krisetider! Men fidusen er, at arbejdsgiverne samtidig opsiger lokalaftalerne, og når de så fortsætter med at realisere deres plan om at aflønne de ansatte efter den rene overenskomst, ja så har de belejligt fyret arbejdernes bedste forhandlere. Det er planen i Dansk Industri at aflønne efter basisoverenskomsten, og det var, hvad vi også oplevede, og hvad blev mere klart, da DSB meldte sig ind i DI.

Man oplever opsigelser af lokalaftaler overalt og især i stor stil hos virksomhederne i Københavns Lufthavn. Her er mange ansatte også blevet nødt til på grund af krisen at gå på arbejdsfordeling. På kort sigt er det en god løsning, men det kan samtidig åbne en glidebane på lang sigt, da der her åbnes op for modellen om daglejer og working poor, som jeg ser det.

Udbredt social dumping

Vi ser disse angreb, samtidig med at vi oplever social dumping som aldrig før – flere og flere udenlandske kollegaer bliver udnyttet på det groveste. Dette sker også bare i uhyggelig stilhed, og medierne og politikerne er tavse.

Eksempelvis har medierne og politikerne under den berygtede minksag haft total fokus på de stakkels farmere, der nu mister deres livsværk, mens der ikke er blevet stillet spørgsmål ved de mange ansatte på minkfarmene. Ud af 1800 ansatte på minkfarmene er/var 750 udlændinge hovedsageligt fra Østeuropa og er ikke-organiseret. Der har været sager om underbetaling med lønninger helt ned til 10.500 kroner om måneden, hvor arbejdsgiverne har brugt finter som at ansætte folk som praktikanter.

Man kan også undre sig over, at mens bønderne protesterede i deres traktorer, var der nærmest total radiotavshed om, at 100 sæsonarbejdere blev isoleret på grund af corona på Sydvestjysk Pelscenter i Varde.

Man kan jo også stille spørgsmålet om, hvad der var sket, hvis det nu var stilladsbiler, skraldebiler eller arbejdere, der havde valgt at køre fra Skagen til København for på samme måde at vise deres utilfredshed omkring løn- og arbejdsvilkår i minkbranchen. Var de så blevet udråbt som nationale helte af højrefløjen, eller var de mon ikke snarere blevet hængt ud som bøller, der bruger mafiametoder og tager alle andre som gidsler?

Byggebranchen

Kigger vi på byggebranchen, som har fuld beskæftigelse – og det er godt – betyder dette desværre også en stor udnyttelse af kolleger fra andre lande, men især Østeuropa. Der er arbejdspladser med lønninger ned til 35 kroner i timen. Der er eksempler på udenlandske kolleger, der får 50 kroner mindre i timen end deres danske kolleger, og når de har spurgt ind til det, får de svaret, at de jo skal betale husleje for de usle forhold i de skurvogne, de bor i.

På Otto Busses vej bor der 200 polske arbejdere i en skurby, der ejes af bygge- og anlægsfirmaet Per Aarsleff. Her deler to kolleger et rum på otte kvadratmeter, og det betyder, at det er så lille, at deres senge står så tæt, at de nærmest sover i ske.

Hvis vi så kigger på prisen for de otte kvadratmeter, som er udregnet efter antal arbejdstimer, så er den ved normal arbejdstid på 37 timer om ugen = 148 timer x 50 kroner per time = 7400 kroner, som skal ganges med to. Og så er der ikke taget højde for eventuelt overarbejde, som betyder, at huslejen stiger. Det må siges, at være noget af en overpris, og man kan jo stille spørgsmålet, om det er lovligt ifølge lejeloven? Og hvad med coronasmitte, eller er det ligegyldigt – det er jo bare slaver fra Østeuropa?

Den sociale dumping finder desværre også sted på en del offentlige byggepladser, endda på byggerier, hvor politikerne bryster sig af at have klausuler, som netop skulle forhindre dette.

Restaurationsbranchen

Hvis vi kigger på restaurationsbranchen, så anerkender jeg selvfølgelig, at det er en branche, som er hårdt presset på grund af coronaen. Men det er også en branche, hvor der foregår social dumping i stor stil. Tager du for eksempel på en restaurant i København, skal du kunne tale engelsk eller aller helst spansk, da der er udenlandsk arbejdskraft på stort set alle restauranter. Det er typisk såkaldte studenter, som er i Danmark på studievisum. Igen er der ingen, der stiller spørgsmål – hverken medier eller politikere.

Transport på veje og skinner

Tager vi transportbranchen, så ser man så at sige ikke lastbiler med danske nummerplader. De er stort set allesammen fra Østeuropa, men kører med danske hængere. Man oplever, at de holder og overnatter på alle mulige sideveje i stedet for på rastepladser, for der risikerer de jo, at politi og Skat kommer forbi.

Ser man på min egen branche, som er togtrafikken, så er DSB ved at gøre klar til den store udliciteringsrunde. I DSB omtales det som, at vi skal gøre os klar til 'trafikkontrakten', men det er jo det samme. DSB er i gang med den store sparerunde og en effektivitetsrunde for jeg ved ikke hvilken gang.

Jeg undrer mig over, hvorfor vigtig infrastruktur skal sendes i udbud og drives af private, som kun tænker profit og ikke service. Man kan også stille sig spørgsmålet: Hvorfor er alle politikere totalt tavse om, at EU's 4. Jernbanepakke er i fuld gang med at blive udrullet, og at i slut-2024 skal alle strækninger være i udbud, medmindre politikerne fra national side gør indsigelse og beviser, at det er bedre med statslige jernbaner. Jeg har – og vi er snart i 2021 – ikke hørt, at man har tænkt sig at rejse denne mulighed i det danske Folketing.

Direktionen slipper

Den eneste branche, der går fri under coronakrisen, er direktionen. Jeg har således ikke hørt, at der i Københavns Lufthavn skal spares på direktørlønninger, eller at de skal på nedsat tid. Der må da alt andet lige være mindre at lede, når man har fyret en stor del af personalet, og når der ikke er noget produktion samt betydelig nedgang i flyrejser.

Jeg har i DSB ikke hørt, at når der nu skal spares, at man så også vælger at spare på direktionen og deres løn og bonus. Dette er bare et par eksempler.

Politisk accept af udviklingen

Min konklusion er, at der er total tavshed fra politisk side vedrørende ovenstående. Det skyldes efter min mening, at politikerne accepterer, at der findes social dumping. Politikerne accepterer, at vi har et samfund, hvor uligheden vokser, og at det sker med farten som på et højhastighedstog. Politikerne accepterer, at vi på arbejdsmarkedet er i gang med at nedbryde den velfærd, som arbejderne har kæmpet for i over 100 år. Politikerne kigger stiltiende på, at vi år 2020 har tilstande på vores arbejdspladser, som man havde i slutningen af 1800-tallet – tilstande som politikerne har gjort mulige og accepterer.

Politikerne vil hellere kæmpe for det, der i nuet er populært, for det er populisme, der holder dem på taburetterne, og det er på taburetterne, at de har størst mulighed for egen vinding, og det betyder heller ikke så meget, hvis de skal skifte parti, bare de har en taburet.