28 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der er penge nok til en markant lønstigning til de lavtlønnede

Blogs

Kim Olesen
Bestyrelsesmedlem i Jernbanearbejdernes Landsklub
Født i 1962. Har været ansat som stationsbetjent ved DSB siden 2011. Inden da arbejdede han som stilladsarbejder i 28 år.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 03. februar, 2020, 08:52:50

Der er penge nok til en markant lønstigning til de lavtlønnede

De seneste ti år har direktørerne forgyldt sig selv og skovlet milliarder af kroner ind i overskud. Der er penge nok til at indfri kravet ved OK20 om højere mindsteløn til de lavtlønnede.

Det er helt klart og tydeligt, at der er brug for, at vi på gulvet støtter op om vores forhandlere ved OK20. Det er også helt klart, at det er vigtigt, at vi er med til at sætte dagsordenen.

Cheferne har haft en lønstigning på 22 procent, imens dem på gulvet, der skaber værdierne, kun har haft en stigning på 14 procent.

Arbejdsmarkedet er i dag ved at udvikle sig til et marked, hvor man som arbejder bliver presset på alle områder. Det gælder både løn og arbejdsvilkår.

Vi oplever i dag, at vi i Danmark har gjort det muligt for kriminelle arbejdsgivere at stortrives. Det opleves nok mest i byggeriet, hvor alle oplever at møde kollegaer fra især Østeuropa, der arbejder for alt for lave lønninger, langt under de aftalte og under vilkår, som er direkte ulovlige.

Kriminalitet på arbejdsmarkedet

Så sent som i december måned sidste år har vi sågar oplevet, at faglige aktive er blevet groft overfaldet med hospitalsophold til følge.

I restaurationsbranchen oplever man, at folk fra eksempelvis Kina bliver lokket hertil under falske forudsætninger af kriminelle, som udnytter huller i systemet. Det betyder, at ansatte må arbejde på restauranter til 30 kroner i timen og bruge en europalle som seng.

Alt dette sker i Danmark, hvor det er danske virksomheder, der hyrer disse kriminelle.

Alt dette er nedbrydende for vores fælles aftalesystem og dermed overenskomster.

Direktører og aktionærer forgyldes

Det gør de her oplevelser endnu mere beskæmmende, at danske virksomheder de sidste 10 år har haft kæmpe overskud. Eksempelvis har de 1000 største danske virksomheder i 2018 indkasseret 227 milliarder kroner efter skat. Virksomhedsejerne og aktionærerne har alene i 2018 fået 280 milliarder ind på deres bankbøger. Det er næsten det dobbelte af, hvad de fik i 2010.

Cirka halvdelen – 135 milliarder – kommer fra den produktive sektor og er altså penge, der kunne bruges til lønstigninger. Vel at mærke til lønstigninger til folket på gulvet. Men som man har set de sidste 10 år, er de brugt til lønstigninger til folkene på direktionsgangene, der er blevet forgyldte, uanset om de personer lever op til stillingen eller ej.

Cheferne har haft en lønstigning på 22 procent, imens dem på gulvet, der skaber værdierne, kun har haft en stigning på 14 procent.

Ligeledes er det sådan i dag, at direktøren for de 25 største aktieselskaber tjener 36 gange så meget som deres ansatte. Før krisen var det 15 procent gange så meget.

Rigeligt råd til højere mindsteløn

Derfor er der heller ikke tvivl. Der er råd til et af hovedkravene ved OK20, nemlig en markant lønstigning til de lavtlønnede. Det krav er i virkeligheden et beskedent krav, ja, det er næsten en gratis omgang for virksomhederne.

For det omhandler ikke stilladsarbejderen, mureren eller andre såkaldte højtlønnede, der netop har valgt at gå solidarisk med deres kollegaer, som eksempelvis de lavtlønnede kassedamer og rengøringsassistenter, der i dag har en så lav løn, at de har svært at opretholde dagen og vejen, og som dertil gør det svært at opretholde retten til dagpenge.

Hjælper også virksomhederne

I virkeligheden er en højere mindsteløn også en hjælp til de danske virksomheder, som godt kan finde ud af at behandle deres ansatte ordentligt. Det er en hjælp til at øge deres konkurrenceevne over for de virksomheder, som vælger, at det er medarbejderne, der skal betale prisen for direktørens luksus, også selvom det i en stor del af tilfældene betyder slavelignende forhold for deres ansatte.

>>LÆS OGSÅ: Balladen i DSB fik Kim på barrikaderne