Hvad er vigtigst – klima og miljøspørgsmål eller sundhed og kvinders ret til seksuelle og reproduktiv sundhed?

Udenrigsminister Kristian Jensen og hans udenrigsministerium er ved at udarbejde en ny udviklingspolitisk strategi. Og der bliver råbt BINGO! fra forskellige virksomheder, civilsamfundsorganisationer og helt almindelige borgeres side, hver gang ministeren nævner det af FNs verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor netop de føler, at de kan bidrage.

Målet er at skabe sådan nogle samfund, vi alle sammen gerne vil leve i, ikke flygte fra.

Udenrigsministeren har på forhånd opstillet en række dilemmaer på møder med de, som tager aktivt deltager i og  bekymrer sig om dansk udviklingssamarbejde. Det er en debat, som Mellemfolkeligt Samvirke aktivt følger og tager del i.

Ministerens dillemaer

Ministerens første dilemma handler om langsigtet udvikling versus nødhjælp: Skal vi hjælpe de 60 millioner mennesker på flugt, de 88 millioner mennesker, som har akut brug for nødhjælp, eller skal vi hjælpe de 800 millioner mennesker, som lever i ekstrem fattigdom?

Svaret er både og. Det kan vi gøre, hvis de to typer indsatser samtænkes bedre. Det er vores opgave at sikre, at vi hjælper med at skabe hele liv for folk på flugt eller ramt af katastrofer, uanset hvilken kasse pengene kommer fra.

Der er brug for mange andre indsatser udover over det, som lige netop kan støttes via de humanitære bevillinger eller akut-indsamlinger. 

At ministeren og hans regering så burde arbejde på at gøre den samlede kage større er en anden sag.

Bamhjertidhed eller egeninsteresse

Et andet dilemma, som ministeren søger svar på, er, om vi kan kombinere barmhjertighed med egeninteresse?

Danske virksomheder ligger i front, når det kommer til at levere løsninger på for eksempel energi-effektivitet, vand- og klimaløsninger, sundhed og velfærd. Men giver det mening at kombinere danske erhvervsløsninger med at hjælpe verdens fattigste mennesker til at komme ud af fattigdom?

Ja, danske virksomheder kan spille en stor rolle i udviklingsindsatser, men under forudsætning af, at der er krav om åbenhed, transparens, deltagelse af de mennesker, man ønsker at hjælpe – for eksempel ved at sikre lokale jobs, samt overholdelse af standarder såsom FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv.

Det sidste bør danske virksomheder dygtiggøre sig i, uanset om de er involveret i udviklingsindsatsen eller ej.

Deres aktiviteter rundt om i verden har med al sandsynlighed både positive og negative menneskerettighedseffekter. Det skal håndteres med rettidigt omhu.

Prioritering af FN's udviklingsmål

Et sidste dilemma, udviklingsministeren ønsker svar på, er, hvilke af de 17 af FN's udviklingsmål, som dansk udviklingsbistand skal hjælpe de fattigste lande med at opfylde.

Behovene er store, og hvert land har sine. Men uden stærke institutioner, et reelt deltagerdemokrati, lille grad af korruption og et kritisk civilsamfund til at holde politiske og økonomiske magthavere og eliter i ørerne, kommer udviklingsindsatser og danske virksomheder ikke langt.

Målet er at skabe sådan nogle samfund, vi alle sammen gerne vil leve i, ikke flygte fra.