I forbindelse med Danmarks Indsamlingen i lørdags, som samlede 90 millioner kroner ind til børn, der sulter, var min kollega Thomas i Zimbabwe, hvor han mødte drengen Stanley Mukutyu. Han er 11 år og bor alene med sin 15-årige onkel midt i en historisk hård tørke i Zimbabwe.

Klimakatastrofen er i gang for fuld skrue. Og de fattigste mennesker betaler den højeste pris. Det skaber større fattigdom og større ulighed. 

Historien om Stanley handler om, hvorledes klimaforandringer rammer skævt.

Tørke i det sydlige Afrika

Det sydlige Afrika er ramt af den værste tørke i over 30 år. Zimbabwe er et af de lande, der er hårdt ramt af den globale tørke og vejrfænomenet el niño, og det anslås, at op mod 14 millioner er i risikozonen for at sulte ihjel.

Kun de mest heldige har høstet omkring en tiendedel af det normale – men for de fleste er det nu næsten to og et halvt år siden, at de sidst høstede – og to et halvt år siden, der var mad nok til at blive mætte.

Derfor er Stanleys mor taget til Sydafrika for at tjene penge til at betale for sin søns skolegang. Og derfor bor han nu alene med sin onkel på 15 år og skal ud over passe sin skole også tage sig af hjemmet.

Mange andre børn bor uden forældre og skal selv passe hus, kvæg eller jord. De skal selv sørge for at komme op og passe skolen – og i det hele taget skal de klare hverdagen uden nære voksne.

Ligesom titusindvis af andre tørkeramte mennesker er Stanley afhængig af hjælp for ikke at sulte. Han får en sæk med majsmel en gang om måneden, men der er kun majs til en enkelt portion om dagen.

Ulige magtforhold

Sække med majs holder Stanley i live, men det er helt andre tiltag som skal til for at give ham og tusinder af andre børn en reel fremtid.

Der er et stort behov for, at vi og mange andre skal tage direkte udgangspunkt i at hjælpe folk i skrøbelige situationer ved at anerkende, udfordre og ændre de magtforhold, som bestemmer deres sårbarhed.

Og det magtforhold, der bestemmer Stanleys sårbarhed, er højest ulige. Rige lande og eliters overforbrug, produktion og udslip af drivhusgasser er gennem generationer årsag til at fattige og udsatte mennesker i udviklingslande lige nu får deres liv smadret, så mange er nødt til at flytte for at overleve.

Klimakatastrofen er i gang for fuld skrue. Og de fattigste mennesker betaler den højeste pris. Det skaber større fattigdom og større ulighed og især unge mennesker, som Stanleys mor, migrerer til rigere lande i jagten på et bedre liv og for at tjene penge, som de kan sende hjem til deres familier. Det efterlader børn som Stanley meget sårbare.

Det er os der kan handle på det ulige magtforhold. Og der er ingen vej uden om det ansvar, vi i fællesskab bærer for omvæltende forandringer i klimaet. Og det må vi handle på. Omstilling nu.