Blot et år efter, at verdens ledende politikere med stort ståhej vedtog FN's nye verdensmål for bæredygtig udvikling, er gassen gået af ballonen. Hverken i rige eller fattige lande er målene fulgt op med tilstrækkelig politisk handling, og det går ud over verdens fattigste mennesker, især kvinderne.

Hvis ikke de ledere, som har stemt FN's verdensmål igennem, skal sætte i gang med at realisere dem, hvem skal egentlig så?

I sidste uge var der igen fine skåltaler og langstilkede glas ved FN's Generalforsamling i New York, men verdens fattige kvinder og mænd venter stadig på handling.

I forbindelse med FBN-mødet i New York har vi undersøgt, hvordan 14 lande, herunder Danmark, griber udfordringen med de nye verdensmål an. Desværre er det ikke opmuntrende læsning.

Mere ulighed

For Danmarks vedkommende nævnes blandt andet danske skatteaftaler med udviklingslande, den voldsomme nedskæring i Danmarks langsigtede udviklingsbistand og manglen på en opdateret handlingsplan for virksomheders samfundsansvar som områder, hvor vi som land er bagud i forhold til de nye verdensmål om at skabe en mere lige, retfærdig og bæredygtig fremtid i løbet af de næste 15 år.

Konsekvensen af manglen på politisk handling i både rige og fattige lande er, at mennesker, der lever i fattigdom, kommer til at vente endnu længere. For selv om de ambitiøse verdensmål er vedtaget, er virkeligheden, at verden dag for dag bliver mere ulige, mindre sikker og mindre fremtidssikret. Direkte imod hensigten med de nye FN-verdensmål.

Og hvis ikke de ledere, som har stemt FN's verdensmål igennem, skal sætte i gang med at realisere dem, hvem skal egentlig så?

Undersøgelsen af de 14 lande viser, at mange udviklingslande på en række områder mangler at få den lovgivning på plads, som er en forudsætning for at realisere verdensmålene. Andre udviklingslande har lovgivningen, men mangler at implementere den.

Danmarks rolle

For de rige landes vedkommende, herunder Danmark, er situationen den, at man i mange tilfælde heller ikke har de rigtige politikker. Det gør det svært at støtte fattigere lande med at realisere verdensmålene. Politikområderne, som halter, er blandt andet udviklingspolitik, skattepolitik og politik, der kan sikre, at virksomheder lever op til deres samfundsansvar.

For eksempel udråbte den forrige danske regering det til en prioritet at hjælpe regeringer i udviklingslandene med selv at indhente flere skatteindtægter. Skatteindtægter er afgørende, hvis udviklingslandene selv skal kunne finansiere den udvikling, der er brug for og blive uafhængige af bistand udefra. 

Men på samme tid (efteråret 2014) var Danmark selv i færd med at indgå en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst med Ghana, som i alt for høj grad forhindrer den ghanesiske regering i at opkræve skat fra danske virksomheder, som tjener penge i Ghana. I stedet medvirker aftalen til at virksomhederne flytter disse penge til Danmark.

Dertil kommer, at den nuværende regering i løbet af bare et år har beskåret Danmarks langsigtede udviklingsarbejde med 42 procent. Danmark er også bagud med at opdatere den handlingsplan, der skal sikre, at danske virksomheder opfylder FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv.

Ræs mod bunden

Storbritannien tog i 2013 store skridt i retning af at forbedre de globale skatteregler. Men landets egen skattelovgivning virker som et direkte incitament til, at britiske virksomheder flytter overskud og profit ud af fattige lande og ind i skattely. Med lave selskabsskatter og skatterabatter på patenterede produkter skaber det et ræs mod bunden i den måde, virksomheder bliver beskattet på. Det har en særdeles negativ indvirkning på udviklingslandenes mulighed for at indhente skat fra virksomheder.