23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et håb om handling i en dyster tid

Blogs

Kirsten Hjørnholm Sørensen
Politisk rådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke
Politisk rådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke. Har især arbejdet med fødevaresikkerhed, energi- og klima inden for en udviklingspolitisk kontekst. Har læst statskundskab i Aarhus, konfliktresolution på American University og menneskerettigheder på Oxford University.
Blogindlæg af Kirsten Hjørnholm Sørensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 23. december, 2016, 08:44:59

Et håb om handling i en dyster tid

Intet tyder på, at behovet for den akutte, humanitære indsats vil være mindre i 2017. Tværtimod. For vi ved, at klimaforandringerne alene betyder flere voldsomme vejrfænomener, som er farlige for mennesker og deres livsbetingelser.

2016 har været præget af store kriser med ufattelig menneskelig lidelse. På det politiske plan går vi et usikkert år i møde. For både et handlingslammet FN og Donald Trump risikerer at gøre verden mere usikker.

Vores håb er, at almindelige mennesker får mulighed for at råbe magthavere op og handle sig selv ud af krisen.​

Alligevel finder jeg et lille håb for 2017. Et håb om, at almindelige mennesker overalt i verden, og især i direkte krisesituationer, i højere grad kan handle direkte på deres egen situation og dermed er med til at skabe den fremtid, de gerne vil leve i. Det gav verdens lande hinanden håndslag på på et topmøde i 2016, og Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og mange andre er allerede godt i gang.

Behovet for akutte indsatser har i 2016 været enormt. Det største antal mennesker på flugt siden Anden Verdenskrig. Varmerekord for tredje år i træk som følge af klimaforandringerne. En uhyrlig krig i Syrien og fare for etnisk udrensning i Sydsudan. En af historiens største humanitære kriser med mellem 60 til 100 millioner mennesker i fare på grund af vejrfænomenet El Niño.

Akutte indsatser i 2017

Nogle indsatser har fået stor bevågenhed og er blevet bevilget penge, mens andre nærmest ikke har ramt danske medier. Når det er gået bedst, har FN fået dækket omkring 40 procent af det, de beder om fra verdenssamfundet, til at afhjælpe akutte kriser.

Intet tyder på, at behovet for den akutte, humanitære indsats vil være mindre i 2017. Tværtimod. For vi ved, at klimaforandringerne alene betyder flere voldsomme vejrfænomener, som er farlige for mennesker og deres livsbetingelser. 

Det virker som en skrue uden ende. Men der er håb. Håbet ligger i, at de humanitære indsatser nu i mange tilfælde ikke længere vil stå alene, men helt fra start også understøtte de mennesker, der oplever krisen, i at kæmpe for deres egne rettigheder og for en bedre fremtid. At udnytte den mulighed for forandring, der ligger i enhver krise.

Det professionelle, akutte nødhjælpsarbejde, der udføres er al respekt værd. Men det er også vigtigt at slå fast, at tiden løbet er fra de hjælpeindsatser, som udføres af nødhjælpskonsulenter, der flyves ind og ud af et land i krise. Deres vigtige indsats redder med sikkerhed liv, men myndiggør desværre ingen i tiden efter krisen.

Vi ved nu, at når mennesker befinder sig i en skrøbelig situation, så er der altid tale om, at deres rettigheder indskrænkes eller er under direkte trussel. Samtidig er det de fattigste og de marginaliserede, der rammes hårdest af kriser og er mindst rustede til at komme videre.

Ny strategi

Derfor er det positivt, at verdenssamfundet ved et humanitært topmøde i Istanbul i foråret lovede hinanden at foretage ændringer i den måde, akutte kriseindsatser udføres på. 

Det er ændringer, som også Danmark har taget på sig og indskrevet i den nye fælles strategi for både det akutte humanitære arbejde og for udviklingssamarbejdet, som forventes vedtages først i det nye år.

Fremover vil vi og mange andre tage direkte udgangspunkt i at hjælpe folk i skrøbelige situationer med at anerkende, udfordre og ændre de magtforhold, som definerer deres skrøbelighed.

Allerede nu har vi mange eksempler på, at den rigtige akutte indsats kan ændre både nutid og fremtid for de mennesker, det handler om.  For eksempel når jordskælvsramte i Haiti som en del af genopbygningsindsatsen kræver en helt anden genopbygningsstrategi, fordi de oplever at miste deres jord til store og dyre satsninger betalt af nødhjælpspenge. Eller når fattige bønder i Bangladesh får aktiveret deres lokale myndigheder, når deres frugtbare jord bid for bid ødelægges af klimaforandringer. 

Politikere kommer alt for sjældent med svar, som fører os fremad. Vores håb er, at almindelige mennesker får mulighed for at råbe magthavere op og handle sig selv ud af krisen.