Nu har vi fået en global klimaaftale, men den er langt fra god nok. Aftalens mål for reduktion af udledning af klimagasser kommer ikke til at holde den gennemsnitlige temperaturstigning på kloden under 1.5-2 grader, og de penge, aftalen lover til verdens fattigste lande og befolkningsgrupper er langt fra den retfærdige andel, som rige lande skylder for deres historiske udledning af klimagasser.

Det stopper ikke med aftalen fra Paris. Vi er nødt til at kæmpe for at særligt rige lande går langt videre end klimaaftalen.

Men der er grund til optimisme og fornyet håb, hvis aftalen kan blive startskud til, at langt flere vil presse politikerne til at ændre den måde, vi lever og forbruger ressourcer på.

De rige landes ansvar

Knap 10.000 danskere gik for blot to uger siden på gaden for at kræve en ambitiøs klimaaftale, og tusindvis af aktivister, deriblandt også fra Mellemfolkeligt Samvirke, har været i Paris for at vise solidaritet og kræve handling for særligt verdens fattigste lande og befolkningsgrupper. De bærer den største byrde af klimaforandringerne allerede i dag, selvom de intet ansvar har for at have skabt dem. 

Politik i Danmark påvirker direkte livsbetingelserne for verdens fattigste mennesker. Jo langsommere vi er til at reducere vores forbrug af ressourcer og finde penge til at løse klimaproblemerne, jo større udfordring står verdens fattigste mennesker med. Derfor stopper det ikke med aftalen fra Paris. Vi er nødt til at kæmpe for at særligt rige lande går langt videre end klimaaftalen.

Klimaaftalen skal ses som en del af en større forpligtelse, som verdens ledere har sagt ja til i september i år, da FNs nye verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget. De forpligter alle lande til at afskaffe fattigdom, sikre større lighed og retfærdighed og redde klodens natur og klima. 

Danmark må ændre retning

Men dansk politik er stærkt på vej i den forkerte retning. Den brutale nedskæring af dansk udviklingsbistand og tilbageskridt på klima og miljø er kortsigtet. Vi bør investere i fremtiden ved at finde nye penge til at løse globale problemer som klimaforandringer og fattigdom og føre intelligent politik, som ikke underminerer livsbetingelser for de, der kommer efter os.

Truslen fra klimaforandringerne kræver, at vi grundlæggende ændrer vores samfund. De politiske omkostninger ved at gøre netop det, er årsagen til, at verdens ledere har været så langsomme med at få indgået en aftale. De vil med al sandsynlighed fortsætte med at være fodslæbende. Vi har for længst indset, at de nødvendige forandringer begynder med os selv, og at pres fra folkelige bevægelser, progressive virksomheder og kommuner og mange andre er afgørende.

Arbejdet for global klimaretfærdighed stopper ikke med ny klimaaftale. Men den kan måske være en ny begyndelse.