Alle verdens lande har med FN's nye verdensmål for bæredygtig udvikling forpligtet sig til at bekæmpe uligheden i og mellem lande. Det er banebrydende, og ambitionen bør gælde i hver eneste politiske beslutning, der træffes fra nu af og indtil målene skal være opfyldt i 2030. Klimatopmødet i Paris er den første store test på globalt plan.

Hvis målene skal realiseres, må vi gå dybt ind i den måde, vores egne samfund og økonomier fungerer på og omstille til reel bæredygtighed. 

Der var masser af store ord og historisk vingesus da FN's nye og globale verdensmål blev vedtaget i slut-september i FN i New York. Det er helt berettiget, hvis man kigger på verdensmålenes ordlyd, for selvom hvert enkelt mål godt kunne være mere progressivt, så kalder målene samlet set på grundlæggende omstilling både hjemme og ude. De nye mål, som gælder for alle lande, går til kernen af såvel indenrigs- som udenrigspolitik.

Bekæmpelse af ulighed

Bekæmpelse af ulighed har både fået et selvstændigt mål, men ønsket om bekæmpelse af ulighed går også på tværs af alle mål. Det betyder, at vi skal til at tænke nyt på alle områder, for nu er det ikke længere nok at kigge på den effekt man gerne vil til livs – nu skal vi lave system-fix, som kommer uligheden til livs.

I bekæmpelsen af klimaforandringer er det ikke længere nok at tale om, hvordan vi hjælper verdens fattigste lande med at bekæmpe konsekvenserne af det klimakaos, vi har skabt og at hjælpe dem med grøn omstilling.

Hvis målene skal realiseres, må vi gå dybt ind i den måde, vores egne samfund og økonomier fungerer på og omstille til reel bæredygtighed.  Ellers ender vi med at skulle håndtere en gennemsnitlig temperaturstigning på fire til seks grader.

For at bekæmpe økonomisk ulighed er det ikke længere nok at arbejde for at bekæmpe ekstrem fattigdom (defineret som at leve for under 1,90 dollars om dagen).

Økonomiske ændringer

Vi skal ændre grundlæggende på det system, som betyder at 200 enkeltpersoner kan eje mere end det samlede afrikanske kontinent, og som betyder, at mennesker satser livet for at komme til Europa. En af løsningerne er nye globale skatteregler, som fordeler beskatningsrettigheder langt mere retfærdigt mellem lande, men der skal også kigges på penge- og handelspolitik og mange andre politikker.

For ulighed i opfyldelsen af retten til mad, så er det nu ikke længere nok at kæmpe for at udrydde sult. Vi skal se på det globale fødevaresystem, som fordeler klodens mad så ulige at knap 800 millioner mennesker sulter, mens mindst lige så mange, hvis ikke dobbelt så mange, er svært overvægtige. Ingen kan længere tale landbrugsudvikling og eksport uden at kigge kritisk på det globale fødevaresystem.

Og måske mest grundlæggende i forhold til at skubbe på for forandring, så er det ikke længere nok at kæmpe i hvert enkelt land for mere politisk indflydelse i sager, som påvirker marginaliserede og svage befolkningsgruppers livsvilkår. Nu skal vi se kritisk på de politiske systemer, som konsekvent giver større adgang og mere magt til politiske og økonomiske eliter, som tjener fedt på det bestående.

Alt dette peger stærkt en vej: De mennesker som vil forandring og omstilling til bæredygtig udvikling skal organisere sig - uanset om de sidder i landsbyen, virksomheden, kommunen eller staten i nord eller syd.

Kirsten Hjørnholm | Senior Policy Advisor | Denmark