Ulighed og flygtninge
Blogs

Ulighed og flygtninge
Vi har en international humanitær krise lige nu. Og vi skal skabe en mere retfærdig global økonomi, så problemerne kan løses.
De tragiske billeder af flygtninge, der drukner på vej til Europa og paniske børn og forældre, berører os dybt. Vi har en humanitær og politisk krise lige nu og her, og vi skal gøre alt, hvad vi kan på alle planer for at hjælpe og finde løsninger.
Vi har en humanitær og politisk krise lige nu, og vi skal gøre alt, hvad vi kan på alle planer for at hjælpe og finde løsninger.
En af de diskussioner, vi har, handler om mere hjælp til nærområder og flere penge til akutte humanitære indsatser. Men det er forkert at tro, at de, der begiver sig ud på Middelhavet, er de eneste, der dør eller risikerer livet. Fattigdom dræber. Klimaforandringer dræber. Vi hører bare ikke om det i medierne.
Klimaforandringerne dræber
Børn dør hver eneste dag, fordi de ikke får mad nok, fordi verdens fødevaresystem er gået i stykker, og mestendels tjener lande, som Danmark og andre rige lande.
Børn dør, fordi de ikke har adgang til rent vand og sundhedspleje, fordi statskasserne ikke rækker. Og deres fremtid frarøves dem på grund af mangel på demokrati og på grund af korruption, som kun tjener eliterne i udviklingslande.
De frarøves deres fremtid på grund af klimaforandringer, som tager deres natur- og livsgrundlag fra dem. Kvinder og mænd dør, når de arbejder under livsensfarlige vilkår, for at tjene en løn, som måske - måske ikke - kan opretholde livet for dem selv og deres familie.
Det er også forkert at tro, at det er vores udviklingsbistand, som kan og skal redde alle flygtninge og hele verden.
Ved at lade os fange i diskussionen om, hvorvidt vi skal flytte penge fra det ene til det andet, så glemmer vi, at langt det største potentiale for at redde liv ligger i at indrette vores globale økonomi på en måde, så verdens fattigste ikke skal være afhængige af poster på vores politisk bestemte nationale budgetter. Hver eneste bistandskrone gør en forskel, men vil aldrig være nok.
En retfærdig global økonomi
Der, hvor der er millioner af menneskeliv at redde, og potentiale til at gøre det værdige menneskeliv, er ved at sikre, at verdens fattigste lande får flere penge i deres statskasser, så de kan investeres i deres borgeres velfærd, i bæredygtig udvikling og jobs.
Ved et nyligt overstået FN-topmøde i Etiopien om, hvordan der skaffes flere penge til udvikling og grøn omstilling gennem blandt andet skat og den private sektor, var rige lande ikke villige til at opgive deres magtposition, således at flere penge sikrer reel udvikling for de fattigste.
Den danske regering og andre regeringer rundt om i Europa tænker i alt for snævre baner, når de kun fokuserer på at prioritere bistandsbudgettet. Det skal naturligvis prioriteres, men det er mindst lige så vigtigt at involvere finans- og skatteministre og starte arbejdet for en mere retfærdig global økonomi, som fordeler verdens goder mere ligeligt.
Diskussionen om, hvordan vi sikrer en retfærdig global økonomi, som kan løfte milliarder af mennesker ud af fattigdom, handler også om liv eller død. Og vores egen fremtid. Og hvis vi udskyder den diskussion, blandt andet ved bare at fokusere på den lille danske kasse, så er vi en del af problemet frem for løsningen. Også når det gælder flygtninge.