Regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag forstærker en tendens: Det bliver sværere og sværere for offentligt ansatte og landets øvrige borgere at gennemskue, hvornår politikerne beslutter at spare, og hvem der reelt er ansvarlige for beslutningerne. Det er et demokratisk problem, som gør det vanskeligt for ansatte og borgere at protestere mod besparelser og lige så svært at stille politikerne til ansvar.

Det er muligvis enhver topbureaukrats hede drøm, men for borgere og ansatte er det et stort demokratisk problem.  

Situationen i Århus Kommune er et eksempel. Her har alle politiske partier på nær Ø og LA for nylig indgået et budgetforlig, der imidlertid ikke afklarer ret meget. Forliget sætter ganske vist ord på en række mindre forbedringer, men besparelserne eksisterer endnu kun som overordnede tal. Hvor store besparelserne på de forskellige områder reelt bliver, vil i høj grad afhænge af, hvordan omprioriteringsbidraget bliver betalt tilbage til kommunerne, hvilket folketingspolitikernes finanslovsforhandlinger vil afklare.

I Århus bliver det næste led i processen så, at de forskellige magistratsafdelingers direktører i december melder besparelsesmuligheder ud, hvorefter byrådspolitikerne ser på dem og træffer en endelig beslutning i februar.

Hvem beslutter forringelser og hvornår?

1000 kroners-spørgsmålet er nu: Hvornår har nogen reelt taget beslutninger om alvorlige besparelser på vigtige velfærdsområder? Er det her i september, hvor byrådet formelt set har indgået forlig? Eller når folketingspolitikerne indgår et finanslovforlig, der i endnu højere grad end tidligere vil fjernstyre kommunerne? Eller er det mon, når direktørerne giver lokalpolitikerne nogle valg mellem pest eller kolera? Eller når lokalpolitikerne så foretager deres langtfra frie valg?

Hvis nogle ansatte og borgere vil protestere nu, så vil andre mene, at vi da først lige skal se, hvor galt det går. Og når nedskæringsbilledet så til februar står lysende klart, så vil mange nok føle og mene, at beslutningerne reelt blev taget for længe siden, og at det er for sent at protestere.

S har et medansvar

Situationen bliver ekstra grumset, fordi Århus borgmester Jakob Bundsgaard (S), ligesom flere andre borgmestre, protesterede mod omprioriteringsbidraget og advarede om, at besparelser vil blive konsekvensen. Men samtidig godkendte han i KL’s bestyrelse den økonomiaftale mellem KL og regeringen, som indeholdt omprioriteringsbidraget. Og i folketinget lovede hans parti, Socialdemokraterne, at støtte aftalen.

Også i Region Midtjylland og andre kommuner og regioner er beslutningsprocessen grumset, og det er svært for ansatte og borgere at fastslå, hvem der har ansvaret for besparelser, og hvornår det er fornuftigt at søge indflydelse.

Det er muligvis enhver topbureaukrats hede drøm, at ingen har ansvaret, og at ingen almindelige mennesker kan gennemskue processen. Men for borgere og ansatte er det et stort demokratisk problem.