30 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fri os for ulighed

Blogs

Kirsten Normann Andersen
Medlem af Folketinget for SF
Ordfører for blandt andet velfærd, sundhed, boliger og kommunalpolitik. Tidligere formand for FOA Aarhus.
Blogindlæg af Kirsten Normann Andersen
tir. 13. apr - 2021
tir. 02. feb - 2021
tir. 08. sep - 2020
tir. 30. jun - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 08. september, 2020, 07:00:35

Fri os for ulighed

For mange har både kortere levetid og ingen gode pensionsår, hvor de stadig er i stand til at ligge på gulvet og lege med barnebarnet og selv rejse sig op igen.

Fysisk arbejde er det, som holder hjulene i gang, men det er også det fysiske arbejde, som slider på kroppen og sender alt for mange mennesker direkte fra arbejdspladsen og hjem i sygesengen. For mange har både kortere levetid og ingen gode pensionsår, hvor de stadig er i stand til at ligge på gulvet og lege med barnebarnet og selv er i stand til at rejse sig op igen.

Flere og flere arbejdsområder har fået skiftehold, og flere oplever, at de har lav indflydelse på, hvornår de kan regne med at have fri. 

Sådan burde det ikke være, men vi har skabt et arbejdsmarked, som i højere grad opdeler arbejdet i fysisk og administrativt arbejde.

Vil vi reelt forebygge ulighed i sundhed, så skal både den private og den offentlige sektor sætte arbejdsmiljø, arbejdsforhold og økonomisk lighed på dagsordenen.

Fritiden er også vigtig for et godt arbejdsliv

Flere og flere arbejdsområder har fået skiftehold, og flere oplever, at de har lav indflydelse på, hvornår de kan regne med at have fri. Og det gør det vanskeligt at få arbejdslivet til at hænge sammen med fritiden. Man melder sig ikke til svømning om tirsdagen, hvis man aldrig kan være sikker på, at man har fri til at deltage om tirsdagen.

Der bliver også længere imellem ansatte på lavtlønsområder, som bruger fritiden til at blive dygtigere til noget. Det være sig alt fra sprog og faglige kurser – til kurser, som kan give liv til gode fritidsaktiviteter.

Lige løn for lige arbejde

At forskellen på de højstlønnede og de lavestlønnede bliver større og større er et faktum. I den offentlige sektor øges forskellen i takt med, at lønforbedringer gøres op i procenter.

Men vi kommer også til at tale om, hvorvidt vi fortsat skal fastsætte værdien af et veludført stykke arbejde på grundlag af uddannelsens længde? Og om arbejdsudbud er en rigtig rettesnor for fastsættelse af løn? Og ikke mindst en debat om politiske tiltag, som har til formål at fastholde et stort arbejdsudbud på lavtlønsområder, som skaber større kamp om arbejdspladserne, end det levner plads til en kamp for større reel indflydelse på fagets udvikling.

Arbejdsmiljø skal øverst på den sundhedsfaglige dagsorden

I arbejdet med effektiviseringer, som har stået højt på dagsordenen i mange år – både i den offentlige og i den private sektor – har fokus også oftest været på det fysiske arbejde. Og det er jo ret beset også det arbejde, som sikrer, at produktet rent faktisk kommer til at stå på ”hylderne”. Men det er også et faktum, at jo mere man har effektiviseret det fysiske arbejde, jo større risiko for at man slider arbejdskraften.

I ældresektoren, som jeg kender en del til, er udviklingen gået i retning af, at administrative opgaver netop er adskilt fra de fysiske opgaver. Men de fleste administrative opgaver knytter sig netop til arbejdet i plejen. Arbejdsdelingen er i høj grad et produkt af effektivisering, men også af standardisering, hvor opgaver er beskrevet på en arbejdsplan, som den enkelte medarbejder i ”marken” blot skal udføre.

Den udvikling er også skabt af øget fokus på økonomisk gevinst i form af udlicitering. Jo større fortjeneste, jo mere pres på arbejdskraften.

Men det har også genereret et behov for mange flere administrative medarbejdere, som skal formulere standarder, visitere til de standardiserede opgaver, beregne tid, sørge for afregning af visiterede og leverede opgaver. Læg dertil et omfattende kontrolsystem. Tilbage står færre, som løser de fysisk nedslidende opgaver, som de og borgeren i øvrigt har mindre indflydelse på. Det må vi kunne gøre bedre.

Hvor længe skal historien gentage sig?

Et andet eksempel er rengøringsbranchen. Udlicitering af rengøringsopgaver har dels resulteret i, at mere rengøring varetages uden for normal arbejdstid, og mange får aldrig en egentlig uddannelse. Det er et ekstremt nedslidende job, som også lider under manglende anerkendelse af at være et vigtigt fag, som også har stor værdi for en virksomhed. Men det er både et fag og et job, som med fordel kan kombineres med andre funktioner. Det knoklede vi for i 90’erne, hvor ensidigt og gentaget arbejde stod højt på dagsordenen – netop fordi vi ville forebygge tidlig nedslidning.

Der var noget, vi glemte. Og vi kommer til at betale regningen. En del af regningen handler om kompensation til de grupper, som desværre har udsigt til, at de skal gå direkte fra arbejdspladsen og hjem i sygesengen, fordi de aldrig når den formelle pensionsalder – og desværre også har udsigt til færre leveår – end de, som profiterede af det samfund, som er et produkt af mere effektivisering.

På den længere bane skal vi forebygge, at historien gentager sig – igen.