Hvem har ansvaret, når planerne for udredning af en patient glipper? Det er det store spørgsmål i den såkaldte Svendborgsag, hvor en læge står til at skulle tage hele skraldet for, at en undersøgelse af en patient ikke blev fulgt op.

Ledelsen må stå på mål for, at ressourcer og opgaver stemmer overens.

Uden at skulle tage stilling til sagen, som jo afventer behandling i Højesteret, så er sagen måske bare en kulmination på et oprør mod New Public Management.

For når vi konstant pålægger ansatte i velfærdssektoren mere og mere ansvar, uden tilsvarende (økonomiske) kompetencer til – eksempelvis at sikre de nødvendige ressourcer til løsning af opgaverne – ja så må kæden på et tidspunkt hoppe af.

Masser af dokumentation

Overalt i sundhedssektoren – og for den sags skyld også en række andre sektorer – ser man ansatte gå rundt med computerudstyr, travlt optaget af at skrive om det, de vil gøre eller det de har gjort, alt imens tiden til at gøre det, der faktisk skal gøres, bliver mere og mere presset.

Der logges ind og logges ud, alt imens der sættes krydser, som jo ret beset kun dokumenterer, at medarbejderen har dokumenteret det, der skal dokumenteres. Men det er stadig ikke et bevis for, at opgaven er løst.

Dokumentation i sundhedssektoren er naturligvis vigtig, så længe den handler om forhold, som har betydning for patientens pleje og behandling. Men når dokumentationen får karakter af kontrol af de ansattes færden, så kan man med rette undre sig over, om der ikke er en leder til stede?

For det er og bliver naturligvis den lokale leder, som har ansvaret for at sikre, at de ansatte er dygtige og pålidelige. Og det er også den lokale leders ansvar, at de ansatte har de fornødne ressourcer til at løse de opgaver, der skal løses.

Når sygeplejersker finder det nødvendigt at udarbejde erklæringer, hvor de frasiger sig ansvaret for sikkerheden for patienter grundet bemandingen i vagten eller på grund af overbelægning på afdelingen, så handler det netop om, at medarbejderne frygter, at de selv kommer til at bøde for eventuelle fejl, som følge af den for ringe normering.

Regeringen har nedsat en ledelseskommission, og det er der behov for. Men en forudsætning for at arbejdet giver mening er, at ledelsen selv står på mål for, at ressourcer og opgaver stemmer overens.

Manglende dokumentation

Hvor er eksempelvis dokumentationen for, at den lokale leder har rettet henvendelse til den overordnede ledelse om problemer med at få ressourcer til at række til de opgaver, der skal løses? Hvor er den overordnede ledelses henvendelse til direktionen eller de ansvarlige regionspolitikere? Hvor er regionens henvendelse til Sundhedsministeriet?

Hvor er i det hele taget den dokumentation, som er en forudsætning for, at medarbejdere i fremtiden ikke skal frygte for fejl, som (naturligvis) vil opstå, når ressourcer ikke svarer overens med de opgaver, der skal løses?

Det er en afgørende forudsætning for tilliden til sundhedsstyrelsens fremadrettede arbejde, at de ved fremtidige tilsyn også har adgang til at vurdere, hvordan opgaver og ressourcer stemmer overens.