Hvem havde set for sig, at det skulle blive en lille – men potentielt dødelig virus – som også fik afskaffet et enormt bureaukrati i sundhedsvæsnet? Og at den samme virus for alvor har fået sat kritisk infrastruktur på sundhedsområdet på dagsordenen? 

Vi lægger skinner, mens toget kører. Nogle af skinnerne kan vise sig at være langt mere holdbare end de gamle. 

Skiftende regeringer har igen og igen sat bureaukrati i den offentlige sektor på dagsordenen, men konstant sat kikkerten for det blinde øje. Bureaukratiet i sundhedsvæsnet handler nemlig ikke om plejepersonalets dokumentation. Bureaukratiet i den offentlige sektor er et styringsmæssigt monster, som forhindrer de rigtige løsninger. 

Man får det indtryk, at det kom bag på det etablerede sundhedsstyre, at de forsyningsaftaler, vi havde, kun rakte i ”fredstid.” At vi pludseligt ikke kan få leveret de varer, som vi har brug for, var ganske enkelt ikke forudset.

Markedet er ikke solidarisk

Midt i den alvorlige krise har vi akut manglet testudstyr og værnemidler. En række lande har etableret eksportforbud, mens eksempelvis USA har skaffet sig produkter ved at overbyde priserne på allerede indgåede købsaftaler. 

Situationen er et eksempel på, at markedet ikke er solidarisk, og at markedet i øvrigt heller ikke selv er i stand til at tage vare på den kritiske infrastruktur på sundhedsområdet. 

Det samme billede tegner sig, når det gælder forsyning med medicin, og det ved befolkningen også godt. Vi var kun få dage inde i epidemien, før apoteker blev bestormet af kunder, som ville forsyne sig med livsnødvendig medicin, men også almindelig smertestillende håndkøbsmedicin blev revet ned fra hylderne.

Apoteker har derfor været nødt til at sætte begrænsninger på køb af medicin. Det samme gælder for en række værnemidler, hvor især håndsprit og masker har været udsolgt længe. 

Behov for selvforsyning med vacciner

Der findes endnu ikke en vaccine mod corona. Men Danmark kan heller ikke garantere danskerne, at en vaccine vil være tilgængelig, så snart den er klar til produktion. Den mulighed gled os af hænde, da staten solgte vaccineproduktionen. Vi har siden været afhængige af markedet for produktion af vacciner.

Men hverken forskning i vacciner eller produktion af dem er højt prioriteret i den private medicinalindustri. Der er ikke den store interesse i forskning og produktion af produkter, som måske skal bruges engang.

Medicinalindustriens interesse retter sig i højere grad mod nye produkter, som kan tages i anvendelse med det samme, og som ikke mindst kan skabe stor indtjening. 

Kritisk infrastruktur på sundhedsområdet har som følge af corona fået et helt nyt perspektiv og giver anledning til, at vi både stiller krav om at få reetableret vores mulighed for selvforsyning med vacciner, men også at vi benytter erfaringerne fra denne krise til at indgå aftaler om hjemmeproduktion af vigtige værnemidler.

At det faktisk er en mulighed, har vi jo netop set, når store virksomheder var i stand til at omlægge deres produktion, så vi i højere grad selv kunne forsyne os med håndsprit, masker, visirer med videre.

Og helt konkret har krisen givet anledning til, at vi genovervejer udbud som metode til indkøb i staten, kommuner og regioner netop i forhold til kritisk infrastruktur på sundhed. 

Sundhedsvæsenet har vist sit værd

Corona har imidlertid også (be)vist, at når vi virkelig er på røven, så har vi i den grad brug for dygtige medarbejdere, som ved, hvad de har med at gøre.

Med nedlukning af samfundet – og ikke mindst med suspension af udrednings- og behandlingsgaranti – gik vi fra et monster af bureaukrati i sundhedssektoren til at gøre det, der må gøres.

Vi har så at sige slået hul på Løkkes højt profilerede sundhedsplan og fået lukket den varme luft ud. Specialeplaner og et utal af retningslinjer for både det ene og det andet – og ikke mindst de ekstremt bureaukratiske økonomiske vægtninger af diverse indsatser – blev liggende i skrivebordsskuffen.

Personale på tværs af specialer rykkede sammen, og pludseligt kunne en masse lade sig gøre, som ikke lader sig gøre i hverdagen. Det tværfaglige samarbejde gjorde det lettere at diagnosticere og behandle patienter, og det hele er foregået på en gnidningsløs måde, hvor alle bare har det samme mål – at få patienterne raske ud af sygehusene igen.

Ganske vist står de borgerlige partier klar med en håndsrækning til private hospitaler, som jo netop har profiteret af udrednings- og behandlingsgarantien, som sikrede dem de patienter, som det offentlige sundhedsvæsen måtte nedprioritere for at tage hånd om de, der havde det største behov først.

Prioriteringen af de patienter der har det største behov – uden skelen til en efterfølgende stor regning til behandling af patienter på private hospitaler – kan imidlertid (be)vise, hvordan bureaukratiet i sundhedsvæsnet både er mere effektivt og langt mere dynamisk uden Løkkes sundhedsreform.

Det bevis vil de borgerlige partier helst ikke se. Men jeg tror nu stadig, at patienterne foretrækker, at vi netop bruger ressourcerne på at hjælpe patienter raske ud af sygehusene. 

Vi lægger skinner, mens toget kører. Nogle af skinnerne kan vise sig at være langt mere holdbare end de gamle.