Det er kun 5 år siden, at vi skrev 2008. Dengang var FOA-medlemmer på barrikaderne for en retfærdig løn. Siden dengang er lønudviklingen stort set gået i stå. Kommunerne har lagt sig i slipstrømmen af de private arbejdsgivere, som kræver lønreduktioner eller mere arbejde for den samme løn, og det sker alt sammen med henvisning til, at vi har krise, og livremmen skal spændes ind.

FOA-medlemmerne har ganske vist stadig løn som det højest prioriterede overenskomstkrav, men sammenlignet med 2008, så skal man lytte godt efter, hvis man skal høre baglandet. Der er allerede fuld damp på overenskomstforhandlingerne, men i første omgang er det ikke FOA-medlemmerne, som råber højst. Og baglandet lyder mere som anskudt råvildt. Tilsyneladende har de kommunale arbejdsgivere benyttet sig af et gammelkendt kneb: At det bedste forsvar er et angreb.

Nogen skal tåle mere end andre, hvis det står til de offentlige arbejdsgivere. I hvert fald har Kommunernes Landsforening linet op til en omgang armlægning om lærernes arbejdstid. Det er et smart trick, som kan afsløre, om de offentlige ansatte kan finde ud af at stå sammen. Og alt imens at lærerne selv spænder musklerne, så er det ikke svært at få øje på konturerne af de næste angreb, som vil ramme andre grupper.

Det er helt og aldeles op til os selv, om lærerne skal være alene om denne kamp. Ingen har i udgangspunktet lyst til at lade andre organisationer i stikken, men på den anden side, så vogter de enkelte organisationer også på, hvordan de hver især kan skaffe deres egne medlemmer tålelige resultater. Og det er sikkert og vist, at tavsheden fra baglandet, giver arbejdsgiverne ”blod på tanden.”

Gennem alle tider, er det kun et solidt sammenhold, som har skabt reelle resultater.

Måske har kommunerne været rigeligt overmodige, da de spillede ud med et krav om, at færre tillidsvalgte skal nyde en særlig beskyttelse mod fyringer m.v. Det er hjerteblod for de centrale forhandlere, og alle er klar til at forsvare rettigheden – sammen. Men angrebet betyder også, at de centrale forhandlere har fokus rettet på arbejdsgivernes krav. Hvis ”spillet” skal flyttes over på den anden banehalvdel, så skal de centrale forhandlere have hjælp.

Danmark er et rigt samfund. Ganske vist får vi tudet ørerne fulde med det modsatte, men det er et faktum, at et velfungerende samfund er forudsætningen for vækst og velstand. Den offentlige sektor er reduceret med 30.000 ansatte, som forventes at udføre det samme arbejde som hidtil. Samtidig bruger kommunerne flere ressourcer end nogen sinde på kontrolforanstaltninger, som skal kontrollere, at de ansatte passer deres arbejde.

Høje(re) lønninger er ikke en trussel mod vores velstand. Tvært imod har de europæiske lande, som har de højeste lønninger, også den laveste ledighed. Men den økonomiske politik, som føres i Danmark, er den største trussel mod vores samfund. Begrebet working poor sniger sig langsomt men sikkert ind på os. Flere og flere lavtlønnede er allerede nødt til at have flere job for at klare dagen og vejen.

Så mens lærerne har brug for alle os andre, så har alle vi andre også brug for lærerne. Vi skal have stoppet den stigende lønmæssige ulighed. Det gør vi ved at ophøre med at forhandle lønstigninger i procenter, som giver direktørerne store lønstigninger på bekostning af blandt andet FOA medlemmerne. Gennem alle tider, er det kun et solidt sammenhold, som har skabt reelle resultater.

Jeg havde nær sagt – hvad er vi bange for? Hvis vi opgiver at kæmpe, så er det kun et spørgsmål om tid, før vi alligevel har tabt. Lad os tage kampen op – sammen. God kamp.