19 Jul 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Alle har ret til en værdig død

Blogs

Lene Reinseth Koch
Ansat i socialpsykiatrien.
Er uddannet som pædagog samt social- og sundhedsassistent. Har over 20 års erfaring med arbejde i socialpsykistrien. Deltager i samfundsdebatten om forholdene i psykiatrien.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 01. oktober, 2020, 08:05:16

Alle har ret til en værdig død

Gennem mine mange år i socialpsykiatrien har jeg sagt farvel til alt for mange mennesker, fordi de blev syge og døde, ofte alt for unge. Alle har ret til en værdig afslutning, selvom livet har spændt ben og føltes svært at komme helskindet igennem.

Der er stille i rummet, en tung stilhed kun afbrudt af lyden af vejrtrækningen hos kvinden, der ligger i sengen. Det er som om, tiden står stille herinde. Udenfor leger en flok skolebørn og afbryder stilheden med deres latter og råb til hinanden.

På trods af travlhed og coronarestriktioner oplever jeg, at mine kollegaer og jeg yder en kæmpe indsats for den værdige død.

Sætter mig ned på stolen, der står placeret ved siden af sengen. Retter på mit visir. Tager kvindens hånd i min, kan ikke mærke om den er varm, kold, tør eller fugtig, da mine handsker er i vejen for dette.

Betragter hendes hånd og aner linjerne og rynkerne, der snor sig gennem landskabet fra det liv, hun har levet. Her ligger hun så nu og afventer, at rejsen slutter.

Jeg håber på, hun ikke skal tage den alene. At en kollega eller jeg kan følge hende trygt og godt over på den anden side.

Tiden er en faktor, og for hende ebber den ud lige så stille. Lytter til hendes vejrtrækning, der er længere og længere imellem. Hendes øjne er ikke helt lukkede, men hendes blik er fjernt, gemt væk i hendes indre, og hun reagerer ikke længere synligt på mine ord.

Ingen smerter og angst

Jeg holder hendes hånd og fortæller hende, at jeg er der, og hun ikke skal være bange. Hun svarer ikke, men hendes vejrtrækning taler det usagte sprog.

Jeg kontakter sygeplejersken, så der kan gives smertestillende og beroligende medicin. Det er vores observationer, der bevirker, at hun ikke efterlades i smerter eller angst, men modtager den nødvendige medicin.

Hendes egne ord er væk, men kroppen taler det utalte sprog. Mens jeg venter på medicinen, væder jeg en vaskeklud og dupper forsigtigt kvindens ansigt med den kølige klud.

Udenfor leger børnene i det varme solskin, der har fundet vej ind gennem vinduet. Vinduet er sat på klem, så luften i rummet kan blive skiftet ud. Jeg fugter hendes mund med en swaps, der er dyppet i danskvand.

Jeg mærker en sveddråbe løbe ned langs min rygrad og fanges i, at mine tanker flygter kortvarigt væk fra kvinden i sengen. Væk til det blå hav og en strand fyldt med hvidt sand.

Det er varmt at sidde med kvindens hånd i min, beskyttet imod frygten for coronasmitte pakket forsvarligt ind i dragt, visir og handsker. Et krav der er sat ved ophold mellem mennesker på op til længere tid end 15 minutter.

Ingen skal dø alene, og ingen skal dø med angst eller smerter. Ingen ved, hvornår døden er klar til at hente hende, så hver gang, jeg forlader boligen, er det et sats.

Arbejdspres

Jeg ved, at mine kollegaer løber stærkt på den anden side af døren, for corona er også skyld i, at vi er på arbejde tre ad gangen. Et nødberedskab. En sikring af at bliver vi syge af corona, så er der nye hænder.

Hendes hænder ligger i mine, og sygeplejersken er ankommet. Der gives angstdæmpende og smertestillende medicin, og sygeplejersken går igen. Dokumentationen af dagens arbejde venter, inden min arbejdsdag slutter. Overvejer om jeg skal få det gjort med det samme, eller om jeg skal blive. Jeg bliver.

Der bliver længere og længere mellem kvindens åndedrag. Jeg holder hendes hånd. En bi har fundet vej ind i rummet gennem vinduet, der står på klem. Jeg betragter kvindens hals og ansigt, fornemmer at vejrtrækningen er pauseret. Jeg afventer som så mange gange før gennem dagen, at den kommer igen. Den vender aldrig tilbage, det sidste åndedrag er taget. Jeg holdt hendes hånd imens.

Døden henter hende væk så stille, med hendes hånd i min. Hun var ikke alene.

Kontakter de nærmeste pårørende og fortæller dem, at deres mor er sovet stille ind. Fredfyldt og stille. Hun var ikke alene.

Mange dør for tidligt

Gennem mine mange år i socialpsykiatrien har jeg sagt farvel til alt for mange mennesker, fordi de blev syge og døde, ofte alt for unge. Tit blev sygdommen først opdaget alt for sent til, at der var noget at stille op for at ændre på det.

Min arbejdsplads er også menneskers hjem, og det står dem frit for, hvorvidt de vil dø hjemme eller på et hospital. Som ansat skal jeg i samarbejde med mine kollegaer sikre en værdig død til alle.

For mig indbefatter dette ingen smerter og angst. Men i høj grad også at man mærker, der er nogen hos en.

Men der er også en hverdag og en virkelighed på bostedet, der bevirker perioder med mandefald og øget travlhed. Mange mennesker på bostederne har et sparsomt netværk, så bliver vi som personale det primære netværk og den, der sidder ved siden af og holder i hånden.

Corona har ikke gjort dette lettere, da restriktioner bevirker, at den fysiske kontakt er begrænset, deriblandt en beskyttelse bag mundbind, visir og beskyttelsestøj.

Men på trods af travlhed, coronarestriktioner og mange daglige prioriteringer i hverdagen så oplever jeg, at mine kollegaer og jeg yder en kæmpe indsats for den værdige død.

>> LÆS OGSÅ: Lene råber højt om omsorgssvigt af psykisk syge