19 Jul 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

God kommunikation sætter positive spor

Blogs

Lene Reinseth Koch
Ansat i socialpsykiatrien.
Er uddannet som pædagog samt social- og sundhedsassistent. Har over 20 års erfaring med arbejde i socialpsykistrien. Deltager i samfundsdebatten om forholdene i psykiatrien.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 03. december, 2020, 08:32:30

God kommunikation sætter positive spor

Al kommunikation, uanset om det udtrykkes i ord eller nonverbalt, sætter sine spor. God kommunikation er i virkeligheden ret simpel, men ofte spænder travlhed, sproglige barrierer og manglende faglig indsigt ben for den gode kommunikation.

Han ligger på sengen stadig let sovende, kroppen er udmattet af alder og sygdom. 

For mig er god kommunikation den vigtigste trædesten på vejen mod “at komme sig”.

Såret på ryggen er stort og vil uden tvivl have gavn af at komme op og sidde i en stol, men livet har været så voldsomt udmattende på det sidste.

Ind på stuen kommer en fortravlet SOSU-assistent med ét for øje, nemlig at nå dagens agenda. 

Morgenpleje, morgenmad og videre til den næste. 

Efter at være blevet vendt og drejet et utal af gange frem og tilbage i sengen, er den sidste rest af energi forsvundet som dug for solen. 

Han lukker øjnene og falder hen igen. 

Vender dog brat tilbage da SOSU-assistenten råber ham tilbage til virkeligheden. 

“Vil du have morgenmad?”

“Nej tak, jeg vil gerne vente en halv time”.

“Nej, du får morgenmad nu”. 

Stemmen forsvinder ud på gangen for at forberede morgenmaden. 

Spænder ben for os selv

Jeg oplever alt for ofte i mit arbejde, at mødet mellem os som behandlere, hjælpere, støttefunktioner, eller hvad vi måtte kalde os, spænder ben for vores eget arbejde, simpelthen fordi vi ikke evner at møde hinanden i den gode dialog. 

Dette gælder både i mødet mellem behandler-behandler og behandler-patient/borger. 

For mig er god kommunikation den vigtigste trædesten på vejen mod “at komme sig”, samt hvorvidt vi som personale trives på vores arbejdsplads, hvilket i socialpsykiatrien også fungerer som borgernes hjem. 

Syv enkle regler

God kommunikation er i virkeligheden ret simpel, her sat op i syv regler for den gode og fremmende dialog: 

1. Stil åbne spørgsmål.

Og lyt til svaret i stedet for at tænke over, hvad du selv vil sige.

2. Undlad at afbryde.

3. Kvittér for, at du har hørt det, der bliver sagt.

4. Tjek tolkningen.

Særligt når vi stiller krav og forventninger op. 

5. Undlad at dømme.

Hvis du er uenig, så sig, at du er uenig. 

6. Undlad at kritisere personligt.

7. Undlad at komme med gode råd, før du bliver spurgt. 

Ovenstående syv regler er lånt af Tomas Friis

Det er i mødet med borgeren/patienten, der kan opstå noget vigtigt og essentielt for dennes videre færden og udvikling. 

Men det har i høj grad også en indvirkning på os som støttefunktion, hvad vi vælger at tage med videre fra dette møde af observationer og igen, hvordan dette formidles videre til øvrige samarbejdspartnere. 

“Hvor har jeg tit ligget alene på medicinsk efter selvmordsforsøg og længtes efter at snakke med nogen, jeg kendte.” (Citat fra Karin Dyhrs bog ”Bag om borderline”.)

Stop op, se, mærk og lyt

Det er de færreste mennesker, der trives i at være underlagt andre menneskers vilje og magt. 

Derimod har vi alle, ikke mindst når vi selv finder det udfordrende at være til eller at skulle træffe beslutninger i pressede situationer, behov for at blive rummet og lyttet til.

Det at blive set som det menneske man er, ikke at blive efterladt med en følelse af at være forkert eller mangelfuld.

Men travlhed, sproglige barrierer og ikke mindst manglende faglig indsigt spænder ben for den gode og fremmende kommunikation.

“Du taler til mig, som om jeg er et barn”. 

En udmelding jeg er stødt på alt for ofte i mine mange år i socialpsykiatrien. 

Fordi vi ikke evner at lytte, men i stedet lader os forblænde af egne ønsker, ideer, og tænker, at vi ved bedst. 

Hvor vi får talt ned og fordummet borgeren.

Kommunikation er i høj grad nonverbal, helt op til 60-70 procent. 

Så når vi kommer farende som en hvirvelvind ind i borgerens hjem eller på patientstuen, så udtrykker vi noget allerede der. Når vi allerede er på vej til den næste, gør vi det samme. 

Vi har travlt, alt for travlt, det ved vi alle. 

Men starter vi med at stoppe op og se, mærke og lytte ordentlig efter. Så har vi allerede sparet os selv to skridt frem og tre tilbage, måske...