19 Jul 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et liv i det, der skulle være et velfærdssamfund

Blogs

Lene Reinseth Koch
Ansat i socialpsykiatrien.
Er uddannet som pædagog samt social- og sundhedsassistent. Har over 20 års erfaring med arbejde i socialpsykistrien. Deltager i samfundsdebatten om forholdene i psykiatrien.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 15. april, 2021, 08:47:46

Et liv i det, der skulle være et velfærdssamfund

På Amager boede en mand, som psykens mørke og alkohol havde sat sine permanente spor på. Korttidshukommelsen var væk, og han var afhængig af rollator og hjælp til at klare dagligdagen. Men kommunen mente, at der var mulighed for at udvikle arbejdsevnen og satte ham i et fireårigt ressourceforløb.

På Peder Lykkes Vej boede en mand. På mange måder tænker jeg, at denne mand følte sig heldig, for i det mindste var han opgraderet fra herberget på Artillerivej til egen bolig.

Psykens mørke fik ham ned med nakken, og alkoholens dulmende virkning fik sat sine permanente spor. På trods af dette skulle han stadig endevendes for eventuelle ressourcer.

Ensomheden krakelerede, da to katte flyttede ind og gav ham et helt reelt formål med at stå op om morgenen.

På køleskabet stod skrevet diverse noter i håbet om, at han så kunne huske at få handlet på indholdet af disse.

"Husk at Lene skal have en nøgle af hjemmeplejen!" Denne sætning blev aldrig ført ud i livet og iværksat for at undgå, at han skulle efterlades i boligen alene uden mulighed for hjælp. En ekstra sikkerhedsforanstaltning der kun pyntede på køleskabet.

Køleskabets mange skriblerier var en tydelig bevisbyrde på hans manglende korttidshukommelse. Heldigvis var fortællingerne fra en svunden tid stadig intakt og dem nød man godt af i hans selskab.

Sat på ressourceforløb

De fire vægge holdt sammen på ham og satte rammen om hans liv her lukket inde bag gardinerne, der holdt verden lidt på afstand. Verden havde været lettere at håndtere førhen, end den var i dag, hvor hverdagen primært omhandlede det mest basale.

Hjemmesygeplejen skulle holde struktur på medicinen, der både holdt skik på kroppen og psyken.

Hjemmehjælperen skulle holde skik på boligen, så meget som den visiterede tid nu kunne tillade.

Hjemmevejlederen skulle holde styr på det mentale og have hånd i hanke med, at den antidepressive medicin ikke blev givet i det uendelige. Eller hvad?

Jobcentret skulle holde styr på, at økonomien blev holdt på et minimum så længe som muligt. Det er uvist, hvor længe han har været holdt hen på sin ressourceforløbsydelse, der svarer til, hvad en kontanthjælpsmodtager får. Han kunne nemlig ikke selv huske, hvor længe det var.

Psykens mørke fik ham ned med nakken, og alkoholens dulmende virkning fik sat sine permanente spor. På trods af dette skulle han stadig endevendes for eventuelle ressourcer, der til det sidste bevirkede, at økonomien var stram.

For jobcenteret satte deres lid til denne mand på Amagers land og havde derfor sat ham i et fireårigt ressourceforløb. Så heldigvis var der kun råd til at drikke de første dage i måneden, for kattenes mad var vigtigst.

Men manden glemte, hvad der ville være de gode argumenter for at give ham roen både menneskeligt og økonomisk ved at få en førtidspension.

Mangelfuld hjælp

Manden kunne ikke gå så langt og måtte bevæge sig rundt med sin rollator for ikke at falde. Turen udenfor gik til Netto efter kattemad, grus og lidt til maven, der ellers synede stor som et afrikansk barn med fejlernæring.

Boligen var slemt overladt til sig selv, og den ventede spændt på kommunens besøg. Gulvene trængte til at blive skrubbet, nullermændene var i en størrelse, hvor kattene kunne lege med dem, og møblerne var pelset til af kattehår.

Men desværre var der stor skuffelse, når kommunen havde været der, for gulvene, møblerne, toilettet og alt andet blev efterladt, nøjagtig som da de to fra kommunen kom. De nåede nemlig sjældent mere end den sparsomme opvask, der tronede på køkkenbordet.

Kattenes madskåle var efterhånden smurt godt og grundigt ud over det meste af køkkengulvet, og det var et under, at de to katte stadig ønskede at indtage deres måltider der. På badeværelset lugtede fælt af ammoniak fra kattebakken, der var mandens eget ansvar at få tømt.

Manden var taknemmelig og glemte ofte, at han var blevet overset, derfor fandt han sig stiltiende i, at kommunen sprang over, hvor gærdet var lavest.

Det var hårdt at være nærmeste pårørende til manden, og endnu hårdere at samles der som familie med sønnen vores og se til, at hans far nu boede i en svinesti.

Kommunens indsats iklædte ham ingen værdighed, og han endte med at leve et ensomt liv i konstant afhængighed af at møde den rette hjælp.

Manden selv sagde ikke noget, for tænk om hjælpen så forsvandt. Tilbage var kun de efterladtes opmærksomhed på, at der er noget ravruskende galt i dagens Danmark.

Død som 50-årig

Den dybe tallerken er allerede opfundet, og vi skal ikke se længere væk end til Ikast/Brande, hvor kommunen sammen med en selvejende socialøkonomisk virksomhed i et pilotprojekt har valgt at tage skeen i den anden hånd.

For vi ved jo godt, at når noget ikke fungerer, nytter det ikke at gøre mere af det, der ikke virker.

Desværre for manden på Amager blev han kun 50 år. Få dage inden hans død gik hans pensionssag igennem.