Er terror den største trussel mod vores demokrati?

Hvis man spørger flertallet i Folketinget, er svaret ja. Men jeg er uenig. Selvfølgelig er terrorangreb forfærdelige, mennesker bliver slået ihjel, og politikerne vedtager det ene indgreb i vores frihedsrettigheder efter det andet, med henvisning til at de vil bekæmpe terror.

Man kan se på andre lande med udbredt organiseret kriminalitet, hvor galt det kan gå, også på det der følger med, korruption, vold, mangel på demokrati. 

Men det har trods alt ikke haft den store indflydelse på opbakningen til demokratiet.

Nej, for mig er den største trussel mod vores demokrati den organiserede kriminalitet. Som vi senest så det kort før jul med angrebet på fagligt aktive, der ville dokumentere et farligt arbejdsmiljø på et stillads.

Når man oplever, at systemet ikke yder den nødvendige beskyttelse af personer, der trues. Når man oplever, at retssamfundet ikke træder til, så er der stor risiko for, at man mister tilliden til demokratiet.

Andre fællesskaber

Og hvis man mister tilliden til demokratiet, så ser nogle sig om efter andre fællesskaber, som de håber kan beskytte dem, og nogle griber til selvtægt. Dermed kan der blive flere, der går ind i bander med videre, som vi for eksempel ser i nogle boligområder i andre lande. Og flere der stemmer på partier, der lover hårde straffe med videre. Men uden at der kommer en indsats, der reelt flytter noget.

I mange år har samfundet lukket øjnene for organiseret kriminalitet i mindre miljøer og grupper. Kun hvis det generede bedsteborgerne med for eksempel skyderier i Hellerup, eller hvis en indsats kunne bruges i en politisk argumentation, er der blevet sat ind for at stoppe det.

Men samfundet bør prioritere indsatsen mod organiseret kriminalitet langt højere. Den seneste finanslov har taget fat med en øget indsats mod social dumping. En indsats der i nogle tilfælde også vil have virkning i forhold til den organiserede kriminalitet. Det er bare langtfra nok. Og der skal sættes ind på mange fronter.

Mange fronter

Dels i forhold til det offentliges udbud og indkøb, hvor der bør være en grundigere screening, og hvor det klart bør være udelukkelsesgrund, hvis der er bestyrket mistanke om, at for eksempel et entreprenørfirma har forbindelse til organiseret kriminalitet. Samtidig med at det bør tælle positivt, hvis der er tale om et firma, der lever op eksempelvis FN's Global Compact om samfundsansvar.

Dels i forhold til at sikre en effektiv politiindsats med langt flere ressourcer end i dag til “Bagmandspolitiet” og deres indsats mod økonomisk kriminalitet. Det er langt mere kompliceret at efterforske i dag med tusindvis af telefonaflytninger, økonomiske spor i form af kontoudtog fra banker, digitale valutaer, digital korrespondance på mail, sociale medier med videre. Men ressourcerne til Bagmandspolitiet har slet ikke fulgt med behovet. I modsætning til PET's indsats mod terror der har fået tilført virkelig mange ressourcer.

Dels i forhold til at beskytte de der trues af den organiserede kriminalitet. Ikke mindst de der siger nej til at deltage eller til at betale beskyttelsespenge, eller fagligt aktive der prøver at afsløre, hvad der foregår.

Dels sikre gode vilkår for at civilsamfundsorganisationer kan gøre en indsats for at vise modstand mod den organiserede kriminalitet og styrke fællesskaber.

Se på andre lande

Og ikke mindst den generelle forebyggende indsats for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår, ydelser man kan leve af, hvis man bliver syg, arbejdsløs eller af andre grunde i en periode ikke kan forsørge sig selv, og i det hele taget en ordentlig velfærd, hvor alle behandles ordentligt med samme rettigheder og muligheder.

Man kan se på andre lande med udbredt organiseret kriminalitet, hvor galt det kan gå, også på det der følger med, korruption, vold, mangel på demokrati. Hvis ikke vi ønsker at ende der, så er det nødvendigt at sætte kampen mod organiseret kriminalitet langt højere på den politiske dagsorden.