Vi har netop fejret Arbejdernes Internationale Kampdag. Dagen har sjældent været vigtigere.

Vi skal sikre, at økonomisk indflydelse og politisk indflydelse går hånd i hånd. 

Vores samfund kommer til at ændre sig med lynets hast, i det nogle kalder den fjerde Industrielle revolution. Masser af job forsvinder, korttidsansættelser og platforms-job bliver "the new normal" og prekariatet vinder frem. 

Alt det presser fagbevægelsen og de kollektive kampskridt, som har skabt det samfund, vi kender.

En gammel diskussion vinder atter gehør i disse år: borgerløn. Jeg har altid haft det svært med borgerløn – i hvert fald hvis det står alene.

Nyttige forbrugere

Borgerløn holder forbruget oppe og indflydelsen nede. Alene, er det en forsikring til erhvervslivet om, at vi kan forblive nyttige forbrugere.

Computere, robotter og kunstig intelligens kommer til at ændre vores samfund radikalt i løbet af få år. Der er kommet mange bud på hvor meget, senest McKinsey-rapporten der anslår, at 40 procent af vores arbejdstimer kan automatiseres.

Uenighederne består i, hvorvidt nye job vil komme til i samme omfang, som vi mister dem. Det tror jeg ikke. Men det er ikke pointen her. Pointen er, at borgerløn – uanset årsagen til at indføre den – er uambitiøst og fungerer som en sutteklud.

I det meste af den litteratur, der findes på området, er borgerlønnen markant lavere end kontanthjælp. Ja, gu har kontanthjælpssystemet store mangler. Bureaukrati og stigmatisering hører til dagens orden. Det ville man undgå med en universel borgerløn.

Men at indføre borgerløn på et endnu lavere økonomisk niveau end kontanthjælp, uden krav om en radikal omfordeling fra de rigeste og fra virksomhederne, giver hverken den værdighed eller retfærdighed, som fortalerne sikkert ønsker sig.

Omfordeling

Der er da også en grund til at en lang række erhvervsfolk nu taler for borgerløn. For de kan om nogen se, hvilken vej vinden blæser. Vi kommer til at miste rigtig mange job. Og de nye, der bliver skabt, indenfor it-, tech- og kommunikationsbranchen, ja det er ikke sådan lige at overføre til slagteriarbejderen eller HK’eren.

Men man kan jo ikke lade folk sulte, det vil føre til oprør, og hvem skal forbruge de nye platforms-produkter, hvis en stor del af befolkningen mister købekraft? Det smarte er jo så, at lade staten stå for regningen.

Der vil være enorm velstand, endnu mere i fremtiden. Derfor skal vi omfordele på en helt ny måde. Her kan borgerlønnen sagtens fungere som et "gulv" – men det kan ikke stå alene. Fagbevægelsen skal genopfinde sig selv, så det ikke ender med enhver for sig selv.

Vi skal genopfinde andelstanken og gøre det nemmere at starte små virksomheder, kooperativer og medarbejdereje. Vi skal gennemtænke, hvad vi skal eje i fællesskab; det kan være infrastruktur, it-platforme, socialøkonomiske virksomheder, realkredit og energisystemer.

Kort sagt: Vi skal sikre, at økonomisk indflydelse og politisk indflydelse går hånd i hånd. Står borgerløn alene, er det ikke andet end nykapitalistisk hattedameri.