I disse dage forhandles forskningspuljen. I SF går vi til forhandlingerne med et krav om forskningsmidler til at undersøge de såkaldt dynamiske effekter af offentligt forbrug, herunder specielt velfærdsinvesteringer.

Det er et valg, der giver en klokkeklar bias til fordel for skattelettelser frem for velfærdsinvesteringer. 

Dynamiske effekter er de afledte konsekvenser af den investering, der foretages, for eksempel effekten af at investere i daginstitutioner. Udover de menneskelige konsekvenser, så har det også positive økonomiske effekter, at der er pædagoger nok til børnene og at lukkedage afskaffes.

Vi ved efterhånden ret meget om vigtigheden af at sikre ordentlige forhold for de helt små i forhold til deres videre liv, deres muligheder i skolesystemet og så videre. Det giver også sig selv, at lukkedage har en økonomisk konsekvens for samfundsøkonomien, da forældre skal finde alternative pasningsmuligheder eller blive hjemme.

Usikre faktorer

Alligevel indregnes denne type investeringer ikke. Man kan argumentere for, at man ikke skal indregne usikre faktorer i regnemodellerne. Hvis det var et principielt synspunkt i Finansministeriets regnemodeller, så var diskussionen en anden.

Bizart nok, så indregnes de dynamiske effekter af skattelettelser, trods det faktum, at der er "uløste metodiske problemer og usikkerhed forbundet med måling af dynamiske effekter af skatteændringer" – citat tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen i et svar til Folketinget.

Alligevel fortsætter Finansministeriet med at bruge disse usikre modeller, fordi det, igen citat Claus Hjort Frederiksen, ellers ”vil tegne et skævt billede”.

Men dynamiske effekter af velfærdsinvesteringer er altså for hård kost for Finansministeriet. Det er selvfølgelig et valg, der giver en klokkeklar bias til fordel for skattelettelser frem for velfærdsinvesteringer. 

Før sommeren 2017 lykkedes det SF at få flertal udenom regeringen, med en vedtagelsestekst der pålagde regeringen at igangsætte et arbejde for at inkorporere ny viden om velfærdsinvesteringer i regnemodeller. Dette folketingsflertal ignorerede finansminister Kristian Jensen.

Støtte fra vismænd

Samtidig kom de økonomiske vismænd, med en rapport, hvor de meget klart anbefalede, at dette arbejde blev sat i søen. De skrev, at ”skatter antages ofte at have effekter på arbejdsudbuddet. Det samme må formodes at være tilfældet for offentlige udgifter”.

Rådet efterlyser derfor større viden på området, så ”beslutninger i den økonomiske politik kan træffes på et oplyst og afbalanceret plan”. Risikoen er ellers, at regnemodellerne overvurderer effekterne af skattelettelser finansieret i besparelser i den offentlige service. Eller sagt på en anden måde: at konsekvenserne af velfærdsbesparelser undervurderes.

Når og hvis det lykkes SF at få sat midler af til forskning i velfærdsinvesteringer, bliver det interessant at følge finansminister Kristian Jensens modtagelse. Er modstanden af praktisk karakter eller ideologisk? Vi får se.