01 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den 1. maj stod i skattesnydets tegn

Blogs

Lisbeth Bech Poulsen
Medlem af Folketinget for SF
Har en bacelor i politik og administration og en overbygning i udviklingsstudier og internationale forhold. Valgt for SF i Nordjylland til Folketinget, hvor hun blandt andet er skatte-, miljø- og retsordfører.
Blogindlæg af Lisbeth Bech Poulsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 04. maj, 2016, 07:56:11

Den 1. maj stod i skattesnydets tegn

Skattesnyd er ikke alene et økonomisk problem. Det er også et kæmpe demokratisk og samfundsmæssigt problem. Men regeringen har for travlt med at jagte kontanthjælpsmodtagere til at interessere sig for skattesnyd på 1. klasse.

Arbejdernes Internationale Kampdag handlede både om Uber, om 30 timers arbejdsuge, om social dumping og asociale regeringsreformer. Men det stod først og fremmest i skattesnydets tegn.

Vi går årligt glip af 15-20 milliarder på grund af skattesnyd. 

Oven på Panama-sagen har skattely igen-igen fået politisk fokus. Det glæder mig selvfølgelig. Det er en SF mærkesag, og det er noget, jeg konstant har arbejdet med i de fem år, jeg har siddet i Folketinget.

Glædeligt er det at se, hvordan Socialdemokraterne er kommet ind i kampen. Dem har jeg savnet i debatten. Partiet har talt meget, men når det handler om at stemme for forslag, blandt andet stillet af SF, har det haltet.

Behov for handling

De berygtede kommanditselskaber, der i sig selv gør Danmark til et skattelyland, ville partiet ikke være med til at stemme for en skatteændring af. Land-for-land regnskaber, flere medarbejdere til Skat, boykot og så videre, er tiltag som ikke kunne få socialdemokratisk opbakning.

Skatteunddragelse koster det danske samfund op til 15-20 milliarder årligt. Forskning peger på, at der alene blandt private formuer gemmer sig op til 150 milliarder i udenlandske skattely.

Dertil kommer virksomhedernes skattesnyd, og det nogle kalder aggressiv skatteplanlægning. Andre – ofte advokater og revisorer der lever af at formidle disse manøvrer – mener, at der er tale om en legitim minimering af den omkostning, der hedder skat. Der er kun en vej ud af dette problem, og det er politisk vilje. Vi skal have nogle internationale aftaler, men der er desværre lang vej endnu. Derfor skal vi også gøre, hvad vi kan herhjemme. 

Et skøn fra flere sider peger på, at vi går glip af 15-20 milliarder i indtægter på grund af skattesnyd. Hvad kan man få for de penge? Man kan for eksempel få 30.000 lærere, pædagoger, sygeplejersker eller hjemmehjælpere.  Men det er ikke der, regeringens fokus er. Nej, det er på kontanthjælpsmodtagerne, som skal have et "moderne" kontanthjælpsloft i gave, så de dermed kan få et arbejde. Der bliver kun sparket nedad, ikke opad.

Snyltere eller flygtninge

Vores skatteminister har endog kaldt skattesnylterne for "skatteflygtninge". Man må forstå, at de flygter fra forfølgelse og elendighed, mod himmelstrøg hvor de kan få en medmenneskelig behandling. Føj.

Ikke kun er skatteunddragelse et økonomisk problem for os alle. Det er også et kæmpe demokratisk og samfundsmæssigt problem. For hvad sker der med den kollektive moral, når den samfundskontrakt vi har indgået – at vi løfter i flok og bidrager til den fælles kasse – bliver hånet og latterliggjort. Stemningen breder sig – hvorfor skal man med en almindelig lønindkomst betale en høj skat, når de rigeste åbenbart nemt kan slippe uden om? 

Vi har indrettet Danmark solidarisk og skattefinansieret. Det har skabt et af de fineste samfund, verden har set. Og det risikerer at gå fløjten, når skattesnylterne griner højt og flot hele vejen til banken på Cayman Island. Velvidende at den danske regering har for travlt med at jagte kontanthjælpsmodtagere til at interessere sig for skattesnyd på 1. klasse.