Flyt skat fra arbejde til kapital
Blogs

Flyt skat fra arbejde til kapital
SF vil indføre en skat på finansielle transaktioner og bruge pengene på at hæve beskæftigelsesfradraget.
SF vil flytte skat fra arbejde til kapital. Mere præcist vil vi indføre en skat på finansielle transaktioner, den såkaldte FTT, og bruge pengene på at hæve beskæftigelsesfradraget, så specielt de lavtlønnede får en gevinst. SF præsenterede under weekendens landsmøde vores udspil, der skal sikre en mere retfærdig fordeling og samtidig sikre en lidt mere robust finanssektor.
Højrefløjen siger igen og igen, at det ikke kan betale sig at arbejde. Det er lodret løgn. Men løgnen bliver gentaget så ofte, at alt for mange tror på det. Kun 0,5 procent af borgerne i Danmark får ingen økonomisk gevinst ud af at arbejde. Og de fleste vil gøre det alligevel, fordi arbejdslivet giver så meget mere.
Det er på tide, at spekulanterne betaler en del af regningen for deres store fest.
Hovedproblemet er, at der ikke er arbejde nok til alle. Under højkonjunkturen for 10 år siden var der stor set ingen arbejdsløse.
I SF synes vi, at det er mere retfærdigt at beskatte de mest skadelige finansspekulationer, for så at hæve bundfradraget. 3000 kroner ekstra til de mest lavtlønnede og 2000 kroner til de, der tjener over 333.000 kroner om året. Fra skat på arbejde til skat på kapital.
Vi skal tilslutte os de 11 EU-lande, der arbejder for at indføre en FTT, i det såkaldte forstærkede samarbejde. Kommissionen har foreslået en mikroskat på 0,1 procent for aktier og obligationer og 0,01 procent for derivater. Parlamentet har opfordret til, at EU-landene indfører FTT’en og 66 procent af europæerne går ind for en finansskat.
Den danske regering har ikke kun været passiv modstander, men har med Margrethe Vestager og Helle Thorning i spidsen aktivt talt imod en finansskat. Dertil har de spredt myter om FTT’en, såsom at handlen ville flytte andre steder hen, og der ikke vil være nogen effekt.
Men det er ikke rigtigt – i modellen er indført både et udstedelses- og etableringsprincip. Såfremt vi havde FTT’en, ville handel med Mærsk-aktier beskattes, selvom køberen handlede via en finansiel institution i Singapore og sælgeren i USA. Og en amerikansk aktie handlet på den tyske børs ville også beskattes.
Finansskatten vil sørge for, at finanssektoren også bidrager til fællesskabet. I dag bidrager den finansielle sektor kun med meget få arbejdspladser, og finanskrisen var et skræmmeeksempel på, at spekulation kan være særdeles skadelig for dansk og europæisk økonomi.
Ifølge EU-Kommissionen vil en finansskat indbringe de nuværende 11 lande 260 milliarder og for Danmark mellem syv og otte milliarder kroner årligt. Penge, der kan bruges til at rette op på de skader, som finanskrisen kostede. Det er på tide, at spekulanterne betaler en del af regningen for deres store fest.
Når en borgerlig som Merkel kan se en fidus i det, er det da mere end pinligt, at en socialdemokratisk ledet regering slår bremserne i.