De sidste 10 dage har der været én debat, der har overskygget alt andet og med rette. ”Historiske begivenheder” er ofte en overdreven kliché, men ikke denne gang. Det er tidspunktet, hvor vi ser, hvad der egentlig er foregået over lang tid.

Et billede af en død dreng på en strand, en Dublin-forordning der bliver suspenderet af tyskerne og flygtninge på motorvejene, har mobiliseret tusindvis af danskere. Til at melde sig som frivillige, sende mad og tøj afsted, risikere straf for at give flygtninge et lift.

Der tales utrolig meget om nærområder – men aldrig konkret hvilke nærområder.

De sociale medier koger over: Af den danske spytter-mand, af den ungarnske fotograf der sparker ud efter flygtninge, af det fire meter høje hegn hendes regering bygger...

Det er historiske tider, for Danmark, for Europa og for verden. Men klichéer uden indhold og stråmandsargumenter dominerer debatten.

Alle taler om fælles EU-løsninger, inklusiv regeringen. Men når det kommer til konkrete løsninger såsom kvotefordeling, så skal vi bidrage med lige præcist et stort nul.

Der tales utrolig meget om nærområder – men aldrig konkret hvilke nærområder. Er det Jordan, der allerede har en million flygtninge? Libanon, der huser halvanden million? Eller Tyrkiet, hvor der er to millioner flygtninge. 

Venstre mener, at der skal skelnes mellem flygtninge og migranter. Det er ikke særlig svært – flygtningestatus er klart defineret i internationale konventioner. Men man prøver bevist at vildlede befolkningen ved at gøre det uklart, hvem der er hvem. Regeringen vil sende migranter retur til deres hjemland, og så skal vi bidrage med at gøre forholdene bedre – men der skal skæres milliarder på bistanden.

Det klareste og oftest brugte eksempel på et stråmandsargument er: Vi kan ikke tage imod alle. Det er der heller ikke nogen, der siger. Der er 50 millioner flygtninge i verden. Der er ingen der forestiller sig, at alle skal til Danmark.

Og vi tager ikke imod alle. Langtfra. Vi ligger, følge FN, på en 46. plads målt i forhold til indbyggere. Og vi ligger på en 81. plads, når man måler i forhold til vores økonomiske velstand.

Værdirelativismen blomstrer på de sociale medier. ”Du er ikke et bedre menneske end jeg, bare fordi jeg ikke vil have flygtninge hertil,” lyder svaret til manges opdateringer. Her burde svaret være: Nej, måske ikke. Men visse værdier er bedre end andre.

Det er bedre at overholde Flygtningekonventionen end ikke. Det er bedre at bidrage til at løse den største flygtningekrise i årtier, end at melde sig ud. Det er bedre at byde velkommen end at spytte på folk.

Der må man gerne være klar i mælet og sige som den svenske professor og foredragsholder Hans Rosling i det efterhånden berømte interview i DR's Deadline: ”Jeg har ret, og du tager fejl!”