I løbet af 2013 kom Produktivitetskommissionen med en række delrapporter. I dag kommer endnu en delrapport om infrastruktur og indenfor et par måneder kommer den samlede rapport. Samtidig lagde statsministeren i sin nytårstale op til en række vækstinitiativer i starten af 2014.

Diskussionen om produktivitet og vækst kommer altså til at fylde en del. Hvad er det venstreorienterede svar på en række af de udfordringer, der er helt reelle? Har vi ikke svar eller rynker på næsten af begreberne, så er banen åben for højrefløjen, og fra den side er der kun ét svar: Sænk afgifter og skatter.

For det første synes jeg, man bør dvæle lidt ved hele produktivitetsbegrebet. Det er et faktum, at vores produktivitet stiger langt mindre i dag end tidligere. Måske har vi nået smertegrænsen for, hvor hurtigt vi kan løbe, og hvor omstillingsparate og fleksible vi kan være på vores arbejdspladser.

Gode takter omkring ledelse

Omfanget af sygedage indikerer i hvert fald, at der er problemer på de danske arbejdspladser. Så hvis vi ikke kan (eller bør!) løbe hurtigere, kan der være god grund til at se, om vi ikke kan arbejde bedre og klogere. Det vil komme både den enkelte og samfundsøkonomien til gode. Her har Produktivitetskommissionen både gode og dårlige svar.

For mig at se præsenterer de ikke et  grundlæggende brud med New Public Management. Afhængig af hvordan man læser delrapporten om den offentlige sektor, ser det stadig ud som om, at nogle tror, man kan drive den offentlige sektor som en privat virksomhed. Det kan man ikke.

Til gengæld er der gode takter I forhold til, hvordan man kan styre og lede den offentlige sektor. Som man råber i skoven, får man svar, pointerer de. Hvis man tæller minutter i stedet for at se på trivsel, så er det det, man får.

Hvad giver os som samfund værdi? Det spørgsmål kan ikke reduceres til et excel-regneark.

Produktivitetskommissionen har meget fokus på udlicitering og privatisering indenfor infrastruktur på en række områder såsom bus- og togdrift. Her ligger en grundlæggende diskussion om, hvad markedet kan klare, og hvad der er en fælles opgave.

Når infrastruktur skal komme hele landet til gode, er der brug for et samfundsperspektiv. Hvis infrastruktur alene skal foregå på markedsbetingelser bliver dele af landet glemt. På en række øer og i tyndt befolkede områder vil man ikke kunne tjene penge på at bringe post ud eller oprette internet. Grundlæggende infrastruktur skal komme alle borgere til gode, uanset hvor i landet man bor.

Vi har også brug for historikere

Alting kan ikke reduceres til et spørgsmål om vækst og produktivitet. Vi er som samfund meget mere end det. For eksempel handler uddannelse om mere end at skabe produktive borgere. Lige så vigtigt er oplysning, viden, historisk perspektiv, dannelse og mulighed for derigennem at skabe deltagende borgere.

Produktivitetskommissionen har stillet spørgsmålstegn ved en række humanistiske uddannelser. Kommissionen spørger, hvad disse uddannelser bibringer samfundet, og ønsker at differentiere den økonomiske støtte. Det er jeg lodret imod! Lige så meget vi har brug for ingeniører og økonomer, lige så meget har vi brug for historikere og sociologer. Under Anden Verdenskrig blev Churchill spurgt, om det ikke set i lyset af krigsomkostningerne var en idé at skære på midlerne til kultur. Han spurgte retorisk: “Hvad er det så vi kæmper for?”.

Jeg har kun været inde på få områder af Produktivitetskommissionens udmeldinger. Der er nok at tage fat på, og de kommende måneder bliver en god anledning til at stille os selv spørgsmålet: Hvad giver os som samfund værdi? Hvad skal vi være bedre til, og kan vi ikke indrette os bedre? Vigtige spørgsmål som ikke kan reduceres til et excel-regneark.