01 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SKAT laver aftale, der sender skattekroner i skattely

Blogs

Lisbeth Bech Poulsen
Medlem af Folketinget for SF
Har en bacelor i politik og administration og en overbygning i udviklingsstudier og internationale forhold. Valgt for SF i Nordjylland til Folketinget, hvor hun blandt andet er skatte-, miljø- og retsordfører.
Blogindlæg af Lisbeth Bech Poulsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 07. december, 2016, 07:57:36

SKAT laver aftale, der sender skattekroner i skattely

Det firma, der skal levere SKATS nye inddrivelsessystem, er selv indblandet i skattely. Der er ikke tale om en enlig svale. Men skatteministeren mener ikke, at det er et problem.

For nylig fik it-virksomheden NetCompany en aftale i hus med SKAT. Her fik de til opgave at levere SKAT’s nye inddrivelsessystem.

Når stat og kommuner handler med skattely-virksomheder, må vi trække en streg i sandet.

Problemet er bare, at NetCompany, der lige som mange andre it-virksomheder servicerer det offentlige for milliarder, selv er indblandet i skattely. SKAT har altså sat ræven til at vogte hønsene.

Netcompany har vundet over halvdelen af alle offentlige udbud, som det har budt på i de senere år, blandt andet udbetaling af børnepenge, BBR-registret, motorregistret med mere.

Købt af kapitalfond i skattely

Netcompany vandt i september opgaven om at levere SKATs nye it-system, der skal erstatte det udskældte EFI. Kontrakten er på knap 100 millioner kroner.

Samtidig er Netcompany blevet købt af en kapitalfond, der benytter sig af kanaløen Jersey. Her sikres "skatteneutralitet" blandt andet igennem skuffeselskaber og fonde.

Da jeg i onsdags spurgte skatteministeren, om det virkelig er i orden, trak han nærmest på skulderen. En ”sådan er det jo”-tilgang til at bruge skattekroner til et selskab, der leverer ydelser til SKAT!

Den seneste tid har vi kunne konstatere, at multinationale virksomheder og rige danskere har gemt milliarder i skattely. Det er i sig selv slemt nok, men når man fra stat- og kommunekasserne ligefrem selv handler med skattely-virksomheder, så må vi trække en streg i sandet.

Når det estimeres, at der er imellem 100 og 150 milliarder dansker kroner i skattely ved hjælp af aggressiv skatteplanlægning, bliver vi nødt til at sætte hårdt mod hårdt – især når det er danskernes egne skattepenge, der sendes til bounty-øernes lune.

Betaler ikke en krone i skat

Desværre er Netcompany-historien ikke en enlig svale. For det viser sig, at flere offentlige it-leverandører ikke er hak bedre.

It-giganten KMD, der i 2015 omsatte for over 2,8 milliarder kroner via kommunale kontrakter, bruger også ufine metoder for at slippe for skattebetalingen – nemlig, The Delawere Loophole. Og finten er præcis lige så lyssky som den lyder.

Her etablerer man for eksempel et holdingselskab i Luxembourg, der så ejes af et selskab i Delawere. På den måde kan man blandt andet slippe for udbytteskatten i Danmark.

Fujitsu, der i 2015 omsatte for 184 millioner på offentlige opgaver, betalte heller ikke en rød reje i dansk skat i hverken 2013 eller 2014.

Når man hører om sådan nogle metoder, så er det klart, at danskerne frustreres over den konstante udhuling af vores velfærd.

For alle de milliarder kunne i stedet være brugt meget bedre, end ved at ligge i allerede velpolstrede lommer.

Blandt andet kunne regeringens SU-forringelser, højere pensionsalder og meget mere finansieres af de mange milliarder, statskassen går glip af.