Statsminister Mette Frederiksen har for alvor sat anbragte børn på dagsordenen. Det er der al mulig grund til at glæde sig over, for det er en gruppe af mennesker, som er blevet overset i alt for mange år.

Man er også nødt til at se på nogle af de største og mest grundlæggende udfordringer for udsatte børn og deres familier.

Nogle mener, at nytårstalen fokuserede for meget på udsatte børn. Vi mener tværtimod, det er på tide, at politikerne og alle andre for alvor bekymrer sig om de børn i vores samfund, som har det allersværest.

Vi er helt enige med statsministeren i, at tryghed, kærlighed og stabilitet er helt afgørende for ethvert barn.

Debatten i medierne drejer sig primært om anbringelser uden forældrenes samtykke, de såkaldte tvangsanbringelser – og ikke mindst hvorvidt vi anbringer for få børn i Danmark.

Vi mener som fagfolk, at der er behov for en bredere diskussion af, hvordan vi kan forbedre vilkårene for anbragte børn og det sociale arbejde, der skal sikre dem de bedst mulige opvækstbetingelser.

Den rette anbringelse

Som både vi og en række andre aktører har sagt – blandt andre De Anbragtes Vilkår – så handler det om at sikre, at vi anbringer de rette børn tidligere, forbedrer deres vilkår, når de er anbragt, og sikrer dem ordentligt efterværn. Vi skal anbringe, når der er behov for at anbringe.

Vi deler fuldstændig statsministerens ambition om, at samfundet skal skride tidligere ind, når børn svigtes.

Det kræver, at vi socialrådgivere og andre fagfolk omkring børnene som sundhedsplejersker, pædagoger og lærere får tid til at samarbejde på tværs og inddrage børnene oftere og tidligere.

Med de rette betingelser for vores arbejde med udsatte børn, kan vi opspore sociale problemer i familier tidligere og i mange tilfælde arbejde med at forebygge, at de vokser sig større og måske fører til en anbringelse.

Desværre arbejder mange socialrådgivere under meget svære betingelser. Socialrådgivere er den mest stressede faggruppe i landet, og de allermest stressede arbejder med udsatte børn og unge.

Ifølge en rapport, som COWI har lavet for Dansk Socialrådgiverforening, er 44 procent af de mange socialrådgivere, der arbejder med børn og unge i kommunerne, hele tiden eller ofte stressede.

Manglen på tid til det sociale arbejde går i første omgang ud over udsatte børn og familier, dernæst socialrådgiverne der arbejder for at hjælpe dem, og derefter igen de udsatte børn og familier når de på grund af sygemeldinger og opsigelser gang på gang skifter sagsbehandler.

Det er både urimeligt, uacceptabelt og uklogt, for med ordentlige arbejdsbetingelser kunne vi hjælpe langt flere børn og familier tidligere.

Afskaf fattigdommen

Man er også nødt til at se på nogle af de største og mest grundlæggende udfordringer for udsatte børn og deres familier. Det gælder først og fremmest fattigdom.

Vi ved, at fattigdom i sig selv skaber sociale problemer og gør dem sværere at overkomme. Det siger sig selv: Hvis man kæmper for at komme ud af et misbrug, er det sværere at finde styrken, hvis man samtidig skal kæmpe for at få råd til husleje, mad og medicin hver eneste måned.

En undersøgelse fra AE-Rådet har vist, at hver femte modtager af kontanthjælp var anbragt som barn, og mange af forældrene til anbragte børn har selv været anbragt.

Det er mennesker, som fra fødslen har været bagud på point, og som voksne bærer rundt på en meget tung bagage. De skal have hjælp og støtte til at være der for deres børn, og fattigdom gør det kun sværere.

Vi er som sagt begejstrede for, at statsministeren har sat udsatte børn på dagsordenen. Vi glæder os til at bidrage med vores viden og konkrete løsninger fra socialrådgivernes virkelighed.