Klimabevægelsen er for alle
Blogs
Klimabevægelsen er for alle
Medier beskriver tit klimabevægelsen som en ungdomsbevægelse, men der er klimaaktivister i alle aldersgrupper. Er man fyldt 26 år, er det som om, at verden ikke anerkender, at man kan være klimaaktivist.
Klimakampen bliver italesat som ”en kamp mellem generationerne”. Og selv om der uden tvivl er en vis grad af sandhed i denne beskrivelse, oplever jeg også, at det lige så ofte bliver brugt fra mediernes side til at skabe konflikt og drama – frem for at informere befolkningen om de altødelæggende klimaforandringer, som vedkommer os alle.
Når jeg står på gaden som klimaaktivist, møder jeg opbakning fra alle lag i samfundet. For min personlige oplevelse er, at danskerne langtfra er så splittede, når det kommer til klima.
Når jeg har været ude til paneldebatter, holdt taler til demonstrationer eller blevet interviewet i forskellige sammenhænge, er jeg meget ofte blevet omtalt som en repræsentant for ”de unge”.
Denne beskrivelse er blevet opretholdt fra mediernes side igen og igen, på trods af jeg altid insisterer på at deltage i interviews eller debatter som repræsentant for en specifik klimabevægelse, som taler en specifik sag.
Grønt topmøde
Eksempelvis deltog jeg i november 2019 i den afsluttende paneldebat på Grønt Topmøde Fyn, hvor borgmestre, direktører og erhvervsfolk fra Fyn var samlet for at finde en fælles grøn strategi.
Intentionen lyder måske god, men når man ser på sammensætningen af deltagerne til dette arrangement, havde jeg meget svært ved se den oprigtige interesse i klimaet.
Programmet bestod hovedsageligt af direktører fra erhvervslivet, der fik lov til at greenwashe deres forretning fra den store scene (kombineret med gratis reklame), borgmestre der roste sig selv, ligegyldigt hvor håbløs en klimapolitik kommunen havde, samt en tale fra Dan Jørgensen, som primært handlede om at fralægge sig sit ansvar som minister og i stedet lægge den grønne omstilling over på kommunerne.
Jeg fik ret hurtigt en fornemmelse af, at jeg udelukkende var blevet inviteret som ”et festligt indslag”, der skulle retfærdiggøre topmødets eksistens ved krydre den ellers meget homogene gruppe af gæster, der primært bestod af hvide, midaldrende mænd i jakkesæt. Min klimaaktivisme virkede ret underordnet.
I ugerne op til topmødet måtte jeg eksempelvis flere gange kontakte arrangørerne for at gøre dem opmærksomme på, at jeg var repræsentant for Extinction Rebellion, da de blev ved med at give mig selvopfundne titler i programmet.
Havde man haft oprigtige intentioner om at rykke på klimaområdet, kunne man for eksempel have inviteret en masse gæster, som rent faktisk vidste noget om klima.
Jeg er nok et ret godt eksempel på den type, som bliver eksponeret i medierne fra klimabevægelsen: En 26-årig universitetsstuderende som først for alvor er blevet politisk aktiv som følge af klimakrisen. Jeg har dog ret svært ved at se den meget ensidige medieeksponering i klimabevægelsen i praksis, som jeg mener, er både misvisende og ødelæggende.
Når vi holder møder i Extinction Rebellion Odense, er jeg ofte den yngste deltager. Vi samler folk med mange uddannelsesbaggrunde; nogle er stadig studerende, og andre arbejder ikke længere. Nogle har altid været politisk aktive, andre er helt nye. Vi har alle forskellige veje ind i klimabevægelsen og brænder for forskellige emner. Vores største fællestræk er, at vi alle er rædselsslagne for de konsekvenser, klimaforandringerne får.
Kæmpe bias
Det ensidige fokus på klimaaktivister som en meget ensartet demografisk gruppe viser sig også andre steder, blandt andet i forbindelse med forskning. Jeg har selv deltaget i talrige interviews i forbindelse forskningsprojekter om klimaaktivisme, hvor der som oftest efterspørges unge klimaaktivister i alderen 18-25 år. I et enkelt tilfælde måtte jeg få særlig dispensation til at deltage i forskningsinterviewet, da jeg nåede at fylde 26 år, inden interviewet blev afholdt.
Det siger først og fremmest utrolig meget om, hvilke forudindtagelser vi møder omkring klimaaktivister alle steder i samfundet. Men det er også med til at skabe en ekstrem skævvridning af virkeligheden.
Jeg kender masser af klimaaktivister i alle aldersgrupper, som ville elske at fortælle om deres erfaringer og synspunkter i et forskningsinterview. Men er man fyldt 26 år, er det som om, at verden ikke anerkender, at man kan være klimaaktivist.
Der er kæmpemæssige bias i alt fra forskning til medieeksponering i forhold til klimaaktivisme. For selv om jeg selvfølgelig håber på, at min opbakning til diverse paneldebatter skyldes min retoriske evner og skarpe analyser, så er jeg ret overbevist om, at det i lige så høj grad handler om, at der er rigtig mange mennesker i alle aldersgrupper, som virkelig bakker op om mine synspunkter.
Når jeg står på gaden som klimaaktivist, møder jeg opbakning fra alle lag i samfundet. For min personlige oplevelse er, at danskerne langtfra er så splittede, når det kommer til klima.