29 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klimaoprør er den ultimative kærlighedserklæring til livet på kloden

Blogs

Maja Parsberg Madsen
Aktivist i Extinction Rebellion Danmark siden februar 2019, hvor bevægelsen kom til Danmark
Læser til daglig medicin på 5. år på Syddansk Universitet.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Søndag, 08. november, 2020, 08:11:11

Klimaoprør er den ultimative kærlighedserklæring til livet på kloden

Mennesker deltager i klimastrejker, bryder loven i klimaaktioner for at få vores politikere til at standse klimakrisen. Vi fortjener at blive hørt, kan gøre en forskel og har krav på en fremtid på en levedygtig planet. Men mest af alt handler det om ubetinget kærlighed til den planet, vi bor på, og alle dens beboere.

Som klimaaktivist i Extinction Rebellion har jeg ofte hørt udefrakommende mennesker sige, at de støtter vores sag, men at civil ulydighed er lidt for meget at gøre ud af det. ”Behøver I at være så vrede? Er et klimaoprør virkelig nødvendigt?”

Mens vi i Danmark elsker at hade Donald Trump og (med rette) håner ham for hans dumheder, glemmer vi, at vi selv er lige så faktaresistente, når det kommer til klima.

Sagt mellem linjerne bliver det ofte indikeret, at vrede på én eller anden måde diskvalificerer vigtigheden af at sætte fokus på klimakrisen. Det bedste ville åbenbart være, hvis vi kunne skabe en samfundsomvæltende grøn revolution, som ikke koster noget, uden at stå i vejen, smiler imens, forsikrer boomers om, at alting var bedre i gamle dage, og ikke viser det mindste tegn på vrede.

For det første undrer jeg mig over, hvem i alverden der havde regnet med, at lobbyister og klimabenægtere kunne skylle vores fremtid i toilettet uden at møde modstand? Eksempelvis har oliegiganten Shell i 30 år vidst, at udledningen af fossile brændsler vil ødelægge planeten, men bevidst holdt denne viden hemmelig og løjet hele verden op i ansigtet. Hvis det ikke er til at blive rasende over, så ved jeg ikke, hvilken reaktion der ellers er passende.

Derudover er vrede på mange måder en uvurderlig egenskab; først og fremmest er vrede en fantastisk kilde til energi. Vrede kan gøre, at en masse mennesker organiserer sig om en fælles sag og bliver magtfulde nok til at kunne skabe forandring.

Men vigtigst af alt er vrede en lille stemme inde i én selv, som kender ens værd. Som ved, at man har fortjent bedre. Når mennesker verden over går på gaden, deltager i klimastrejker eller bevidst bryder loven i klimaaktioner i håb om at få vores politikere til at standse klimakrisen, skyldes det en bevidsthed om, at man fortjener at blive hørt, at man stadig kan gøre en forskel, og at man har krav på en fremtid på en levedygtig planet. Men mest af alt handler det om ubetinget kærlighed til den planet, vi bor på, og alle dens beboere.

Hvor stor en samfundsmæssig falliterklæring ville det ikke være, hvis en hel befolkning så sin fremtid smuldre, mens den var ligeglade?

De sidste fire år har vi været vidne til Donald Trumps ’war on science’, og blandt andet hans håndtering af coronakrisen har vist, hvor hurtigt man kan køre et land udover afgrunden, når man ignorerer videnskab, men vægter sin egen mavefornemmelse (og pengepung) højere.

Men imens vi i Danmark elsker at hade Donald Trump og (med rette) håner ham for hans dumheder, glemmer vi, at vi selv er lige så faktaresistente, når det kommer til klima. 

Alle økonomiske såvel som klimaeksperter anbefaler den danske regering at indføre CO2-afgifter som led i denne grønne omstilling. Men det bliver konsekvent ignoreret, og i stedet opfører Dan Jørgensen sig som en forvokset teenager, der leger influencer.

Vi skal alle gøre en personlig indsats for klimakrisen, men når det besluttes, at offentlige køkkener skal have vegetardage for at mindske hele Danmarks kødforbrug – én af de mest lavthængende klimafrugter – vil Folketinget ikke selv være med.

Man kan godt grine af vores lederes hykleri for en stund, men der går ikke længe, før det afløses af vrede. Vrede som følge af den frustration vores ledere giver, når de fortæller, at der ingen grænser er for, hvor meget de vil redde klimaet, men bakker ud i det sekund, de selv skal undvære en bøf.

Vrede over en generation af voksne mennesker, der med åbne øjne sætter sine egne behov over deres børns fremtid. Vrede over at coronakrisen har bevist, hvor store samfundsforandringer man kan foretage, når den politiske vilje er til stede, og dermed også beviser, at vores ledere simpelthen vælger at lade være med at reagere på klimakrisen. 

Derfor opsummerer Extinction Rebellions signatur også ret godt vores motivation for civil ulydighed. ”With love and rage” – med kærlighed og raseri. Og sandsynligvis er dette raseri afgørende for at kunne skabe den nødvendige forandring.